Stick

Hvorfor er golf fascinerende?

De fleste opfatter det nok mest som en fritidsbeskæftigelse, der giver primært rige, hvide og ældre mennesker en undskyldning for at indgå i et fællesskab.

Det er dog også et spil med dybe historiske rødder og en særdeles engageret fanbase, der dyrker de dygtigste udøvere som en slags superhelte. Man får en smule indblik i mytologien omkring golfsporten i komedieserien Stick, men mest handler det om mennesker og forholdet mellem dem.

Owen Wilson spiller den samme umiddelbart lalleglade og charmerende figur, som man har set ham gestalte i film som Wedding Crashers og Starsky & Hutch. Denne gang hedder han Pryce Cahill og er tidligere professionel golfspiller, hvis karriere stoppede i utide, fordi han havde en nedsmeltning for åbent kamera.

Det ligger mange år tilbage, men Pryce frister stadig en halvtrist tilværelse med løst arbejde og sporadiske tricks for at tjene penge sammen med sin tidligere caddie og bedste ven Mitts. Konen har i flere år kærligt prøvet at få ham til at skrive under på skilsmissepapirerne, og den største glæde i hverdagen kommer om aftenen, hvor Pryce kan åbne en øl og tage et par sug på potpiben.

En dag ser han en knægt, hvis perfekte sving med golfkøllen skaber en hvislende lyd, der får Pryce til at spå ham en stor fremtid og forestille sin egen bedre.

Med sine uimodståelige talegaver og allersidste penge overtaler han den syttenårige Santi (Peter Dager) og hans mor Elena (Mariana Treviño) til at følge ham på en mission: at få Santi ind blandt de professionelle.

Historien er set hundrede gange før, men alligevel er det sjovt at se de meget forskellige personer komme tættere på hinanden, mens de i en autocamper kører til turneringer for at teste og fremvise Santis evner. Tidligt møder de kønsflydende Zero (Lilli Kay), der identificerer sig som ”hun” eller ”de”, og jævnaldrende Santis interesse er straks vakt.

Det flyder med boomer-humor i Stick, især i mødet mellem Mitts – spillet hyggeligt gammelmandsvrissent af podcast-værten Marc Maron – og de unge. Man kan nok diskutere, om ikke morskaben er ved at være feset ud af pronomenforvirring-ballonen. Men det er ganske skægt, når de ældre konstaterer, at Generation Z kan ”lugte frygt”, eller at ordet ”traume” er blevet udvandet af TikTok.

Man slår sig aldrig på lårene af grin, men det er rart med en behagelig feelgood-stemning, hvor alle trods uenigheder vil hinanden det bedste. I den forstand ligner Stick søsterserien Ted Lasso, der gav nyt liv til sportskomedien med historien om en amerikansk træner, som får succes i skiftet fra amerikansk til engelsk fodbold.

Her er meget af komikken bundet op på de kulturforskelle, der trods mange ligheder er mellem de to lande på hver sin side af Atlanten. I Stick er fokus på generationsforskelle, og mens det hele er dybt sympatisk, løber der faktisk en mørkere åre gennem serien, der tilfører hyggen en velgørende tyngde.

Pryce og konen mistede nemlig deres søn som ganske lille for år tilbage, og tabet rider dem stadig som en mare. Det er faktisk grunden til, at Pryce mistede karrieren.

Det tjener serien til ære, at den undervejs finder plads til at dykke ned i sorgen i en ellers meget klassiske fortælling, der af og til tager nogle lidt for nemme smutveje.

Uanset hvor ikoniske The Whos Baba O’Riley og Pixies’ Where Is My Mind er, føles deres placering i seriens lydspor hverken opfindsom eller velbegrundet.

Så får serieskaber Jason Keller – bedst kendt som manuskriptforfatter bag bildramaet Le Mans’66 – mere ud af Simon & Garfunkels udødelige Cecilia, fordi den spiller en dramaturgisk rolle som den sang, der skaber ro i golfspillernes hoveder i pressede situationer.

Det er ikke nogen livsomvæltende oplevelse, men man bliver i godt humør af Stick, fordi det simpelthen er nogle behagelige personer at være i selskab med.