Spider-Noir

Nicolas Cage har i omegnen af 130 filmroller bag sig, men først nu, som 62-årig, spiller han sin første rigtige rolle i en serie.

Så hvad får Hollywoods mest interessante skuespiller til at træde ned fra sin høje spillefilmhest?

I 2009 dukkede en alternativ udgave af Spider-Man – inspireret af 40’ernes ikoniske film noir-genre – første gang op i Marvels tegneseriehæfte Spider-Man: Noir #1.

Han blev bedre kendt som populær del af figurgalleriet i animationsfilmen Spider-Man: Into the Spider-Verse med Nicolas Cages stemme. Og det skabte grobunden for Prime Video-serien Spider-noir med stjernen i front som den mørke edderkop.

Da vi møder ham, har helten med det borgerlige navn Ben Reilly lagt heltegerningen bag sig og arbejder som privatdetektiv. Han lokkes tilbage i masken, da en femme fatale (Li Jun Li) kommer i problemer med mafiaen og en gruppe krigsveteraner med spirende superkræfter.

Det kan lyde spekulativt af den Amazon-ejede streamingtjeneste at lave en hel serie ud af en populær sidefigur. Men faktisk er Spider-Noir en forfriskende filmisk modgift til flere frustrerende tendenser i tidens serielandskab.

Hvor mange serier i dag skal kunne overskues selv med ansigtet begravet i Candy Crush, kræver det opmærksomhed at følge med i serieskaber Oren Uziels edderkoppespind af handlingstråde i depressionsæraens New York.

Og hvor mange serier udskældes for doven hang til flade billeder – den såkaldte Netflix flatness udforsket i Ekko #100 – er Spider-Noir nærmest én lang øvelse i den høje dybdeskarphed, som Hollywood dyrkede i 40’erne.

Nicolas Cages skræmte øjne står tydeligt frem i bakspejlet fjernt i billedet fra bagsædet af en bil, hvor han holdes fast af gangstere. I et andet skud skjuler en femme fatale sig i mørket tæt på linsen, mens et klart lysende vindue i baggrunden symboliserer de onde øjne, der leder efter hende.

Her er massevis af velklædte mennesker, der går gennem døre, set gennem vinduer, filmet i skæve vinkler og med fantastisk lange skygger hængende bag sig.

Fotografen Darran Tiernan har haft en fest og fyldt serien med overdådige, opfindsomme billeder ledet af et veloplagt instruktørteam med Harry Bradbeer i front.

Som en særlig gimmick kan serien ses i både farver og sort-hvid. Farverne demonstrerer bedst production designeren Warren Alan Youngs nydelige detaljearbejde, men selvfølgelig er serien allermest uimodståelig i den tidskorrekte pallette.

I centrum for genre-legen står Nicolas Cage, der altid har yndet at citere andre ikoniske filmpræstationer og figurer med sit spil.

I Wild at Heart er han Elvis. Han er selverklæret californisk Klaus Kinski i Bad Lieutenant: Port of Call New Yorleans. I Razing Arizona både ligner og opfører han sig som tegnefilmfiguren Søren Spætte.

Selv beskriver han præstationen i Spider-Noir som 70 procent Humphrey Bogart tilsat 30 procent Snurre Snup.

Det første er tydeligt med Bogarts nasale tilbagelænethed lagt på stemmen, der leverer kvikke oneliners med omtrent samme timing. Som da et barn påstår, at A plus B er lig med C, og privatdetektiven glat konstaterer: ”You don’t do math with numbers, kid.”

Looney Toons-kaninen kommer frem i seriens sjoveste scener.

Da Cages privatdetektiv klæder sig ud som hurtigsnakkende blikkenslager med kæmpebriller for at tvinge sig ind i lejligheden hos et stakkels ungt par. Eller da han udspørger en gruppe skadede betjente og samtidig lyder som både Rosalind Russel i His Girl Friday og en skurk fra en af 30’ernes gangsterfilm.

Faktisk måtte han gerne være gået endnu længere med galskaben. Serien nydes bedst sjov, og alvoren er mest til pynt. Komikken får et ekstra boost af altid glimrende Lamorne Morris som Reilys rapkæftede journalistven og Karen Rodriguez som hans utålmodige sekretær.

Nicolas Kim Coppola – som han blev født – er en livslang tegneserienørd og tog sit kunstnernavn efter Marvel-helten Luke Cage. Han var engang tiltænkt rollen som Superman i Tim Burtons skrottede filmprojekt og fik heller ikke den store anerkendelse som læderklædt antihelt i Ghost Rider-filmene.

Derfor må det føles som en sen, men kærkommen forløsning endelig at lande en ægte superhelterolle – også selv om det sker i et tv-format snarere end på det store lærred.

I Spider-Noir udnyttes det, at action-helten er 62 år. Frem for den drengede kampstil, vi kender Spider-Man for, slås noir-udgaven sløvt og komisk som en fuld sømand – bare med superkræfter.

Tænk, at man i 2026 kan smile så meget over en superhelteserie – endda kombineret med en oldgammel filmgenre og på onde Amazons streamingtjeneste. Men med Cage i front og så legesyge folk bag kameraet kan man ikke lade være.