Spider-Man: Across the Spider-Verse

Du får en rutsjebanetur vildere end i Tivoli, hvis du går i biografen og ser Spider-Man: Across the Spider-Verses.

Den animerede film fortsætter i det højenergiske spor, som Spider-Man: Into the Spider-Verse i 2018 lagde og fortjent blev belønnet med en Oscar for.

Med en sanseeksplosion af farver, bevægelser og animationsudtryk bliver man blæst tilbage i biografsædet på en rejse gennem multiverset.

I denne verden kan titlens superhelt bevæge sig gennem parallelle universer, og hver eneste verden har sin egen Spider-Man, der både kan være en Lego-figur og en Tyrannosaurus Rex.

Det er præcis så syret og vildt, som det lyder.

Denne gang er hovedpersonen Miles Morales oppe imod den skæve superskurk Spot, som har et horn i siden på Spider-Man. Da Spot kan rejse tværs gennem universer og gøre sig stærkere, er den umiddelbart undseelige skurk en farlig fjende.

Men filmen starter hos teenagedrengen Miles’ kvindelige modstykke, den tæskeseje Spider-Woman med det borgerlige navn Gwen Stacy. Hun sørger over tabet af sin ven Peter Parker og lider under ikke at kunne afsløre sin hemmelige identitet over for sin far, der som politimand jagter Spider-Woman.

Da Miles senere overtager fokus, ser vi også problemerne ved ikke at kunne dele sine hemmeligheder fra hans perspektiv. Hans godhjertede forældre vil nemlig det bedste for deres søn, og de fatter ikke, at han ikke er mere seriøs omkring sin skolegang.

De skulle bare lige vide, at knægten i sin fritid farer rundt i multiverset og prøver at redde det fra alverdens farer.

Spider-Man: Across the Spider-Verse har tre instruktører og tre manuskriptforfattere, mens en perlerække af amerikanske skuespillere lægger stemme til de mange underholdende figurer.

Opfindsomheden er sprudlende, og filmskaberne udnytter alle tricks i bogen for at spække historien med impulser som meta-vittigheder og små fodnoter midt i den vilde action.

Det fungerer kun, fordi der under al staffagen banker en rørende fortælling om at tage ejerskab over sit eget liv. Miles Morales skiller sig ud fra multiversets andre Spider-Men på et afgørende område, som stiller ham i opposition til resten af gruppen.

Den elementært dragende historie gør det muligt at nyde filmens blink and you’ll miss it-komik for de særligt indviede.

På et tidspunkt tager Miles flugten fra et hav af sine Spider-Man-fæller fra forskellige universer, og det skaber en vis forvirring, da deres leder Miguel O’Hara råber: ”Fang Spider-Man!”

Man skal helst kende det berømte meme, hvor to edderkoppemænd peger på hinanden, for at få fuldt udbytte af den efterfølgende joke. Men selv uden den slags forhåndskendskab kan man nok se det morsomme i situationen, som samtidig resulterer i en hektisk orkestreret jagt, der sparker røv på de fleste blockbusteres actionscener.

Alt har en fortsættelse, og det er jo udmærket, så længe det lykkedes filmfolkene at levere en så fornøjelig vare. Men ligesom med den endeløse strøm af Marvels live action-superheltefilm kan man godt få for meget.

Og når filmen slutter med at reklamere for næste omgang – Spider-Man: Beyond the Spider-Verse – kan man komme til at føle sig fanget i en uendelig pølsefabrik.

Det er i hvert fald lige friskt nok, at en engelsk punk-anarkistisk udgave af Spider-Man filmen igennem kommer med kække bemærkninger om at brænde systemet ned og vælte den kapitalistiske orden.

For uanset hvor godt underholdt man har været undervejs, er det en lidt flad fornemmelse efter næsten to en halv times bombastisk brag at skulle skrue forventningens glæde i vejret og se frem til den næste film.

Forhåbentlig bliver den mindst lige så god.