St. Vincent

”Der er masser af helgener iblandt os. I skal bare se jer omkring,” siger læreren til sine årvågne elever i forbindelse med et skoleprojekt og tager dermed hul på det fromme budskab i St. Vincent.

Den tolvårige, højt begavede Oliver (Jaeden Lieberher) og hans klassekammerater har beskæftiget sig med historiske helgener og skal nu ”helgenkåre” en person fra vor tidsalder og begrunde valget med en hyldesttale.

Efter eget udsagn lod den spillefilmdebuterende instruktør Theodore Melfi sig inspirere af sin adoptivdatters skoleprojekt Saints Among Us. Herudfra voksede filmens skelet som en slags malebogskontur, hvor felterne blot skulle udfyldes. Det bliver de på godt og ondt.

Som titlen afslører, tildeles Bill Murrays karakter Vincent før eller siden den ærværdige titel som helgen. Men det ligger bestemt ikke lige for, da vi møder ham i filmens begyndelse.

Den aldrende krigsveteran bor i et smadret skurhus i Brooklyn og tilbringer dagene fordelt mellem den lokale bar, ridebanen og stripklubben, hvor hans sædvanlige natteselskab, den gravide stripper Daka, overraskende elegant smyger sin voksende mave om pole-stangen.

Den ældre herre er forbitret, gnaven og beregnende. ”Han bryder sig ikke om mennesker, og mennesker bryder sig ikke om ham,” påpeger Daka meget rammende. Hans eneste nære relation er den tykke kat Felix, hvis ansigtsudtryk er henlagt i samme bistre folder som Vincents.

Vincent kommer i den grad til live i kraft af Murray, der giver den hele armen og lidt til. Skuespillerens fans vil få et glimt af den Murray, de måske har savnet siden Lost in Translation – uden sammenligning i øvrigt.

Vincent jubler ikke ligefrem af glæde, da hans nye nabo Maggie tigger ham om at passe hendes søn Oliver, når hun arbejder sent. Men beregnende som han er, afkræver han Maggie en helt urimelig timeløn.

Selvom knarken og ynglingen forståeligt nok har nogle indkøringsvanskeligheder, og Vincent på alle måder er en tvivlsom barnepige, kan man nok regne ud, at de to hurtigt bliver bedste venner og lærer en masse livsvisdom af hinanden.

Venskaber med stor aldersdifference er set i utallige afskygninger på film: Leon og Matilda i Léon, Carl og Russell i Op, Walt og Thao i Gran Torino og ikke mindst Max Fischer og Murrays egen Herman Blume i Rushmore.

Desværre kommer Oliver og Vincent til kort i sammenligning med disse umage duoer, der hver især står skarpt med særegne karakteristika. Vincent og hans splejsede kammerat er blege skygger af arketyperne.

Når det er sagt, er de absolut søde sammen, og enkelte scener kommer tæt på at være rørende. Og talentet Jaeden Lieberher, der spiller eftertænksomme Oliver, nærmest emmer af ro og selvindsigt.

Kvinderne i Vincents liv spilles af Melissa McCarthy og Naomi Watts, der på det nærmeste har byttet typecast-roller. Watts gør et glimrende stykke arbejde som bramfri stripper og leverer mange af filmens sjoveste replikker med tyk russisk accent.

Og så er det utrolig forfriskende at se McCarthy (Brudepiger) i en rolle, hvor hun ikke er kriminel og socialt akavet udskud, der vælter rundt som en elefant i en porcelænsbutik.

Men hvordan kommer gnavpotten Vincents helgenskab ind i billedet? Filmen vinker med en vognstang, da det afsløres, at hans højt elskede kone lider af Alzheimers og derfor er indlogeret på et dyrt plejehjem. Så det er altså denne altopofrende kærlighed, der ligger til grund for hans pengemangel og bitterhedsforklædte sorg.

Glorien over det gråhvide hentehår begynder så småt at kunne anes.

St. Vincent er sådan en film, som man kan lægge fra sig med et træk på skulderen: ”Den var såmænd meget sød.” Det er en Hollywood-skabelon forklædt som indiefilm, og hvis ikke Murray havde haft hovedrollen, ville filmen have mistet mindst én af sine tre tildelte stjerner.