SuperKlaus

Julemanden er endelig blevet træt. Op i slæden og ud med sækken, det samme arbejde i hvem ved hvor mange år, så trætheden kan man vel ikke bebrejde ham.

Der er en film i filmen SuperKlaus, som lidt forvirrende deler titel med den. Den SuperKlaus, der findes inde i den animerede, spanske børnefilm, handler om julemanden som superhelt. Han kan for eksempel fryse fjender med sin pebermynteånde.

Den spiller for fuldt skrald på kontoret hos julemanden, som er stor fan af franchisen og har købt både actionfigur og kropsnært heltekostume, som han klemmer sig ned i.

Det ligner den klassiske midtvejskrise i lycra, selv om jeg ikke ved, hvornår julemanden er midt i livet. Han har delt gaver ud i hundredvis af år, siger han, da han klager over at have mistet arbejdsglæden.

Men så slår han hovedet og tror pludselig, at han faktisk er den SuperKlaus, han har klædt sig ud som.

Det fører til forvirring og forviklinger, ingen af dem er rigtigt sjove, men indimellem charmerende. Det giver mening med en megaloman julemand. Hele verdens sisyfos, der har en sæk fuld af gaver som sin sten, har brug for en dag væk fra kontoret.

Problemet er, at der blot er fire dage til jul, og nu er julemanden over alle bjerge.

Bag de bjerge bor barnet Billie, som i bedste julefilmstil er alene hjemme. Hendes forældre er klinet til kontoret og arbejder overtid for at få nogle madbudemaskiner – en slags Wolt-robotter – klar til juleaften.

Men Billie har ikke noget imod at være overladt til sig selv og viser sig at være et udpræget iPad-barn med en nuttet Wall-E-esque robot som eneste ven. Hun ser SuperKlaus – altså den inde i SuperKlaus – facetimer forældrene flygtigt og griner bag vr-briller. Hun virker ikke ensom, men nærer en forsigtig nysgerrighed over for naboens barn, der gerne vil være venner.

Filmens store skurk er en forretningsmand, et kynisk Amazon-monster, der vil besætte julemandens værksted med onde droner. Med i sækken vil han smugle sine egne produkter, som hypnotiserer ejeren og hvæser ”Køb! Køb! Køb!”

En lidt klodset og henkastet kapitalismekritik.

På en ikke så kapitalismekritisk shoppingtur støder Billie ind i julemanden og inviterer ham hjem med det samme – ikke ligefrem eksemplarisk i forhold til ”stranger danger”.

Da hun opdager, at han ikke er SuperKlaus, men en julemand på spontan afspadsering, allierer hun sig med den neurotiske nisse Leo. Nissen er en slags mellemleder på julemandens værksted, og hans første replik lyder: ”Jeg vil se produktivitet!”

De to må finde julemanden, som igen er gået sine egne veje, og så er det endnu mere skærmtid, gps’er og droner, der bliver deres redning.

Den tredje film i sagaen om SuperKlaus er ikke bare underligt ukritisk over for den iPad-kultur, Billie er en del af, men den bidrager også selv til den med sin overstimulerende stil.

Man risikerer ikke at kede sine børn, for plottet er dynamisk, energisk og indimellem overraskende. Til gengæld er der noget konsekvent skingert over oplevelsen, også i helt bogstavelig forstand i stemmerne og manuskriptet. De fleste replikker råbes!

Der er kun en enkelt lille lomme af nærhed i det forpustede tempo, før en tiltrængt ro indfinder sig til sidst, og der bindes sløjfe på eskapaderne. Først her bliver filmen stemningsfuld og hyggelig.

De glatte animationer udfolder sig i kølige farver. En lang scene finder sted i et storcenter, og der er ikke ét stearinlys i Billies verden. Der mangler varme i SuperKlaus hvis nøgterne farvepalette og skingre stemmer er lige så kolde som lyset i et storcenter eller det, der stråler fra en fuldt opladet iPad i Billies børnehænder.