Southpaw

En pumpet bokser sidder i omklædningsrummet og forbereder sig på sin titelkamp. Ind træder hans smukke kone, som omfavner ham og kærligt siger: ”Bliv nu ikke ramt for mange gange.”

Men det bliver Billy ”The Great” Hope (Jake Gyllenhaal). Igen og igen regner slagene ind i hans forsvarsløse ansigt, og konen Maureen (Rachel McAdams) og hendes formaninger synes erstattet af en nærmest freudiansk dødsdrift. Indtil vreden tager over, og Hope banker sin modstander i kanvassen.

Samme vrede bliver dog også hans store nedtur, da en personlig tragedie efterlader ham alene, og de sociale myndigheder holder ham fra at se sin datter. Billy går til i en sky af stoffer og livslede.

Det er svært ikke at tænke på en ung Robert De Niro, når man ser Gyllenhaals forslåede ansigt. Gyllenhaal spillede senest den slibrige Louis Bloom i Nightcrawler, der ikke stod tilbage for Travis Bickle i Taxi Driver, mens han i Southpaw læner sig op ad Jake La Motta fra Raging Bull. Desværre er De Niro-imitationen ikke lige så stærk i anden omgang.

Det er nu ikke kun Gyllenhaals skyld. Instruktør Antoine Fuqua er ganske habil – hvilket han beviste i Training Day – men nogen Scorsese bliver han aldrig. Kameraet hviler ofte på Billy Hopes blodige krop, men Fuqua formår ikke at trække boksescenerne op på samme pittoreske og filosofiske niveau som sort-hvide Raging Bull.

Samtidig kan manuskriptforfatter Kurt Sutter klandres. Han er kendt som skaberen af den voldelige, Shakespeare-inspirerede tv-serie Sons of Anarchy, men begår en klassisk fejl i filmens boksescener. Her plaprer to kommentatorer løs som det sig hør og bør i sport, men film er ikke sport, og scenerne havde stået stærkere, hvis de ikke havde sagt alt det, vi selv kan se på lærredet.

Til gengæld skal Sutter roses for dialogscenerne. Særligt dem mellem Billy Hope og Forest Whitakers boksetræner Tick Wills, der leverer replikker til både smilebåndet og tårekanalen, som når han fortæller Hope: ”At parere med hovedet er ikke at forsvare sig.” Her taler Wills selvfølgelig om boksning, men også om at løbe panden mod en mur i livet.

Scenerne mellem Hope og datteren er også stærkt eksekveret. Hope kæmper utrætteligt for i det hele taget at få lov til at se hende, men samtidig skal han også vinde hendes tillid, da han har været en fraværende far. Det er hjerteskærende, at se hende lukke sin far, en ødelagt mand både fysisk og mentalt, langsomt ind i sit liv, fordi de begge holder deres emotionelle parader oppe.

I sidste ende tilhører Southpaw dog Jake Gyllenhaal, som igen demonstrerer, at han er en af tidens dygtigste og mest dedikerede skuespillere. Hans forvandling fra sindssyg, men karismatisk nightcrawler til selvdestruktiv bokseknudemand er ganske enkelt imponerende, og det er en fryd at se en skuespiller, der så nuanceret indtager så forskellige roller.

Havde rapstjernen Eminem – der trods alt var god på hjemmebane i 8 Mile – spillet Billy Hope, som det oprindeligt var tiltænkt, var det nok blevet mere kitschet og utroværdigt. Han har i stedet holdt sig til at levere filmens soundtrack, og det er derfor filmens held, at Gyllenhaal valgte at fortsætte sin færd mod De Niro-stjernerne.

I øvrigt ses en anden rapstjerne, Curtis ”50 Cent” Jackson, som den griske promotor Jordan Mains, der fint illustrerer kynismen i bokseverdenen med sit motto: ”Giver det penge, giver det mening.”

Men det handler ikke om penge for Billy Hope, og derfor hepper man hele tiden på bokseren. Man skal ganske enkelt være lavet af hård granit, hvis ikke Billy kan banke sig igennem. Til slut sidder man med en klump i halsen og fugtige øjne, da bokseren endelig når den nærhed, som han aldrig havde i sin barndom.