Stella. Et liv

En af de mere uhyggelige og sinistre historier fra Hitlers Tredje Rige er den om den jødiske kvinde Stella Goldschlag, der genfortælles i Kilian Riedhofs flotte portrætfilm med Paula Beer i hovedrollen.

Hun er en ung swingpjatte og jazzsanger i 1930’ernes Berlin, men mere eller mindre udskudt som jøde med pligt til at gå med den gule Davidstjerne. Alligevel sætter hun et jazzband op med den forhadte ”negermusik”, tager sin stjerne af og lister sig ud i det berlinske natteliv helt op til begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Men i 1942 strammes nettet om den ellers både assimilerede og sekulariserede jødiske minoritet i den tyske hovedstad. Diskret begynder tog at fragte jøder østpå til de infame kz-lejre, hvor døden venter dem.

Stella og hendes forældres drøm om at komme til USA på et amerikansk visum strander midt i Holocaust, og i 1943 falder hun i kløerne på Gestapo.

For at redde sig selv og sin familie indvilger hun i at blive stikker for nazisterne. I forvejen ligner Stella en ung udgave af sit idol Marlene Dietrich med blondt hår, blå øjne, flotte ben og i det hele taget de ariske træk, som en sand og smuk germaner ifølge racismen skal have.

Hun svæver ind og ud af den verden af jøder, som lever under jorden på falske papirer og medborgeres nåde, mens hun forråder venner og velgørere.

Efter krigen kom Stella i russisk arbejdslejr i ti år. Hvilket gjorde, at da den tyske stat i 1957 rejste sag mod hende, slap hun fri, fordi hun allerede havde afsonet i et russisk fængsel. 

Stella. Et liv er den traurige historie om hendes triste skæbne. Vi starter med glade jazzrytmer blandt en jødisk ungdom, som ikke er klar over, at de i 1940 lever på lånt tid.

Sagen var nemlig den, at efter Krystalnatten i 1938, som gav berlinerne et chok af organiseret brutalitet og grænseløs blodtørst, neddæmpede regimet umiddelbart det antisemitiske folkedrab i hovedstaden. Men midtvejs gennem krigen gik det stærkt med at sende metropolens jødiske befolkning til masseudryddelse.

Stella bliver arresteret, tæsket, tortureret og forvandlet til en ”Greiferin”. Det er en pågriber af jøder under dække og samtidig en sortbørsdronning. 

”Den blonde Lorelei” blev hun kaldt efter digteren Heinrich Heines berømte, skæbnesvangre sirene ved Rhinen. Man mener, at det blev til flere hundrede ofre, hun sendte til den næsten sikre død.

Filmen skildrer også det mærkelige grænseland mellem gemene tyske gangstere og en spirende undergrundsbevægelse. Hendes anden mand og nok største kærlighed, Rolf Isaakson, var både en erotisk besættelse og hendes kyniske alfons.

Historien om en jødisk stikker af andre jøder blev gemt lidt væk i årene efter krigen. Men siden er den trukket frem som eksempel på en autentisk femme fatale, og i 2016 kom der sågar en opera over hendes fascinerende og forfærdelige livsbane.

Stella. Et liv er en sober og saglig fremstilling af en kvindeskæbne, man umiddelbart moralsk forkaster. Alligevel skabes et etisk engageret signalement med ekko af det personlige valg. Hvad ville du selv have gjort i nødens stund?

Paula Beer spiller Stella på reflekterende og solidarisk facon. Hun fik sit gennembrud som tysk krigsenke i François Ozons Frantz og har været Christian Petzolds muse siden flygtningedramaet Transit. Her formår hun at transformere en enkel, enfoldig pige til en blasert bøddel for nazismens håndlangere og bekræfter sin status som en af tidens bedste tyske skuespillere. 

Stella. Et liv er mere psykologisk portræt af en kvinde stedt i ulykke end et dyk ned i historiske omstændigheder og beregnende pragmatik.

Virkelighedens Stella konverterede til kristendommen og blev på sine ældre dage fanatisk antisemit. Hvilket kun strejfes i en bisætning mod slutningen af en på mange måder stærk film med kølvand af eftertanke.