Svampebob Filmen – Jagten på Firkant

En hyperaktiv badesvamp på bunden af havet blev en surrealistisk succes, da Svampebob Firkant fik premiere på Nickelodeon i 1999.

Den skabede, larmende og egentlig ret grimme animationsserie repræsenterer på papiret alt det værste ved den tids morgenfjernsyn. Men med syret originalitet hævede den sig alligevel højt over konkurrenterne.

Seksten sæsoner og fire film senere er Svampebob igen i biografen. Og fra vækkeuret ringer i hans ananashus, er tempoet provokerende højt.

Svampebob er blevet en halv musling højere natten over. Så nu kan han prøve rutsjebanen for de store fyre, men til lyden af Carl Orffs O Fortuna viser forlystelsen sig at være livsfarlig.

Svampen trækker i land og føler sig nu som en ”bobleblæsende baby-bøv”, der må bevise sin mandighed ved at blive søhelt.

Seriens oprindelige 2d-tegninger er for længst skiftet ud med en lidt mere poleret computeranimation, men stregen er flot bevaret med Derek Drymon, en af seriens oprindelige hovedkræfter, i instruktørstolen.

De elastiske figurer, som sjældent bekymrer sig om fysikkens love, rejser denne gang til ”underverdenen”. Her sejler en uddød kaptajn, Den Flyvende Hollænder, og hans skib rundt blandt monstre på jagt efter en uskyldig sjæl, der kan gøre dem levende igen.

Den Flyvende Hollænder plejer i mytologien at være navnet på skibet og ikke kaptajnen. Men hul i det, for pirattemaet er kun en undskyldning for at skyde løs med alskens vandede vittigheder fra de syv have.

Komponisten John Debney leverer en fin efterligning af Hans Zimmers piratmusik fra Pirates of the Carribean, og så skal Jagten på Firkant have tak for at vise os den faderlige burger-kok Hr. Krabbe som über-muskuløs, ung søulk – et majestætisk syn!

Men ellers får Svampebob Filmen – Jagten på Firkant ikke det store ud af pirateriet.

Noget af det befriende ved Svampebobs univers er, at vanvidskomikken altid kommer i første række, mens egentlige budskaber og følelser er eftertanker. Det fungerer i de korte afsnit, men i spillefilmlængde er det frustrerende, at handlingen kun skal bruges til gakkede optrin.

Derfor er filmen udstyret med en passende, men overfladisk livslektie til Svampebob: Han skal opdage, at han ikke behøver være en hård type, men godt kan redde dagen gennem barnlig leg.

”Jeg er kommet for at blæse bobler og sparke røv. Og jeg er allerede løbet tør for røv,” som han siger med en voksenreference til John Carpenters sci-fi-satire They Live.

Et sympatisk budskab til de mindste, men ikke nok til at holde opmærksomheden i 96 minutter. Især filmens sidste tredjedel er trættende med så lidt substans.

Til sammenligning er kortfilmen Teenage Mutant Ninja Turtles: Chrome Alone 2 – Lost in New Jersey – der vises som forfilm – spækket med samfundsreferencer og en opbyggelig historie om farerne ved kunstig intelligens.

Svampebobs historie kompenserer med numsejokes og en manisk energi, som smitter, indtil den bliver rent ud sagt røvirriterende. Filmens største styrke er de elskelige hovedfigurer med glimrende danske stemmer.

Søren Ulrichs, Peter Zhelder og Nis Bank-Mikkelsen har dubbet henholdsvis søstjernen Patrick, blæksprutten Blækvard og Hr. Krabbe fra starten, og man mærker omsorgen og glæden ved at indtage figurerne igen.

Jens Jacob-Tychsen har også været Svampebob i 25 år og giver svampen lidt mere sårbarhed end den amerikanske original. Samspillet med Nis Bank-Mikkelsens Hr. Krabbe er filmens højdepunkt. Sidstnævnte er nærmest rørende, da han endelig tager livtag med sin egen toksiske maskulinitet og indrømmer, at han er blød bag den hårde krabbeskal.

Det hele kulminerer i et intentionelt gyseligt klimaks i et strandtivoli, hvor de animerede figurer slås med en live-action pirat på en rutsjebane.

Det er lige så plat og skamløst som hovedpersonen, og om ikke andet fortjener filmen ros for at holde fast i den unikke opskrift fra 1999.