Spionernes bro

Den 10. februar 1962 tidligt om morgenen på Glienicke-broen i Berlins omegn blev to mennesker fra henholdsvis USA og Sovjetunionen udvekslet.

Fra den amerikanske side kom den gådefulde Rudolf Abel. Fra den russiske side kom den amerikanske CIA-pilot Gary Powers, der var blevet skudt ned med sit U-2. Samtidig blev en ung, amerikansk student og falsk spionanklaget fra DDR sendt over til Vesten ved Checkpoint Charlie.

At amerikaneren fik to for én, blev i efterretningskredse fortolket således, at mens de afgav en KGB-mesterspion, fik de til gengæld to uheldige, unge mænd, der ved et tilfælde var endt bag fjendens linjer.

Den sag er en rigtig spionhistorie fra Den Kolde Krig og af samme stof som spionromaner af John le Carré. Den er oplagt til en tv-serie i dramatiske afsnit med dokumentarisk accent.

Men nu er det Steven Spielberg, som snupper stoffet, og så kommer alt op i den store skala: med bred pensel og hans vanlige tæft for historiens menneskelige faktor.

Spionernes bro er nemlig først og fremmest fokuseret på den sympatiske forsikringsadvokat James B. Donovan, der først var en forhadt forsvarsadvokat for den russiske efterretningsofficer Rudolf Abel og siden i al hemmelighed blev forhandleren af den berømte udveksling.

Den ekstra udlevering fra østtysk side skyldtes ifølge filmen Donovans menneskelighed og anstændighed – aspekter ved manden, som også artikuleres ud i hans underlige, men varme venskab med Abel.

Rollen er som skabt for Tom Hanks, den gode amerikaner, den velmenende ægtemand, den omsorgsfulde fader og ikke mindst den rapkæftede advokat med en rammende replik.

Fra starten er filmen utroligt flot sat op med Spielbergs vanlige, flamboyante sans for det store historiske panorama og melodrama. 1950’ernes koldkrigeriske, paranoide og klaustrofobiske USA er skildret med empati og ferniseret af den fintmærkende kritik af nationens tilstand, man engang kaldte for Hollywood-humanisme.

Især Donovans kamp mod McCarthyisme og atomkrigsangsten er følsomt skildret med beherskede udfald mod de kyklopiske kommunisthadere.

Når vi kommer til Berlin omkring bygningen af Muren, får den alt, hvad den kan trække af rekonstruktion af den infamt kyniske adskillelse af storbyen. Det er imponerende, men også lidt goldt og pompøst, mere iscenesat med akkuratesse end med den særegne aura og atmosfære, der herskede i både vest og øst for Muren.

Spielbergs Schindlers liste, der minder meget om Spionernes bro, skaber en autenticitet med sine sort-hvide billeder. Men i den nye film taler vi om æstetiseret elendighed: smukke, sønderskudte ruiner.

Mens Tom Hanks igen spiller Tom Hanks, er den britiske teaterskuespiller Mark Rylance, som nok er mest kendt i al sin nøgenhed i den erotiske romance Intimacy (2001) – simpelthen fabelagtig som den enigmatiske spion Abel.

Tysklands heltetenor på landets film, Sebastian Koch, spiller en ualmindelig led østtysk advokat. Hvis man i forvejen mener, at Spielberg ikke bryder sig særlig meget om tyskere, bekræfter filmen heftigt denne fornemmelse. Kun en tysker er god: en pige, som er forelsket i en amerikaner. 

De geniale Coen-brødre har været inde over manuskriptet, men deres finurlige og skæve vinkler på alskens americana mangler desværre. Værst bliver det til sidst, hvor Tom Hanks kommer hjem fra sin hemmelige mission. Det minder om Norman Rockwell’ske glansbilleder af amerikansk biedermeier i grænselandet mellem kunst og kitsch.

Spionerne bro har et spinkelt syn på en amerikaner, der gjorde godt. Den er netop amerikansk på en facon, vi dekadente europæere har det lidt svært med. Men vi kommer ikke udenom, at Spielberg leverer en fuldfed fortælling, som både er bevægende og rummer en visuel mæthed.