Task

Brad Ingelsby høstede roser for HBO-serien Mare of Easttown med Kate Winslet i hovedrollen som træt og halvslidt efterforsker. Nu har han begået endnu et veldrejet krimidrama om politiarbejde i det nordøstlige USA.

I Task sættes FBI-agenten Tom Brandis i spidsen for et efterforskningshold, som skal opklare en række indbrud begået mod huse med tilknytning til narkosalg.

Samtidig følger vi indbrudsbanden. Den viser sig at være anført af den plagede skraldemand og familiefar Robbie, der både har personlige og økonomiske årsager til at begå forbrydelserne. Under et af indbruddene går flere ting grueligt galt, og pludselig befinder Robbie og hans makker sig på meget dybt vand.

Narkohandlen styres nemlig af rockergruppen Dark Hearts, så snart er de forfulgt af både bikere og betjente.

Setuppet er set før – politimand og røver, der cirkler om hinanden, indtil deres veje uundgåeligt krydses til sidst. Og det er efterhånden kun kriminalkommissær Barnaby, som ikke har et problemfyldt privatliv.

Men det gør ikke noget, at strukturen virker bekendt, når blot udførelsen er god. Og det er den i den grad. Serien består gennemgående af solidt håndværk, og især de stærke skuespilpræstationer giver liv og nerve til det hele.

Mark Ruffalo brillerer som Tom med rigt og nuanceret spil, når han rynker de bekymrede bryn og sætter hovedet på sned. I sidste afsnit leverer han en grådkvalt monolog, som er umulig ikke at blive rørt af. Og Tom Pelphrey spiller lovløse Robbie overbevisende som en frustreret mand, der på nærmest fatalistisk vis graver hullet dybere for sig selv, mens han udstråler stor skrøbelighed bag det bjørneagtige ydre.

Emilia Jones (CODA) er fremragende som Robbies niece Maeve, der er blevet plantet i rollen som hans børnepasser og familiens egentlige holdepunkt, mens hun længes efter et ungdomsliv på egne præmisser.

Det er personskildringer, man tror på, og det samme gælder den verden, de bebor. Alting ser lidt snusket og slidt ud, og både plot og miljø virker formet af de nedadgående økonomiske forhold i post-covids landlige USA.

Det er et sted, hvor det nærmest er forståeligt, når ordensmagten tager imod bestikkelse for at få alle børn gennem college eller sikre en ordentlig ældrebolig til ens gamle mor. En vigtig handlingstråd udløses af, at kommunen ikke længere har råd til ordentlig forsorg for tvangsfjernede børn.

De sociale forhold, der skildres, virker autentiske og føjer en ægthed til persondramaet.

Først og fremmest er det en historie om de mere eller mindre selvforskyldte private fælder, folk er fangede i. Hvad enten man er rocker, der fra øverste hold beordres til at skaffe sin erstatningssøn af vejen, eller om man blot er et offer for omstændighederne under corona-tidens mangel på psykiatrisk medicin.

Flere af personerne handler i desperation og afmagt i forsøget på at ville holde sammen på det hele. De har alle deres egne ønsker om at bygge små oaser i verdens kaos.

En anden rød tråd er personernes higen efter en mening i tilværelsen. Både Tom og Robbie gennemgår meget under jagten, og det munder ultimativt ud i et budskab om tilgivelse og vigtigheden i at kunne give slip. Heldigvis undgår det at glide over i det prædikende eller sentimentale.