Spielberg

Den hæderkronede amerikanske kritiker Pauline Kael skrev et signalement af Steven Spielberg, da han havde premiere på sin første biograffilm. 

Han har filmsans, skrev hun, en ubesværet beherskelse af alle instruktørfagets facetter. Ingen kan klandre håndværket, men der er ikke meget under overfladen. 

Det er ironisk, så mange gange Susan Lacys overfladiske portrætfilm refererer til det citat. 

Spielberg er en folkelig studieinstruktør fra den gamle skole, der favner bredt, arbejder hurtigt og fortæller gode historier for et gigantisk publikum. Er man så en stor kunstner eller bare en dygtig håndværker? 

Der er ingen tvivl om dokumentaristens holdning. Susan Lacy bruger to en halv time på skamros fra venner, bekendte og kolleger og leverer et helteportræt, der så godt som udelukker kritiske stemmer. 

Der er selvfølgelig også godt stof at hente i Spielbergs triumfer. Han er den måske mest indflydelsesrige filmskaber i de sidste 50 år. 

Jaws var den første moderne blockbuster. Indiana Jones søsatte den moderne action/adventure-genre. Jurassic Park indvarslede den digitale æra. Åbningssekvensen til Saving Private Ryan er stadig ikke blevet slået på frenetisk formidling af krigens kaos. 

Susan Lacy når rundt om det hele og forankrer filmene i Spielbergs personlige liv. Hun har et godt blik for de gode røverhistorier. 

Spielberg fortæller om sin strategi efter at være blevet afvist fra filmskolen. På en rundvisning i Universal-studierne låste han sig inde på toilettet og ventede, indtil gruppen var taget videre. Så sneg han sig op på øverste etage, fandt et tomt kontor, skrev sit navn på døren og gik i gang med at arbejde. 

Da han blev opdaget, blev han tilbudt en kontrakt som tv-instruktør og arbejdede sig lynhurtigt op i hierarkiet. 

Efter sigende løj han sig også to år yngre for at virke mere som et vidunderbarn. Men det nævner Lacy ikke noget om. 

70’ernes nybølge i Hollywood gav både Spielberg et kunstnerisk ståsted og en gruppe ligesindede venner som Francis Ford Coppola, Brian De Palma, George Lucas og Martin Scorsese, der alle stiller op for at lovprise ham. 

Men det kan altså ikke passe, at man kan nå så langt i en branche, hvor albuerne er sylespidse, uden at få fjender. 

Peter Biskinds slibrige sladderbog Easy Riders, Raging Bulls tager 70’ernes nybrud under langt mindre kærlig behandling. 

Men Lacy stryger sin hovedperson med hårene, og det gør, at hendes film til tider minder mere om det ukritiske ekstramateriale fra Spielbergs dvd’er end om en HBO-støttet dokumentar. 

Kender man lidt til instruktøren i forvejen, kan man blive frustreret over udeladelserne. 

Gigantfloppet 1941 bliver kun viet et par minutters beklagelse, og senere skuffelser som Hook og The Lost World bliver forbigået i tavshed. 

Lacy har fået et stjernespækket udvalg af tidligere samarbejdspartnere til at fortælle om mesterens arbejdsvaner – fra skuespillere som Richard Dreyfuss og Harrison Ford til hofkomponisten John Williams. 

Særligt indsigtsfulde er kommentarerne fra Spielbergs fasttømrede arbejdshold, heriblandt fotografen Janusz Kaminsky og klipperen Michael Kahn. Filmkunst er aldrig en solosport. Spielberg har måske nok filmsans, men han har først og fremmest en næse for at finde og opdyrke filmtalent hos andre.

Steven er selv et gemytligt og charmerende drenget omdrejningspunkt for filmen, en livslang nørd, der emmer af begejstring for sit fag. ”Nogle folk lader succes stige dem til hovedet. Men Steven opfører sig som en fyr, der arbejder for Steven Spieberg,” siger Dustin Hoffman.