The Son

Den franske forfatter og dramatiker Florian Zeller fik sig en gedigen verdenssucces med filmatiseringen af sit eget teaterstykke The Father.

Historien om en dement far, som nægter sin datters omsorg, fik hele seks Oscar-nomineringer. Det blev til to priser – én for Zeller og medforfatteren Christopher Hamptons manuskript og én til Anthony Hopkins, hans anden af slagsen.

Den bedste og næsten eneste gode scene i Zellers opfølger, The Son, er, når Anthony Hopkins i en ny præstation som far giver sin skvattede advokatsøn Peter en kæmpe skideballe pakket ind i et stort suk over tidernes forfald.

Hugh Jackman spiller Peter, der er en nybagt far i sit andet ægteskab og på tærsklen til at engagere sig i amerikansk politik i Washington. Indtil da har han et advokatkontor med et panoramavindue med udsyn til New Yorks skyskrabere.

Han og den noget yngre kone Beth bor i en delikat og mondæn herskabslejlighed med kunst på væggene. Selv om deres spæde junior ikke sover igennem om natten, lever de tilsyneladende et sorgløst lykkeligt liv i sus og dus med vin i glasset og kys i sofaen.

Vanessa Kirby, der fik sit gennembrud som den første Prinsesse Margaret i serien The Crown, spiller cool og koket Beth, der sådan set er filmens eneste helstøbte person. Hende får vi sympati for som den mindst narcissistiske.

Pludselig ankommer Peters syttenårige og depressive søn fra første ægteskab, Nicholas (Zen McGrath). Han har forladt sin mor for at flytte ind hos farmand.

Peter havde en skidt far og ønsker selv at være den perfekte far. Det ved Nicholas helt klart, og det spiller han manipulerende på. Det er filmens mest interessante vinkel i denne teatralske case story.

Den psykisk syge dreng får enorm magt i en temmelig normal familie. Desværre bliver hans småpsykopatiske træk aldeles underspillet. Til gengæld får vi en række sentimentale scener fra to ægteskaber, som aldrig rigtigt falder i hak med handlingens dramatiske mønster.

Begge forældre – ikke mindst Laura Dern som Nicholas’ neurotikermor – virker mere på månen end Manhattan med hensyn til, hvad moderne og uddannede mennesker ved om problematiske teenagere.

Sønnens eneste udtalte bevæggrund til sammenbruddet er farens forhold til en anden kvinde, som han hader. Det kunne man muligvis kapere i et naturalistisk drama i 1890’erne, men i det 21. århundrede kan det højst være symptom på dybereliggende årsager.

Dem får vi aldrig som andet end antydninger.

Florian Zellers instruktion fejler ikke noget, men den er anonym i sin glatte stil, gnidningsløs monoton i sin udstilling af en overklasse, som har alt undtagen humor og humanisme.

Alle involverede skuespillere gør, hvad de kan med deres tomgangsprægede replikker. Mest overbevisende er de medvirkende, som agerer læger og psykologer. De kan læne sig op ad professionelle fagtermer, der giver filmen et strejf af vores samtid.

The Son er tydeligt et skuespil sat i scene med desperation om at virke mere filmisk end teatralsk.

Der er hele to scener, hvor far vil lære sin førstefødte at svømme, to scener med en vaskemaskine, som kører storvask, fars motionsløb over en bro samt hans besøg hos sin egen slette far.

Man bliver nærmest druknet i melodramatiske scener med seriøse strygere i mol på lydsiden.

Klimakset forsøger sig med det, som på Henrik Ibsens tid hed coup de théâtre: et uventet omslag i handlingen.

Men udtoningen af familiedramaet fremstår snarere som en fornærmelse. Især over for forældre, som vitterlig har et psykotisk og depressivt barn. Til og med er den skjulte morale temmelig banal. Ægtemænd bør forblive i deres ægteskab, og nogle gange skal man lytte til psykiatriske diagnoser.