Biografanmeldelse
09. okt. 2018
Te med Damerne
De fire skuespillere Maggie Smith, Joan Plowright, Eileen Atkins og Judi Dench mødes til et teselskab på Plowrights landsted, hvor de snakker om deres lange liv på teatret og foran kameraet. Foto | Mark Johnson

Te med Damerne

Charmerende gruppeportræt af fire kloge, vittige og stærke kvinder er den filmiske pendant til en hyggelig kop stærk te – med et diskret stænk whisky.

Af Leslie Felperin

Dette charmerende, løsslupne gruppeportræt af fire ældre engelske skuespillere i deres kollektivt bedste alder må være den filmiske pendant til en hyggelig kop stærk te – med et diskret stænk whisky.

Hver af skuespillerne – Eileen Atkins, Judi Dench, Joan Plowright og Maggie Smith – har fået et ridderkors af den engelske dronning og er dermed slået til ”Dame”, en ærefuld titel, som ingen af dem går meget op i. Deres glorværdige karrierer taler for sig selv, og instruktør Roger Michell (manden bag film som Notting Hill og Venus) ridser deres bedrifter fortræffeligt op i denne højst kompetente, men alt for korte dokumentarfilm.

Til et teselskab på Joan Plowrights landsted, hvor hun boede med sin afdøde mand Laurence Olivier, udveksler de fire kvinder sladder og fortæller anekdoter fra deres lange liv, tilsyneladende en årlig tradition, blot denne gang med et kamerahold ved tebordet.

Selv om de er bedst kendt for deres film, giver deres samtale et tydeligt indtryk af, at det er teaterrollerne, de skatter mest. De lærte deres fag at kende på de skrå brædder og udviklede deres anselige talenter foran et betalende publikum. Skuespil for kameraet gør man for pengene, som de siger.

Maggie Smith – lige så bydende som altid, men både varmere og sjovere – indrømmer, at hun dårligt nok har set et afsnit af Downton Abbey, hvor hun ellers havde en mindeværdigt spydig rolle som den rige enke grevinde Grantham. Hun tænker mere kærligt tilbage på The Best Exotic Marigold Hotel, hvor hun spillede over for sin veninde, Judi Dench.

Da Roger Michell bag kameraet spørger om Harry Potter-serien, forklarer hun, at den største udfordring for hende og Alan Rickman var at finde på nye grimasser, når de i close-ups skulle reagere på noget.

Maggie Smith indrømmer også, at hun ikke husker meget fra de glade dage i 1950’erne, hvor hun og Judi Dench rejste op til Edinburgh for at optræde til den årlige kulturfestival. Heldigvis er der masser af arkivoptagelser og fotografier fra den tid, deriblandt et herligt klip med en ung Smith, hvor hun forklarer, at hun stjæler alle sine vittigheder fra folkekomedielegenden Kenneth Williams.

Alene optagelserne fra teaterstykker er billetten værd: Judi Dench som Titania i En skærsommernatsdrøm, Maggie Smith over for Laurence Olivier i Othello, Joan Plowright som Jeanne d’Arc og Eileen Atkins som ålestram teaterstjerne i Londons fashionable West End.

De to sidstnævnte er ganske vist mindre berømte end Dench og Smith, men de bliver ikke overset, og filmen giver nye fans en underholdende indførelse i deres lange karriere.

Plowright fortæller åbent om sit noget stormfulde, men dog lange ægteskab med Olivier, og om sin svære vej til tops i branchen. Hendes ikke-klassiske udseende tvang hende til at arbejde endnu hårdere for at vinde respekt i teaterbranchen, siger hun og bliver bakket op af Atkins og ikke mindst Judi Dench.

Dench beskriver på et tidspunkt sig selv som en ”dværg i overgangsalderen” og hævder, at hun selv i sin smækreste ungdom havde været et sidstevalg til at spille Cleopatra.

Disse damer er så kloge, vittige og stærke, at det smerter én at tage afsked, når filmen er slut. Ofte ærgrer man sig over, at optagelserne ikke får lov at spille længere, og at dokumentaren ikke kommer ind på, hvad disse fire koryfæer mener om branchens seksualpolitik. Da de startede deres karrierer, var det fast kutyme for kvindelige teaterspirer at ende på the casting couch.

Måske får vi dem ikke at se i disse legenders levetid, men forhåbentlig er der en harddisk et sted med ubrugte optagelser, der kunne klippes sammen til en forlænget version af filmen. Når Te med Damerne er færdig, mangler man ikke andet end mere.

Titel:
Te med Damerne

Originaltitel:
Tea with the Dames

Land:
England

År:
2018

Instruktør:
Roger Michell

Medvirkende:
Eileen Atkins, Judi Dench, Joan Plowright, Maggie Smith

Spilletid:
84 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
11. oktober.

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
24. juli 2025
All We Imagine as Light

All We Imagine as Light

Biografanmeldelse
09. sep. 2024
Kun os to

Kun os to

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Sparta

Sparta

Biografanmeldelse
10. juli 2023
Bror og søster

Bror og søster

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten