Suburbicon

George Clooney er til tider blevet kaldt den tredje Coen-bror.

Som skuespiller har han da også passet som fod i hose i de fire af Joel og Ethans excentrisk forskruede komedier, han til dato har medvirket i: O Brother, Where Art Thou, Intolerable Cruelty, Burn After Reading og Hail, Ceasar.

Men det er farligt overmod at tro, at han kan gøre dem kunsten efter som instruktør. Også selv om han med Suburbicon arbejder ud fra et manuskript, brødrene havde liggende i skrivebordsskuffen.

Emnet er fordærvet forstadsidyl. Året er 1959, og byen Suburbicon er et stakitinddelt paradis for storbyens travle kontorarbejdere. Lige indtil der flytter en sort familie ind og forarger de hvide bedsteborgere.

”Vi støtter integration,” udtaler en fortørnet husmor i tv. ”Men først, når negeren har vist sig moden!”

Manuskriptet er fyldt med bidske, Coen’ske spydigheder. De tolerante hvide danner kødrand foran de nye naboers hus og skriger racistiske fornærmelser. Byrådet uddeler særligt høje stakitter til de nærmeste huse, så de kan skærme for synet.

Men så vender kameraet mod huset ved siden af. En lille dreng bliver vækket af sin far midt om natten. Der er nogen i huset: røvere, der bagbinder far, mor, tante og drengen og slår dem ud med kloroform.

Moren får lige en ekstra dosis, så hun ikke vågner lige med det samme. Tanten flytter ind og får et godt øje til faren. Drengen er der ingen, som tager sig af.

Og selv om kameraet med jævne mellemrum vender tilbage til de sorte naboer, udspiller resten af filmen sig snarere som en ægteskabskrimi a la Coen-brødrenes mesterlige Fargo og The Man Who Wasn’t There.

Brødrene ville godt kunne sadle om på den måde, men instruktøren Clooney har ikke deres ekvilibristiske sans for tone. Når han hele tiden veksler mellem spænding, galgenhumor og social satire får han tre forskellige film, som simpelthen ikke passer sammen.

Clooney omskrev manuskriptet med sin faste skrivemakker Grant Heslov, men hvem ved, om det har gjort filmen værre eller bedre. Som filmskaber har han haft både succeser og eftertrykkelige fiaskoer.

Good Night, and Good Luck er et fantastisk journalistdrama, men det er også højdepunktet i en instruktørkarriere, der består af halvgode film. Med debutfilmen Confessions of a Dangerous Mind omformede han et meta-mærkeligt Charlie Kaufman-manuskript til en underholdende, men uforløst komediethriller.

Hans seneste, The Monuments Men, var et Anden Verdenskrigsdrama så kedeligt, at det er glemt efter rulleteksterne, hvis man da holdt sig vågen så langt.

Men hans film skorter ikke på talent. Hvem siger nej til Hollywoods mest charmerende mand?

Suburbicon emmer af kvalitet, fra fotograf Robert Elswits smukke kompositioner til Alexandre Desplats ironisk-idylliske 50’er-score.

Også skuespillet er ulasteligt.

Matt Damon har for længst vist sig som en af sin generations mest pålidelige skuespillere, og i rollen som den trykkede kontormand Gardner Lodge syder han af den lille mands impotente vrede. Under indbruddet bliver han fuldkomment umyndiggjort, først af de psykopatiske røvere og så af sin kørestolsbundne hustru.

Hun mistede førligheden i et biluheld, hvor han var bag rattet. ”Ingen døde,” protesterer han. ”Ja, det gik jo fint,” bemærker hun tørt, mens hun lader en af røverne løfte sig over i kørestolen.

Lodge er en klassisk Coen-karakter, men beslutningen om at lade sønnen – uhyre velspillet af den unge debutant Noah Jupe – overtage hovedrollen betyder, at faren ikke blot er usympatisk, men utilnærmelig. Man forstår ham ikke.

Julianne Moore er som altid alsidig i en dobbeltrolle, men både den afmålt bebrejdende mor og den flyvske og forvirrede tante virker som variationer af tidligere roller.

Men der er flere kostelige scener undervejs, som da Oscar Isaac dukker op som en snedig forsikringsmand med en næse for svindel og hurtigsnakker tanten ud på meget dybt vand.

Her ligger der en skarp film. Men det er tit svært at få øje på den.