Speak No Evil

Det gamle ordsprog om, at fisk og gæster lugter ilde på tredjedagen, kunne være devisen for Christian Tafdrups mestergyser Speak No Evil fra 2022.

En dansk familie møder en hollandsk familie på ferie i Toscana og bliver så meget venner for livet, at hollænderne inviterer danskerne til en weekend hjemme i Holland.

Her udvikler det bizarre gæstevenskab sig til en besk gyser med en alt andet end en genretraditionel slutning. Snarere som et grumt eventyr af Grimm, hvor Rødhætte ikke kommer ud af ulvens mave, Askepot ikke får sin prins, og Hans og Grete aldrig kommer hjem fra heksens hus.

Selvfølgelig måtte der komme et amerikansk remake, et ærkeamerikansk af slagsen. Genindspilningens engelske gyserinstruktør James Watkins har udtalt i et Ekko-interview, at den danske film er alt for sinister sær. Især for et amerikansk publikum, som er vant til, at Hollywood ordner alt til det bedste med en lykkelig forløsning.

Har man ikke set den danske original, der har toner af Leif Panduros udlevering af borgerskabets diskrete charme og Lars von Triers geniale misantropi, er man faktisk gedigent underholdt. På den slagfærdige måde med hårrejsende øjeblikke og elementær spænding.

James Watkins’ Speak No Evil begynder som originalen i Toscana. Den danske familie er blevet amerikansk og den hollandske engelsk. Det amerikanske ægtepar med datter bor i London, hvor farmand just er blevet fyret af sit firma.

Det britiske ægtepar virker på det italienske luksushotel brovtende med elan af arrogance og erotisk appetit. Men sød musik opstår da englænderne får skoset et forfærdeligt dansk ægtepar væk fra selskabet.

Og som hos Tafdrup følges ferievenskabet op med en invitation til et weekendophold hos det aparte par i en stor, men misligholdt gård i Sydengland.

Et langt stykke ad vejen følger den amerikansk udgave den danske: de langsomme provokationer mellem parrene; den vegetariske mor, som tvinges til at spise kød; irettesættelsen af hovedparrets datter samt en mystisk dreng, der næsten ikke kan tale; primalskriget mellem mænd og små stikpiller til politisk korrekthed i middelklassen.

Men vi er til tider i en amerikansk lystspilgenre i et Europa med mindre hygiejne, mærkelig mad, almen slitage og gotiske bygninger.

Instruktøren tager ligesom Tafdrup sin tid med at sætte thriller-plottet op. Der er næsten ingen brug af billige gys, men til gengæld fremstilles det psykopatiske ægtepar fra starten med de træk, vi kender fra traditionelle gyserfilm.

Mandens kælne, men farlige undertone i replikken med accent af vold, kvinden som smiler med falsk uskyldighed, flakkende øjne.

Helvede er de andre som hos Sartre. Men her mere som den perverse umenneskelighed bag en farlig fatal facade end et eksistentielt og filosofisk livsvilkår.

Man kan således godt genkende remaket i handlingen, hvis man har set den danske film. Men to tredjedel inde i filmen er det en anden fortidig film, der melder sig som forbillede.

Nemlig Sam Peckinpahs brutale selvtægtsmelodrama Straw Dogs (1971), som også foregår ude på bøhlandet i England. Sidste halve time tilsættes det katarsis-klimaks, som Hollywood ikke kan leve foruden og påklistres udenlandske film, der har for triste og traurige udgange.

Mackenzie Davis er fremragende som den amerikanske mor, der træder i karakter som familiens eneste mandfolk, da lokummet brænder. Scoot McNairy er hendes ægteskabelige tøffelhelt, som først til allersidst finder sin indre cowboy. Psykopaten Paddy spilles skingrende troværdigt af James McAvoy, og undervejs er filmen også en komedie om kønsrollerne netop nu.

Speak No Evil når ikke sit danske forbillede til filmspolerne i indsigt, dialektik og originalitet. Men filmen underholder effektivt som en ordinær gyser, snart glemt.