Sour Grapes

De er fulde af pis, eller skulle vi snarere sige Chateau de Rævepis, som kong Henriks slatne vin bliver kaldt.

Pisset strinter selvfølgelig fra råddenskabens wineschmeckers.

Den gamle traver, gammel vin på nye flasker, er evigt aktuel. Min første vin-anekdote var om en vens far, som havde købt en dyr vin på et fransk vinslot med hjem til Valby. Samme vin fandt han i den lokale Netto til en 50’er.

Humbug-sagerne går lige fra producenter og leverandører, der hælder billig vin i dyre flasker, til anmeldere fulde af vinøse gloser. Mange har hørt om det videnskabelige forsøg fra 2001, hvor 54 franske vinkendere ikke kunne kende forskel på rødvin og hvidvin – og beskrev den samme jævne Bourdeaux-flaske som enten en stor oplevelse eller dybt ordinær.

Deres smagsoplevelse afhang af, hvad forskerne bildte dem ind, at der var i glasset. Sådan er det også i Netflix-dokumentaren Sour Grapes, som i begyndelsen morer med selskaber og snobber så fulde af rævepis, at man får lyst til at spytte sin Irma-vin ud og løbe ned til det nærmeste værtshus og bestille Tuborg på fad.

Og det er lige præcis, hvad et af filmens jakkesæt opfordrer til med et glas vin i hånden.

”Til alle derude: Champagnen fra 1996 er den, du skal købe. Hvis du ikke har råd til den, så køb årgang 02. Og har du ikke råd til den, må du købe øl,” siger han til kameraet.

Bilscenen skifter til et stort selskabslokale med fint opstillet vin på duge og lyden af jazz. De to fyre tager del i gruppen, som kalder sig de vrede mænd – selvfølgelig opkaldt efter filmklassikeren Tolv vrede mænd. De er vrede over, at de var dem, som altid kom med dyr vin til festen, hvor alle andre havde billigt sprøjt med.

Vi møder også den excentriske, velkendte milliardær, Bill Koch, som viser vinkælderen og malerierne frem. Fælles for dem er, at deres vinmani er bestemt af pris frem for smag.

Der er masser af komik og bizarre indfald. Men heldigvis bremser dokumentaren op for at dykke ned i en kriminalsag.

Hovedpersonen i den gådefulde krimi hedder Rudy Kurniawan.

Indoneresen har charmeret sig ind i inderkredsen, vi netop er blevet præsenteret for. Han er en ung yuppie, som blev kendt af alle uden egentlig at have megen forstand på vin. Han lagde ud med at opkøbe store lagre af vin på de fineste aktioner for millioner. Han solgte tilsvarende sjældne vine for millioner. Hvor fik han millionerne fra, spørger filmen. Og hvorfra skaffede han franske vine fra krigstiden?

Historien skriver sig ind i først dot-com-boblen og senere boligboblen. Det bliver en kriminalsag om hjemmefuskeri med etiketter. Et edderkoppespind, hvor alle lukker øjnene – ikke mindst købere og aktionskatalogerne – i jagten på millioner, og hvor én mand skal tage skraldet.

Bemærkelsesværdigt optræder Rudy Kurniawan kun i dokumentaren i form af arkivmateriale. Scenerne skifter mellem amerikanske storbyer som San Francisco, Los Angeles og New York og mellem interviews med folk, som tog del i svindlerens kreds: vinsamlere, sommelierer, vinskribenter og advokater.

At Kurniawan ikke medvirker, selv om han fik chancen, har dog den fordel, at mystikken om indoneseren bliver opretholdt.

Men nu skal endnu en vinskandale ikke afskrække vinelskere, og det sørger filmen for ved at præsentere den berømte bonde Laurent Ponsot, der viderefører familievirksomheden Domaine Ponsot med sine store Bourgogne-vine i idylliske omgivelser. 

Ponsot har rollen som detektiven.

Han besøger Rudy Kurniawan personligt for at udfritte ham for spørgsmål. Det kan jo ikke passe, at den unge indoneser ligger inde med nogle af Ponsots vine fra 40’erne, som først kom i produktion i 80’erne. En retssag begynder.

Spindet udvider sig til at indbefatte enorme vinopkøb fra familiemedlemmer i Indonesien.

Det er sjovt at se, hvordan de excentriske vinkendere trækker på skuldrene over, at de har købt billigt sprøjt på dyre etiketter. Man er vel millionær med en kælder fuld af Chateau de Rævepis.