Superman

I hælene på Ali Abbasis The Apprentice om den unge Donald Trump har vi nu endelig fået en film om, hvad der siden skete. Med den vestlige verden i klemme mellem to skamløse ledere – Putin og Trump – hvor den ene fører en oldschool invasionskrig, mens den anden bruger sociale medier til at bombardere og tilsvine sine modstandere. 

Velkommen til den nyeste film om rumvæsnet Kal-El, bedre kendt som Clark Kent, Manden af Stål og Superman. 

Filmens plot lader Lex Luthor bekæmpe Superman ved at invadere hans krystalbase, forvanske et budskab fra hans forældre og spærre ham inde i en dimensionslomme, mens han selv skjult bag falsk retorik tjener formuer på våbensalg. 

Alt dette og mere til det er kun filmens ydre skal. 

Science fiction-genren er bedst, når den blomstrer af imaginære indfald eller afspejler den virkelige verden. Den nye Superman-film, der er skrevet og instrueret af James Gunn (Guardians of the Galaxy 1-3), formår begge dele. Den er et overskud af kreativitet og et forbillede for sin genre. 

Superman spilles med atletisk fysik, rent sind og klare blå øjne af David Corenswet, mens Rachel Brosnahan er hans skarpsindige journalistkollega Lois Lane. De to har god kemi, både når de faker uvidenhed, har hot køkkensex og småskændes realistisk om etik og politik. 

Lige så velfungerende er filmen, når den lader Superman frelse verden eksempelvis ved at bekæmpe et kæmpemonster uden at forråde sin fundamentale respekt for alt levende. 

Idéen om Superman som menneskehedens frelser er fundamental i myten om sønnen, der bliver sendt til os af sin himmelske fader. Den anvendes tydeligst i musicalen Godspell (1973) med Victor Garber som Jesus-hippie med Superman-logo. Den tematiske mest interessante af alle Superman-film, Simon Temples Übermensch (2009), vender dog op og ned på selvsamme myte med spørgsmålet: 

Hvad var der sket, hvis rumskibet med Kal-El ikke var landet i Kansas, men i Nazi-Tyskland? 

Blandt Supermans modstandere er Nicholas Hoult passende slimet som geniet Lex Luthor, den nye films metaforiske Donald Trump-skikkelse, der helt bogstaveligt har en hær af aber til at forfatte sine utallige SoMe-løgne. 

Vi møder også en østeuropæisk diktator, festligt overspillet af dansk-kroatiske Zlatko Buric. Han er aktuel med 4K-udgivelsen af Pusher-trilogien (anmeldt i Ekko #98) og har her sin hidtil største internationale rolle. Det blot to uger efter, at vi kunne svinge dannebrog og sige det samme om Kim Bodnia i racerdramaet F1. 

Blandt de øvrige medvirkende gør Nathan Fillion, Edi Gathegi og Isabela Merced indtryk som superheltetrioen Justice Gang. Alan Tudyk, fremragende som K-2SO i Rogue One og Andor, spiller endnu en rørende robot. María Gabriela de Faría er Lex Luthors nanoteknologiske rundsavsfurie, mens Sara Sampaio hans Barbie-bimbo og akilleshæl. 

James Gunns supertalent som storyteller mærkes i plottets og karakterernes dybde, men også i filmens raffinerede kameraarbejde. Man kunne plukke en enkelt actionsekvens og bruge den som grundlag for et helt års inspirerende filmskoleundervisning. 

På lydsiden gentager Gunn et trick fra Superman Returns (2006) og Justice League (2017), nemlig genbrug af John Williams’ Superman-march fra 1978 – her arrangeret som arena rock a la Queen. Dermed har vi to biografaktuelle film –Jurassic World: Rebirth og Superman – der genopliver et ikonisk score af samme komponist. Vistnok uden fortilfælde! 

Mindet om Christopher Reeve og Margot Kidder romantisk svævende over Metropolis i den bedste af alle Superman-film, instrueret af Richard Donner, kan den nye film dog ikke matche. 

Snart vil Hollywood lave striber af biopics om Putin og Trump i en verden uden superhelte, men indtil da kan vi glæde os over James Gunns Superman. 

Den følger sin metaforiske leg helt til dørs og splitter USA i to. Ikke en ideologisk kløft mellem demokrater og republikanere, men en dimensionsflænge, der symboliserer det samme, idet den helt bogstaveligt river USA midt over. 

I filmens plot repræsenterer Superman det element af godhed, som får såret til at heles. Åbner man sit hjerte for en sådan optimisme, kan man se filmen til ende med et smil.