Tár

Hvad laver en dirigent egentlig? Den mest romantiske forestilling er, at de leder strømmen i musikken.

Jobbet opstod i 1800-tallet, da de første dirigenter manøvrerede sig ind mellem komponister og musikere – på samme måde som influencere i dag har kilet sig fast mellem brands og forbrugere.

Dirigenten er en manipulator. Både for det orkester, de ser i øjnene, og for det publikum, de vender ryggen. Tár udforsker al den kompleksitet og symbolrigdom, der ligger i dén rolle.

Todd Field har også haft god tid til at fordybe sig. Efter sin vovede debutperle In the Bedroom fra 2001 og den udfordrende, men fascinerende Little Children fra 2006 forsvandt han på en seksten år lang ørkenvandring efter ambitiøse, mislykkede projekter.

Nu katapulterer Tár ham tilbage i amerikansk films fortrop som en førende filmskaber.

Filmens hovedperson, dirigenten Lydia Tár, er den første kvinde, der er kunstnerisk leder af verdens mest prestigefulde symfoniorkester: Berliner Philharmonikerne. Det faktum, at ingen kvinde endnu har haft den stilling i virkelighedens verden og næppe får det foreløbig, ligger som en uudtalt baggrund for filmen.

Cate Blanchett er i total kontrol i hovedrollen. Den australske skuespillers talent for at vende fra overstrømmende til iskold på et splitsekund foldes helt ud i skildringen af en overlegen kunstner, der lever i international luksus. Selv første klasse er ikke godt nok for hende. Lydia Tár flyver i privatfly.

Hun er åbent homoseksuel og bor i en ødselt finkulturel lejlighed i Berlin sammen med orkestrets førsteviolinist. Med dem bor Lydias datter i den tidlige skolealder. Som sin mentor, Lenny Bernstein, er hun flot, velartikuleret og medievant.

Og det gøres klart fra starten, at hun fører nidkær kontrol over sit eget brand. Hun interviewes foran et publikum, mens hendes stressede assistent Francesca mimer med på de indøvede svar.

Mens Lydia Tár er krævende, utålmodig og til tider intolerant, er hun også lidenskabeligt bevæget af den musik, hun dirigerer. Et klassisk kunstnerisk geni, hvis personlige fejl er til at overse, fordi vi blændes af værket.

Det er i dette springende punkt, at Tár går dybere end et skarpsindigt portræt af en kompliceret kvinde i et krævende job.

Filmen dykker ned i debatten om ”cancel culture” og identitetspolitik, der udspiller sig overalt på sociale medier – og fører an ved at manipulere sit publikum lige så elegant, som Lydia dirigerer Philharmonikerne.

Tematikken antydes, da Lydia Tár holder en masterclass på det berømte Juilliard-musikkonservatorium i New York. Ved verdenspremieren i Venedig udbrød der spontant bifald af scenen, hvor hun gennemhegler den tanke – fremført af en transkønnet, ikke-hvid, akavet studerende – at man bør afskrive Bachs musik, fordi han var en hvid mand, der hadede kvinder.

Men det udviklede sig til trykket tavshed, da Lydia vender fra forsvar til angreb. Og bliver modbydelig.

Lydia Tár er træt af politisk korrekthed, træt af feminisme og – viser det sig – træt af etik. Hun er vant til at få, hvad hun vil have. Også hvis det indebærer at lægge fingeren på vægtskålen for at skaffe en solo til en smuk, ung cellist.

Tár er en uforsonlig tragedie i vinterbrune farver om et geni, der ligesom Bach måske ikke rangerer højt på listen over historiens venligste kunstnere. Og som detroniseres i en shitstorm, der fortælles musikalsk med Mahlers femte symfoni og nye, dystre kompositioner af Hildur Gudnadottir.

Hun er i øvrigt en af kun tre kvinder, der har vundet den Oscar, Lydia Tár bryster sig af i filmen.

Det er fængslende og knivskarpt. Den eneste mislyd er filmens overtydelige slutning, men også den er et bevidst kneb fra en kunstner, der ikke kan dy sig for at provokere.

Tár er et gribende, foruroligende og lynende intelligent drama for voksne.