Synkefri

I 1981 sker der det, der aldrig må ske oppe i det nordjyske, nærmere bestemt Hirtshals Havn.

En såkaldt synkefri redningsbåd ved navn RF2 forliser under en redningsaktion for at undsætte en fiskekutter i havsnød. Begge skibe forulykker, ni mand drukner. Ansvaret placeres hos styrmanden på redningsbåden.

Lokalsamfundet samtykker stilletiende og vil helst leve videre som før. Men den anklagede døde styrmands søn, den trodsige Henrik, vil have sandheden for en dag.

Hans fars ry og rygte som en regional hædersmand og dygtig styrmand står på spil. Redningsbåden afprøvet på Fyn i stille vejr og med kran og gesvejsninger var absolut ikke synkefri.

Nordjyske Christian Andersen har drejet sin flotte fiskerfilm Synkefri på en personlig traurig baggrund. Dels kender han nøje miljøet, dels mistede hans mor sin daværende husbond i virkelighedens ulykke.

Ulykken blev først fejet ind under styrmandens ligklæde. Men ved nærmere eftersyn viste det sig at være en teknisk fejl, som redningsbådens skabere havde ansvaret for.

Det tog sin tid at afsløre denne fatale fejl, men sandheden kom langt om længe frem, og redningsbådens besætning blev frikendt for menneskelige fejl.

En heftig historie fra en genkendelig hverdag nordenfjords, som sagtens kunne fortælles melodramatisk målrettet og sentimentalt teatralsk.

Men Christian Andersen, der debuterede med thrilleren Ingen skal sove, har valgt lige modsat. Næsten på kanten af det manierede dekonstruktive afmonterer han ethvert tilløb til drama.

Det nære far/søn-forhold er skildret med sordin. Sorgarbejdet neddrosles, slagsmål mellem stridende parter forsones, og i det hele taget er skandalen med den synkefri båd fortalt mere slentrende spontant end spændstigt og spændende.

Selve den realistiske proces og procedure er underlagt filmens fragile frasortering af ethvert aspekt, som kunne kreere skæbnesvanger konfrontation og krise i det lokale fiskermiljø dengang i 80’erne.

At instruktøren og hans manuskriptforfatter, Oscar-vindende Martin Strange-Hansen, så alligevel tillader sig et dramatisk højdepunkt i den sobre og socialrealistiske miljøbeskrivelse, er helt okay. Selv om det umiddelbart bryder med filmens nøgterne rytme.

Rytmen fængsler på sin egen stille måde ved netop ikke at stramme plottets skruer.

Filmen om RF2-redningsbåds ulykke falder ind i den nye genre, som jeg vil kalde for folketragedie i modsætning til den traditionelle folkekomedie. Altså danske film, som handler om pludselig død i mere eller mindre samspilsramte omstændigheder.

Åbenbart er den danske provins mere farlig, end hovedstaden aner. Og sådan som den pludselige død skildres i Synkefri, er det mere end helt i orden. Fordi historien aldrig bliver til sensationel Hollywood-film med retssag og udtalt retfærdighed til sidst.

Sønnen Henrik – spillet formidabelt af Sylvester Byder – træder i karakter for at rense sin far. Men han må samtidig erkende, at processen fremmedgør ham fra miljøets stiltiende accept af, at økonomi er vigtigere end ære.

Altid gedigne og gode Johanne Louise Schmidt er den standhaftige mor Iben, som bider i det sure æble, tabet af ægtemanden, som spilles nænsomt, men kækt af Anders Brink Madsen.

Filmen har varmblodet overskud til at vise parrets kærlige seksualitet. Og så er der Sofie Torp og Lars Topp Thomsen som Lissy og Bo, Ibens søster og svoger, der kender prisen på jordbær og navnlig på fisk. Og hvorfor rode op i noget, som ligner den skæbne, alle fiskere har fristet i århundreder i fiskekuttere?

Synkefri er en fin lille, ferm film, som herligt og heldigvis aldrig bliver rørstrømsk billig i sit følelsesregister.