Summer of Soul

Summer of Soul er et brag af en musikfilm.

Mange film- og musikanmeldere fandt, at Summer of Soul (…Or, When the Revolution Could Not Be Televised) var som skabt til at åbne Sundance-festivalen, hvor den da også både vandt juryens store pris og publikumsprisen i 2021.

Instruktøren Questlove har drejet en to timers lang dokumentarfilm om en seks ugers optræden i Harlem Cultural Festival på Manhattan i 1969. Det er en gavmild og grandios hyldest til afroamerikansk musik. En festival, som altid har stået i skyggen af den næsten samtidige Woodstock-festival med alle de rigtige sange, slagkraftige slogans og frelste meninger.

Woodstock stjal billedet, fordi den bredte sig ud over hele verden som ungdomsoprørets symbol på fred og kærlighed. Mens Harlem-festivalen hurtigt gik i glemmebogen.

Filmen om ”Black Woodstock” passer præcis som åbningsfanfare til en filmfestival, der gerne ser sig selv som ung, alternativ pendant til de mere kunstneriske, men smagsmæssigt traditionelle filmfestivaler i Cannes, Venedig og Berlin.

Men Summer of Soul var ikke mere outreret og alternativ end, at den vandt årets Oscar som bedste dokumentarfilm. Oven i købet ligger der en lille solstråle gemt inde i filmen, der kommer frem i undertitlen. Om dengang revolutionen ikke kunne i vises på tv.

Faktisk var der stablet både penge, instruktør og kamerafolk på benene til at for skabe en dokumentarfilm.

Men på grund af tidens ugunst – Vietnam-krigen, social uro, racisme og ungdomsoprør – blev filmen lagt på hylden. Den kunne ikke vises, fordi et stærkt højreorienteret USA ikke ville sende en revolution på fjernsynet.

Nu næsten 50 år senere har Questlove, født i 1971, samlet stumperne og interviewet de medvirkende fra festivalen.

Filmen er altså en slags genfundenhed, filmisk arkæologi, men også nostalgi. Franskmænd kalder det bricolage, en tilsyneladende improviseret og fragmenteret sammensætning, som alligevel danner et narrativt mønster.

Gensynet med fortiden er ikke kun musik og dans. Det er også refleksion over, hvor langt vi i dag er kommet med ligestilling, opgøret med slavetiden og anerkendelsen af afroamerikansk musik som en del af USA’s kultur.

Filmen er fuld af tidens protestbevægelser – aktivisten Jesse Jackson, de sorte pantere, hvide kulturradikale og liberale såsom New Yorks borgmester John Lindsay.

Der var andre hvide involveret i festivalen, men ret beset var det essentielt en hyldest til USA’s sorte musikscene.

Filmen er da også et overflødighedshorn af afroamerikanske berømtheder fra gospelsang, Motown, disco, pop- og soulmusik og jazz. Vi oplever nogle af tidens største sorte musikstjerner såsom Stevie Wonder, B.B. King, Nina Simone, Mahalia Jackson, Sly and the Family Stone, The 5^th Dimension og Gladys Knight & the Pips.

Sidstnævnte forsanger kommenterer historien med eftertanke sammen med andre udøvende kunstnere og anonyme deltagere, der husker tilbage med vemod. Glade dage, men også dage med konfrontation med politi og hvide omgivelsers fordomme over for sorte.

Summer of Soul er et inciterende signalement af en musikbegivenhed, som på godt og ondt afspejler USA på tærsklen til nye tider. Det handler om 70’erne med al den tids smerte og hjerte, nød og elendighed. Men også god musik.

Musikken kan måske forsone og samle forskelligheder, opløse had og modsætninger og gøre mennesker lige i sang og dans. En smuk drøm. Men som i Martin Luther Kings ofte citerede tale er det stadigvæk mere illusion end virkelighed.

Der er ikke noget filmisk originalt i Summer of Soul. Det er et vedkommende og tankevækkende minde fra en anden tid, men som dokument også rimelig langt i spyttet. Kulturel showfilm sat op på montager, monologer og musiknumre med stemmer fra fortiden.

Slet ikke dårlig, men ikke noget nær så original som Jonas Poher Rasmussens Flugt, hvis Oscar filmen snuppede. Retfærdigt?