Suspiria

Suspiria er fuld af billeder, man aldrig glemmer, og den første mordscene er et kunstværk i sig selv.

Den starter med noget ubestemmeligt ondt, der gemmer sig uden for vinduet en mørk aften, og ender med, at den stakkels, forfulgte kvinde falder igennem en pangfarvet glasmosaik i loftet med et reb om halsen, så blå, gule og røde kæmpeskår regner ned fra oven.

Det er grufuldt, men det er først og fremmest smukt.

Billederne er nærmest flamboyant ekspressive. Perfekt symmetri og abstrakte kompositioner, fiskeøje-vues og Steadicam-følgeskud – og alt badet i neonstærke primærfarver. Og overdænget med skrigrødt blod, selvfølgelig.

Det er helt tydeligt, hvor Nicolas Winding Refn har hentet visuel inspiration til The Neon Demon. Han har da også kaldt Suspiria ”den ultimative kokain-film”.

Dario Argento vil overvælde publikum. Hver scene skal overgå den forrige, og det giver en bombastisk gyser, der går fra chok til chok uden at sænke farten. Men også en film, hvor karaktererne og historien kommer i anden række.

Den jomfrueligt sårbare amerikanske balletdanser Suzy Bannion er en karakterforladt og mestendels passiv hovedperson. Da hun ankommer til et prestigiøst danseakademi i Tyskland, tager det hende overordentligt lang tid at indse, at der er ugler i mosen.

Men publikum er helt med, når den tudegrimme vaskekone sender Suzy et ondt blik, og hun senere falder om. Vi forstår, at lægen ikke har hendes helbred for øje, når han ordinerer sultemad og et glas rødvin til hvert måltid.

Et glas blodrød vin, vel at mærke.

Der er sort magi på færde. De gamle krager, der styrer skolen med hård hånd, sætter nok kursen mod Bloksberg, når mørket er faldet på.

Der er ikke meget af handlingen, der giver mening. Men allerede fra de første toner af det legendariske, kult-klingende soundtrack er man naglet fast til sædet, hensat til surrealistisk, mareridtsagtig uhygge.

Dario Argento havde i første halvdel af 70’erne slået sit navn fast som en af Europas store gysermestre med skrækindjagende thrillers i giallo-genren, der var en italiensk specialitet: grumme, psykologiske og ikke mindst blodige krimihistorier.

Med Suspiria kastede han sig ud i et endnu større kunststykke, en italiensk gyser i verdensklasse.

Produktionsdesignet er ødselt: oldeuropæisk elegance, der dækker over råddenskab. Alle døre har hvælvinger, alle vinduer har malede ruder, og alle lamper kaster et Technicolor-farvet skær.

Argento gør tilskueren medskyldig i overgrebene på en hyperæstetiseret og inderligt foruroligende måde.

De slanke, unge pigekroppe på balletskolen er ubehageligt seksualiserede – ikke indladende, vrikkende og poserende, men sårbart stillet til skue, så man som tilskuer deler synsvinkel med de mystiske, faretruende kræfter, der jager dem med lige dele blodrus og begær.

Skuespillet er ikke meget bevendt, og karaktererne er enten dopet sløve eller hysterisk overgearede.

Det hjælper selvfølgelig ikke, at dialogen, som det var kutymen i datidens italienske filmindustri, er eftersynkroniseret. Under optagelserne blev replikkerne fremført på italiensk, tysk og engelsk, mens filmholdet råbte hen over skuespillerne, godt i gang med at forberede næste skud. Udo Kier skal endda have talt en suffløse efter munden, fordi han ikke havde tid til at lære dialogen udenad!

På den led er filmen herligt forældet, selv om den nye 4K-restaurering ikke lader det mindste tilbage at ønske.

Suspiria er ubetinget en 70’erfilm og en af årtiets store klassikere. En genialt grotesk, blasfemisk grænseoverskridende sanseoplevelse, man skylder sig selv at opleve på det store lærred.