Biografanmeldelse
12. sep. 2024
Speak No Evil

Skotske James McAvoy spiller skingrende troværdigt psykopaten Paddy i remaket af Christian Tafdrups gyser, hvor en venskabsweekend udvikler sig til et mareridt for det ene par.

Foto | Susie Allnutt

Speak No Evil

Amerikanske Speak No Evil når ikke sit danske forbillede til filmspolerne, men man er gedigent underholdt med elementær spænding og hårrejsende øjeblikke.

Af Bo Tao Michaëlis

Det gamle ordsprog om, at fisk og gæster lugter ilde på tredjedagen, kunne være devisen for Christian Tafdrups mestergyser Speak No Evil fra 2022.

En dansk familie møder en hollandsk familie på ferie i Toscana og bliver så meget venner for livet, at hollænderne inviterer danskerne til en weekend hjemme i Holland.

Her udvikler det bizarre gæstevenskab sig til en besk gyser med en alt andet end en genretraditionel slutning. Snarere som et grumt eventyr af Grimm, hvor Rødhætte ikke kommer ud af ulvens mave, Askepot ikke får sin prins, og Hans og Grete aldrig kommer hjem fra heksens hus.

Selvfølgelig måtte der komme et amerikansk remake, et ærkeamerikansk af slagsen. Genindspilningens engelske gyserinstruktør James Watkins har udtalt i et Ekko-interview, at den danske film er alt for sinister sær. Især for et amerikansk publikum, som er vant til, at Hollywood ordner alt til det bedste med en lykkelig forløsning.

Har man ikke set den danske original, der har toner af Leif Panduros udlevering af borgerskabets diskrete charme og Lars von Triers geniale misantropi, er man faktisk gedigent underholdt. På den slagfærdige måde med hårrejsende øjeblikke og elementær spænding.

James Watkins’ Speak No Evil begynder som originalen i Toscana. Den danske familie er blevet amerikansk og den hollandske engelsk. Det amerikanske ægtepar med datter bor i London, hvor farmand just er blevet fyret af sit firma.

Det britiske ægtepar virker på det italienske luksushotel brovtende med elan af arrogance og erotisk appetit. Men sød musik opstår da englænderne får skoset et forfærdeligt dansk ægtepar væk fra selskabet.

Og som hos Tafdrup følges ferievenskabet op med en invitation til et weekendophold hos det aparte par i en stor, men misligholdt gård i Sydengland.

Et langt stykke ad vejen følger den amerikansk udgave den danske: de langsomme provokationer mellem parrene; den vegetariske mor, som tvinges til at spise kød; irettesættelsen af hovedparrets datter samt en mystisk dreng, der næsten ikke kan tale; primalskriget mellem mænd og små stikpiller til politisk korrekthed i middelklassen.

Men vi er til tider i en amerikansk lystspilgenre i et Europa med mindre hygiejne, mærkelig mad, almen slitage og gotiske bygninger.

Instruktøren tager ligesom Tafdrup sin tid med at sætte thriller-plottet op. Der er næsten ingen brug af billige gys, men til gengæld fremstilles det psykopatiske ægtepar fra starten med de træk, vi kender fra traditionelle gyserfilm.

Mandens kælne, men farlige undertone i replikken med accent af vold, kvinden som smiler med falsk uskyldighed, flakkende øjne.

Helvede er de andre som hos Sartre. Men her mere som den perverse umenneskelighed bag en farlig fatal facade end et eksistentielt og filosofisk livsvilkår.

Man kan således godt genkende remaket i handlingen, hvis man har set den danske film. Men to tredjedel inde i filmen er det en anden fortidig film, der melder sig som forbillede.

Nemlig Sam Peckinpahs brutale selvtægtsmelodrama Straw Dogs (1971), som også foregår ude på bøhlandet i England. Sidste halve time tilsættes det katarsis-klimaks, som Hollywood ikke kan leve foruden og påklistres udenlandske film, der har for triste og traurige udgange.

Mackenzie Davis er fremragende som den amerikanske mor, der træder i karakter som familiens eneste mandfolk, da lokummet brænder. Scoot McNairy er hendes ægteskabelige tøffelhelt, som først til allersidst finder sin indre cowboy. Psykopaten Paddy spilles skingrende troværdigt af James McAvoy, og undervejs er filmen også en komedie om kønsrollerne netop nu.

Speak No Evil når ikke sit danske forbillede til filmspolerne i indsigt, dialektik og originalitet. Men filmen underholder effektivt som en ordinær gyser, snart glemt.

Titel:
Speak No Evil

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
James Watkins

Manuskript:
Christian Tafdrup, Mads Tafdrup, James Watkins

Medvirkende:
James McAvoy, Mackenzie Davis, Scoot McNairy, Aisling Franciosi

Spilletid:
110 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 15 år

Premiere:
12. september

Relevante artikler

Nyhed
18. apr. 2023
Speak No Evil genindspilles i USA

Speak No Evil genindspilles i USA

Biografanmeldelse
23. jan. 2022
Speak No Evil

Speak No Evil

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
14. dec. 2025
Den gode stemning

Den gode stemning

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Mr. Nobody mod Putin blev indstillet som Danmarks bud på en Oscar-nominering for bedste internationale film, men i stedet er den shortlistet til prisen for bedste dokumentar.

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten