Te med Damerne

Dette charmerende, løsslupne gruppeportræt af fire ældre engelske skuespillere i deres kollektivt bedste alder må være den filmiske pendant til en hyggelig kop stærk te – med et diskret stænk whisky.

Hver af skuespillerne – Eileen Atkins, Judi Dench, Joan Plowright og Maggie Smith – har fået et ridderkors af den engelske dronning og er dermed slået til ”Dame”, en ærefuld titel, som ingen af dem går meget op i. Deres glorværdige karrierer taler for sig selv, og instruktør Roger Michell (manden bag film som Notting Hill og Venus) ridser deres bedrifter fortræffeligt op i denne højst kompetente, men alt for korte dokumentarfilm.

Til et teselskab på Joan Plowrights landsted, hvor hun boede med sin afdøde mand Laurence Olivier, udveksler de fire kvinder sladder og fortæller anekdoter fra deres lange liv, tilsyneladende en årlig tradition, blot denne gang med et kamerahold ved tebordet.

Selv om de er bedst kendt for deres film, giver deres samtale et tydeligt indtryk af, at det er teaterrollerne, de skatter mest. De lærte deres fag at kende på de skrå brædder og udviklede deres anselige talenter foran et betalende publikum. Skuespil for kameraet gør man for pengene, som de siger.

Maggie Smith – lige så bydende som altid, men både varmere og sjovere – indrømmer, at hun dårligt nok har set et afsnit af Downton Abbey, hvor hun ellers havde en mindeværdigt spydig rolle som den rige enke grevinde Grantham. Hun tænker mere kærligt tilbage på The Best Exotic Marigold Hotel, hvor hun spillede over for sin veninde, Judi Dench.

Da Roger Michell bag kameraet spørger om Harry Potter-serien, forklarer hun, at den største udfordring for hende og Alan Rickman var at finde på nye grimasser, når de i close-ups skulle reagere på noget.

Maggie Smith indrømmer også, at hun ikke husker meget fra de glade dage i 1950’erne, hvor hun og Judi Dench rejste op til Edinburgh for at optræde til den årlige kulturfestival. Heldigvis er der masser af arkivoptagelser og fotografier fra den tid, deriblandt et herligt klip med en ung Smith, hvor hun forklarer, at hun stjæler alle sine vittigheder fra folkekomedielegenden Kenneth Williams.

Alene optagelserne fra teaterstykker er billetten værd: Judi Dench som Titania i En skærsommernatsdrøm, Maggie Smith over for Laurence Olivier i Othello, Joan Plowright som Jeanne d’Arc og Eileen Atkins som ålestram teaterstjerne i Londons fashionable West End.

De to sidstnævnte er ganske vist mindre berømte end Dench og Smith, men de bliver ikke overset, og filmen giver nye fans en underholdende indførelse i deres lange karriere.

Plowright fortæller åbent om sit noget stormfulde, men dog lange ægteskab med Olivier, og om sin svære vej til tops i branchen. Hendes ikke-klassiske udseende tvang hende til at arbejde endnu hårdere for at vinde respekt i teaterbranchen, siger hun og bliver bakket op af Atkins og ikke mindst Judi Dench.

Dench beskriver på et tidspunkt sig selv som en ”dværg i overgangsalderen” og hævder, at hun selv i sin smækreste ungdom havde været et sidstevalg til at spille Cleopatra.

Disse damer er så kloge, vittige og stærke, at det smerter én at tage afsked, når filmen er slut. Ofte ærgrer man sig over, at optagelserne ikke får lov at spille længere, og at dokumentaren ikke kommer ind på, hvad disse fire koryfæer mener om branchens seksualpolitik. Da de startede deres karrierer, var det fast kutyme for kvindelige teaterspirer at ende på the casting couch.

Måske får vi dem ikke at se i disse legenders levetid, men forhåbentlig er der en harddisk et sted med ubrugte optagelser, der kunne klippes sammen til en forlænget version af filmen. Når Te med Damerne er færdig, mangler man ikke andet end mere.