Superswede: En film om Ronnie Peterson

Formel 1 fungerer som glimrende filmisk stof. Det har Ron Howards actionbasker Rush og Asif Kapadias dokumentar Senna tidligere demonstreret.

Det papirtynde skel mellem vinder-eufori og dødelige ulykker bringer en dramatisk kontrast og modbydelige billeder. Scener med biler i brand og begsort røg fascinerer dog også, for de grusomme fortællinger om tidligt døde racerkørere kulminerer i æstetisk overvældende sammenstød.

Nu fortæller den svenske producer og manuskriptforfatter Henrik Jansson-Schweizer historien om sit lands største Formel 1-stjerne med dokumentaren Superswede: En film om Ronnie Peterson.

Ronnie Peterson kastede sin væddeløbsbil rundt på alverdens motorbaner i 70’erne. Allerede dengang var sporten særdeles eksponeret, og det har sikret Jansson-Schweizer nogle forrygende arkivoptagelser.

Grynede billeder af tjeppe, men skrøbelige biler, der suser rundt i Monacos gader, giver dokumentaren en særlig retro-skønhed, og det er også gennem dette filter, at vi ser Niki Lauda køre galt på Nürburgring i 1976 og forkulle ansigt og isse.

Flot og afskyeligt.

Stilistisk tøffer filmen ud ad den traditionelle dokumentars slagne vej. Her i nutiden sidder journalister, venner og racerkollegaer som talking heads og fortæller om deres forhold til supersvenskeren Ronnie – altså ulig den innovative Senna, hvor billedsiden udelukkende består af arkivmateriale og således undgår den tunge pendlen mellem fortid og nutid.

Døde mennesker modtager oftest roser, for det er vanskeligt at gå kritisk til dem, der ikke længere er her. Peterson døde i 1978 efter en ulykke på Monza-banen, blot 34 år gammel.

Alle de medvirkende idealiserer da også racerkøreren. Og de udtrykker en jævnt kedelig form for nostalgi, når forskellen mellem fortiden og nutiden reduceres til floskler: ”Dengang havde sporten sjæl, det har den ikke længere.”

En hurtig gennemgang af nabolandets sportshistorik viser desværre, at de ofte er os overlegne. De har Peterson, Björn Borg og Zlatan Ibrahimović. Vi har Thorkild Thyrring, Kenneth Carlsen og Nicklas Bendtner.

For to år siden havde Den unge Zlatan premiere, og dokumentaren fremstiller angriberen som en herlig kantet original, der gerne går i infight for at opnå personlig succes.

I sammenligning mangler nationalhelten Peterson kant. Han vandt da heller aldrig Formel 1-verdensmesterskabet!

Han havde tilsyneladende ingen fjender i kørerfeltet, for alle kunne lide den sympatiske og blonde svensker, som altid gjorde, hvad han fik besked på. Peterson var uomtvisteligt en god ægtemand og far, men en mand, der bruger sin fritid på familieliv og akvariefisk, bliver hurtigt til en filmisk tam figur.

I fortællingen om ungdommen optegnes en fængende kontrast. Flegmatikeren blev dengang forvandlet til fandenivoldsk fartsatan, lige så snart han kørte ind på banen. Dette aspekt udforsker Henrik Jansson-Schweizer dog ikke yderligere, og dokumentaren bliver generelt for panegyrisk.

Racerkørerne portrætteres således som glade drengerøve, der hygger sig med hinanden i et hobbypræget job. Men det er næppe det fulde billede, når man tænker på, hvor mange penge der stod på spil, og hvor hård konkurrencen var.

Ronnie Peterson kørte for Lotus-holdet under chefen Colin Chapman, og Chapman er filmens mest interessante person.

Han var et ingeniørgeni, der kreerede Formel 1-feltets klart hurtigste biler, og samtidig var han en skiderik, som sked på kørernes sikkerhed. På afstand ligner det da også fragile legetøjsbiler, som føres rundt med vanvittigt høj fart, og man bliver ikke overrasket, når sammenstød resulterer i enorme eksplosioner og total destruktion.

Filmen minder os om, at mange Formel 1-kørere omkom eller blev invalideret i 70’erne, og sådan spøger døden konstant bag den ellers glamourøse jetset-sport.

Desværre kommer Superswede: En film om Ronnie Peterson til at fremstå som en nysselig nekrolog, hvor alle bataljer og triste minder er blevet strøget.