Summerland

Børn har en særlig magi. De er ikke tynget af fordomme og har nysgerrige øjne.

Alice har ingen børn. Faktisk kan hun ikke fordrage dem. I den britiske landsby i Kent, hvor hun bor, laver børnene hærværk på hendes hytte og kalder hende for en heks eller en nazi-spion.

Det er nok, fordi hun bor alene og holder sig afskåret fra andre. Og forsker i hedenske myter og mytologiske områder som himmelriget Sommerland, hvor de døde fra skyerne kan kommunikere med de levende.

Alice passer med sin universitetsgrad og ateisme ikke ind i den forstokkede by. Så hun holder sig væk fra omverdenen, indtil den ikke længere kan holdes for døren.

Boblen springer i sommeren 1940. Nålen er fjortenårige Frank, der er blevet evakueret fra London efter de tyske bombninger.

Han ankommer på hendes dørtærskel tilsyneladende uden årsag – følgebrevet er gået tabt i posten.

Modvilligt tager Alice imod Frank, men som tiden går, udvikler de et særligt bånd, der vækker følelser i Alice. Hun mindes pludselig en skæbnesvanger sommer for mange år siden, en forbudt kærlighed i en anden kvinde.

Summerland er en simrende film.

Den vil hellere udforske idéer og personer end følge en serie af stramt fortalte plotpunkter, der følger hinanden som kugler på en bedekrans.

Der gives i stedet plads til at blive forelsket i det unikke forhold mellem Alice og Frank. Det tænder en varm følelse, når de gang på gang ramler ind i hinanden med alle deres forskelligheder.

Behageligt henførende, men også en smule overfladisk i længden. Som et teaterstykke, hvor kun en ensom lampe lyser to silhuetter op.

Det giver god mening.

Instruktøren Jessica Swale spillefilmdebuterer med Summerland, men har en glorværdig karriere som dramatiker.

Hendes teaterstykker handler ligesom Summerland ofte om stærke kvinder i fortiden, for eksempel den prisvindende Nell Gwynn, der foregår i 1660.

I stykket medvirkede de britiske skuespillere Gemma Arterton og Gugu Mbatha-Raw, der i Summerland spiller henholdsvis Alice og Vera, som Alice forelskede sig i.

Romancen gik i stykker, fordi de ikke kunne få børn!

Den røde tråd i mange af Jessica Swales værker er den feministiske kamp for retten til at være sig selv.

Summerland stræber tydeligvis ikke efter socialrealisme, men dyrker på godt og ondt en mere stiliseret fortællestil, der henter inspiration fra teatret.

Gemma Arterton formår i de stille stunder at skildre en undertrykt kvinde og give forståelse for den kærlighed, der er blevet taget fra hende.

Summerland udnytter dog ikke filmmediets værktøjskasse til fulde. Kameraføringen og scenografien føles som en eftertanke fra instruktøren, der tydeligvis er mere interesseret i karaktererne og skuespillet.

Det er dog alligevel en charmerende film med en naturlig og glimtvis faretruende dialog, der minder om den lige så britiske og feministiske Phoebe Waller-Bridges tv-serie Fleabag.

Idéen om børn som en afgørende faktor i enhver kvindes liv bliver diskuteret på et historisk bagtæppe. Hvad kvinder må ofre for at få børn, går godt i spænd med 40’ernes England og Anden Verdenskrig.

Den er det meste af tiden noget fjernt, der nærmest fornægtes i det snæversynede landbrugsliv. Men til sidst bliver ligene båret ind, og så giver det humanistiske aspekt mening.

I sidste ende kærligheden mellem mennesker og vores minder om hinanden det eneste, vi har.