Sorry We Missed You

I Sorry We Missed You tackler Ken Loach småjobsøkonomien med samme retfærdige harme, som han brugte mod det forkvaklede engelske velfærdssystem i Guldpalme-vinderen Jeg, Daniel Blake.

De to film deler også miljø, nemlig nordengelske Newcastle. Men Turner-familien i hans nye film lever i en anden verden end de desperate mennesker, der mister deres hjem og selvrespekt i hans forrige film.

I hvert fald ved første øjekast.

Ricky (Kris Hitchen) er for nylig blevet sin egen chef som freelance-bud, og hans heroiske kone Abbie (Debbie Honeywood) arbejder hver dag til langt ud på aftenen med at tilbyde ældre og handicappede pleje og værdighed i deres egne hjem.

Men mens de slider sig gennem den ene dræbende arbejdsdag efter den næste, vokser deres gæld sig kun større, og deres drøm om at blive husejere forbliver uopnåelig.

Ken Loach demonstrerer samme empatiske socialrealisme, der har kendetegnet hans lange karriere.

Godt hjulpet af faste samarbejdspartnere som manusforfatter Paul Laverty og producer Rebecca O’Brien finder han endnu et åndeløst stramt drama i helt almindelige menneskers dagligdag.

Der er et tematisk og stilistisk slægtskab med Dardenne-brødrenes værker og med film som Paddy Breathnachs Rosie og Kelly Reichardts Wendy and Lucy. Det er historier om gode mennesker, der tvinges ud i en faretruende, skrøbelig eksistens på samfundets kant, hvor det kun kræver én ulykke at vælte hele korthuset.

Men Sorry We Missed You står ikke svagere, bare fordi den udforsker velkendt terræn.

I disse tider, hvor nultimers-kontrakter er blevet normen, og ny teknologi vænner forbrugerne til at kunne købe mere for mindre, er disse historier om samfundets udsatte mere relevante end nogensinde før.

Fotograf Robbie Ryans rastløse kamera er i næsten konstant bevægelse som et ekko af den uendelige trædemølle, Ricky og Abbie drømmer om at forlade. Det eneste afbræk fra kameraets nervøse energi kommer, når de sammen falder i søvn foran fjernsynet, dødtrætte og totalt tabte for omverdenen.

Ricky sætter en ære i med sved på panden at forsørge sin familie. Han griner vantro, da hans ven og kollega foreslår, at han tager en tom vandflaske med sig i varevognen, fordi der ikke vil være tid til toiletpauser.

Men det var ikke en vittighed.

Imens bruger Abbie, hvis bil parret har måttet sælge for at købe varevognen, flere timer hver dag på at vente ved kolde busstoppesteder. Det barske dagsprogram er en økonomisk livsbetingelse, og Ricky og Abbie frygter, at de forsømmer deres børn.

Deres yngste, Lisa Jane, opfører sig meget ældre end de ti år, hun er. Det er hende, der i det daglige tager over for de udmattede forældre, og som må holde god tone mellem dem og hendes storebror. Men der hviler en grum ængstelighed over det spinkle barn.

Broren Seb skjuler det faktum, at han er mindst lige så intelligent som sin søster. Han er oprørsk byltet sammen i en hættetrøje og udtrykker sig alene gennem grynten og graffiti. Indtil hans simrende vrede, der er særligt rettet mod faren og skolen, bryder ud i lys lue.

Mere perifere personer er noget skematisk tegnet op. Det gælder særligt den usympatiske bestyrer, der uddelegerer køreruter til de selvstændige chauffører og er på grænsen til at udnytte sine hårdt pressede underordnede.

Den ubønhørlige fremdrift i Lavertys manuskript skaber en ulmende fornemmelse af gru. En scene, hvor Abbie, nedbrudt af angst og udmattelse, bliver grebet af en hidtil ukendt vrede og langer ud i afmagt, er lige så uafrystelig som scenen i suppekøkkenet i Jeg, Daniel Blake.

Med sit klare budskab og en ophøjet moral er Sorry We Missed You en moderne lignelse – en løftet pegefinger, lige dele vejledende og advarende.