Sweetpea

Den britiske forfatter Claire Joanna Skuse fik sig et veritabelt gennembrud, da hun i 2017 kom med sin første roman om den kvindelige seriemorder, titelperson og antihelt Sweetpea.

Skuse havde før med succes skrevet young adult-romaner. Men med Sweetpea trådte hun ind i de voksnes morbide rækker med en charmerende kvinde, der bliver en hævnende amazone over for alle de mennesker, som har været onde mode hende og andre. En slags senmoderne og antiromantisk grevinde af Monte Cristo.

Der er kommet fem bøger om Sweepea alias Rhiannon Lewis. De er blevet kult takket være den hårdkogte feminisme og det monstrøse mandesyn.

Men alt det er der ikke meget af i tv-serien Sweetpea. Man har bevaret Rhiannons tragiske baggrund som offer for mobning og ulykker, arbejdet som underkuet kontorassistent på en avis og drømmen om at blive journalist og mere attraktiv for mænd og kvinder.

Ella Purnell som Sweetpea kan virke neurotisk, men slet ikke som en outreret psykopat. Hun er simpelthen for tiltalende og poleret. Det virker derfor ikke overbevisende at se hende som et anonymt mobbeoffer.

Serien benytter en fortællerstemme, hvor hovedpersonen kommenterer sin fremfærd. Og fremfærden begynder lige på og hårdt med Rhiannons blodige punktering af et dumt svin med sin afdøde fars lommekniv.

Faren dør i begyndelsen af serien, og storesøster vil sporenstregs sælge huset, som Sweetpea bor i, og afhænde farens firma. Rhiannons værste mobber fra fortiden, Julia, ankommer som en entreprenant ejendomsmægler og er parat til igen at drille sit forne offer.

Avisen er stedet, hvor chefredaktøren konsekvent kalder Rhiannon det intimiderende kælenavn Sweetpea. Hun vil være journalistelev, men bliver forbigået. Alligevel formår hun at komme igen med sin viden om egne misgerninger. Også på avisredaktionen kan der tages hævn.

Samtidig begynder hun at flirte med en nyansat ungersvend på hendes egen alder, spillet glat og glimrende af en renskuret Calam Lynch.

Sweetpea forgår i en dødssyg engelsk provinsby, hvor det meste er bygget i røde mursten og skidenhvid beton omkring torv og gågade. Stilen er den sorte, britiske komedie. Som sådan fungerer serien også et godt stykke ad vejen.

Skruen strammes omkring Sweetpea, men plottet er efter fire afsnit ikke nervepirrende spændende, selv om der er hårnålesving. En kvindelig politibetjent begynder at få færten af, at Sweetpea ikke er så enfoldigt handlingslammet og passiv, som hun ser ud til at være. Hendes apparition er falsk som vand.

Med tidstypisk hurtig rytmik og livsstil er vi tættere på en veldrejet satire over ungdommelig mistrivsel og infam mobning end en traditionel thriller med bid og vid.

Serien minder meget om både serien og filmen over Fay Weldons En hun-djævels bekendelser, hvor den grimme hustru tager hævn over den smukke kvinde, der har stjålet hendes bøvede mand.

Men stadigt eskalerende ydmygelse af Sweetpea bliver trættende i længden. Nicôle Lecky, der er hovedpersonens onde ånd fra skoletiden, er lige ved at sjæle scener og skabe sympati over for Purnells stereotype spil med surmulende minespil, vredesudbrud og øjne store som tekopper.

Serien har bestemt en underholdningsværdi, men den har svært ved at beslutte sig for, om den vil være et skælmsk, sadistisk lystspil eller alvorsdrama om en såret kvindes groteske hævn.