Storkene

Babyer kommer som bekendt med storken.

Men i Nicholas Stoller og Doug Sweetlands børnefilm har storkene udskiftet deres forretningsmodel fra babylevering til pakkepost. Nu arbejder de som en slags fjerklædte droner, der står for ekspreslevering af nye mobiltelefoner og discounttøj for en Amazon-lignende shopping-hjemmeside.

Selskabets mest effektive ansatte er storken Junior, der tilbydes en stor forfremmelse, hvis bare han kan klare sig igennem weekenden uden at kvaje sig.

Det kan han selvfølgelig ikke.

For da Juniors chef beder ham om at fyre koncernens eneste menneskelige medarbejder, Tulle Forældreløs, der er vokset op i fabrikshallen, fordi hun aldrig blev leveret som baby, forbarmer han sig over hende og gemmer hende af vejen i den nedlagte babyfabrik.

I gamle dage skrev håbefulde par et brev til storkene, som så scannede brevet og 3D-printede en baby til levering.

Da Tulle modtager en lillebror-anmodning, skrevet af en ensom dreng med selvoptagede karriereforældre, starter hun maskinen til Juniors store fortrydelse. Ned ad samlebåndet kommer der en nylavet bebs, og så må Junior og Tulle aflevere den til de intetanende forældre, inden direktionsgangen opdager dem.

Helst også inden de forelsker sig i babyen. Nuttethed er farlig, advarer Junior, og da ungen sætter i et vræl, går det lige i Tulles moderinstinkt. Inden længe er de et umage surrogatforældrepar.

Da babyen nægter at sove, står de begge søvndrukne og vugger den. ”Gå bare i seng,” siger den ene. ”Gå du bare i seng,” siger den anden, og sådan prikker filmen også til forældrene i publikummet.

Filmen veksler mellem situationskomik og manieret slapstick a la Looney Tunes, hvor figurerne kommer opfindsomt til skade. Men i Storkene bliver det aldrig så galt, at man ømmer sig. Selv om der har sneget sig lidt bizar crazy-komik ind i familiefilmen, er det en ufarlig omgang.

Da Tulle og Junior jagtes af en ulveflok, råber alfa-ulven: ”Ulveflok, lav en bro!” – hvorefter ulvene griber fat i hinandens bagpoter og omdanner sig til en hængebro, så de kan krydse en kløft.

Senere lyder det: ”Lav en ubåd! Lav en minibus! Lav en flyvemaskine!” Sidstnævnte falder dog til jorden, så snart den er lettet.

Det er da meget sjovt, men det er veltimet fjolleri snarere end oprigtigt vanvid, og der er simpelthen for få gode vittigheder i filmen, der har en enerverende tendens til at kompensere med hysterisk overgear.

De danske stemmer leveres med indlevelse og komisk overskud af Jon Lange og Marie Tourell Søderberg i hovedrollerne, og selveste Peter Aalbæk Jensen som selvfed storkechef. Han er ikke ligefrem castet imod sin vante rolle.

Den ene af instruktørerne, Nicholas Stoller, har senest stået bag de to film i Bad Neighbours-serien. Ligesom i de film prøver han her at være både smart ironiserende og oprigtigt sentimental.

Således stopfodrer Storkene igen og igen publikum med en opløftende moralprædiken. ”Find din flok,” lyder filmens slaglinje, for alle figurerne skal finde deres familie og finde sig til rette i den. Elsk din kollega, dine venner, din familie, og så runder vi af med et gruppekram.

Det er Hermesetas-sødt: kemisk og konstrueret.

Storkene er en Warner Bros.-film, der i den grad ville ønske, at den var lavet af Pixar. Storkene og babyerne ligger mistænkeligt tæt på den geniale kortfilm Partly Cloudy, og den blide satire over virksomhedskulturen føles stærkt inspireret af Monsters, Inc.

Doug Sweetland har endda den Oscar-nominerede Pixar-kortfilm Presto på cv’et. Men Storkene er ikke Pixar, og den er mere forglemmelig end Warner Bros.’ seneste animationsfilm Lego-filmen, som den stilmæssigt lægger sig op ad.

Den har charme hist og her og er fyldt med popfarvet blikfang til en biograftur med poderne. Her er endda scener, hvor man klukker oprigtigt fra mellemgulvet. Men hvor meget jeg end prøver, kan jeg ikke huske hvilke.