Suburra: la serie

Langsomt kører kameraet væk i et dunkelt totalbillede af Peterskirken. Pludselig klippes der til et neonbelyst sexorgie, hvor en ældre mand sniffer coke og har samleje med utallige nøgne ludere. 

Så er stilen lagt i Netflix’ nye italiensk producerede tv-serie Suburra: la serie. Serien foregår i Rom nogle år før handlingen i Stefano Sollimas kritikerroste spillefilm af samme navn fra 2015. 

I serien møder vi igen den iskolde og magtfulde gangster ”Samurai” (Francesco Acquaroli). Han er manden, som hiver i trådene lige fra præsterne i Vatikanet til kumpanerne i gaderne. 

Stemningen er mørk, men den nærmest dystopiske fremstilling af den italienske hovedstad er både smuk og dragende. 

Mest af alt har Samurai interesse i at få den ydmyge politiker Amadeo Cinaglia (Filippo Nigro) til at hjælpe ham med at få fingrene i et stykke land ved kysten, som med en ny havn vil få narkohandlen i byen til at blomstre. 

Samurai er ond og lusket som bare fanden, og det er da heller ikke ham, som vores sympati hviler på i den hårdkogte tv-serie. Det er derimod bromancen mellem tre unge mænd, som er seriens bankende hjerte. 

Den ene er Aureliano Adami (Alessandro Borghi), sønnen i en gangsterfamilie, der styres af ham og hans søster. Han har temperament og er en handlingens mand, hvilket afspejles i hans kærlighed til sin hund og hans kæmpe firhjulstrækker af en bil. 

Generelt forstår serien at bruge det visuelle som scenografi og kostumer til at skabe mindeværdige og komplekse karakterer, uden at det bliver alt for Tarantino-vulgært. 

Byens anden gangsterfamilie bliver kaldt ”Sigøjnerne” og ledes af to brødre, hvor den yngste Spadino Anacleti (Giacomo Ferrara) er vores hovedperson. Han kører rundt i en guldfarvet sportsvogn og har en velfriseret hanekam – tydeligvis en bøsse, som ikke er kommet ud af skabet endnu. 

Med god grund, for familien vil have ham gift med en smuk kvinde. Serien omkredser konstant dilemmaet mellem individuel frigørelse og ansvar over for familie. 

Vores tredje musketer Gabriele Marchillie (Eduardo Valdarnini) er eksempelvis søn af en politimand, men har stor succes med at sælge stoffer til ekstravagante fester. 

Han arrangerer endda det overdådige orgie, som en præst fra Vatikanet har fået serveret som bestikkelse. Men en luder filmer hele seancen, og da Aureliano, Spadino og Gabrielle ved et tilfælde får adgang til både videoen og præsten, bliver de enige om at afpresse ham og splitte formuen.

Herfra går intet som forventet, og serien har den nedadgående spiral som struktur, hvor alting bare ser ud til at blive værre og værre. Det er dog slet ikke dårligt, da karaktererne på den måde konstant bliver smidt ud i uventede udfordringer, som blotlægger deres personligheder.

Når serien er bedst minder den om de bedste antiheltefortællinger som Sons of Anarchy og Breaking Bad. Men settingen i 2008 og den italienske mafioso-stemning med Rom som en eventyrlig kulisse giver serien et helt unikt udtryk. 

Underlægningsmusikken er skarpslebet og bruger nervepirrende strygere og elektroniske undertoner til at understrege karakterernes konstant bekymrede og stressede sind.

Der er ikke meget håb at hente i fortællingen, som måske kan mangle en eksistentiel pointe ud over, at alle mennesker synder og tænker på sig selv.

Til gengæld er persongalleriet farverigt og elskværdigt, og til trods for seriens til tider lidt sæbeoperaagtige manuskript keder man sig aldrig i de ti afsnit, hvilket langt fra er en selvfølge i Netflix’ egne serier.

Personer dør, og rollerne skifter igennem seriens første sæson, og til slut har den støbt en spændende håndfuld personligheder med tilpas skeletter i skabet til, at det kun kan blive interessant at se, hvor deres videre vej i Roms undergrund fører hen.