Sommeren 1993

Den 32-årige catalanske instruktør Carla Simóns første film, der vandt debutprisen på Berlinalen i 2017, er et dybt rørende portræt.

Med ømhed og visdom udforsker Simón et barns verden og alle de uforklarlige følelser, det medfører at miste en forælder.

Sommeren 1993 er baseret på Simóns egne oplevelser som et forældreløst barn i de tidlige 90’ere.

Fortællingen om den seksårige Frida, der for nylig har mistet sin mor, er et elegant, tidløst og ikke mindst personligt portræt, der ses – nogle gange helt bogstaveligt – fra hovedpersonens begrænsede synsvinkel.

Hernede i børnehøjde skaber brugen af flydende, håndholdte optagelser en fornemmelse af uøvet spontanitet, selv om kompositionerne er nøje og omhyggeligt orkestrerede.

Særligt i de tidlige scener, hvor den unge hovedperson fastholdes isoleret i rammen på en måde, der fortæller os om hendes ensomhed og desorientering. Den form for æstetisk subtilitet er vævet ind i filmen fra første billede til sidste og er med til at gøre den til et bevægende, bemærkelsesværdigt værk.

Simóns manuskript demonstrerer et mådehold, der varsler godt for hendes fremtidige arbejde. Med vage kommentarer og ledetråde bliver det kun langsomt gjort klart for os, at Fridas mor døde af en aids-relateret lungebetændelse, og at hendes far forlod dem for længe siden.

Denne tragedie har allerede fundet sted inden filmens begyndelse, og nu er Fridas slægtninge ankommet til lejligheden i Barcelona for at pakke hendes ting og flytte hende ud til onklen Esteves landsted. Fra nu af skal den lille pige ikke blot bo sammen med Esteve og hans kone Marga og kalde dem ”far” og ”mor”. Hun skal også dele sine nye forældre med den treårige kusine Anna.

Frida er stadig ramt af granatchok, så det tager hende lidt tid at finde sig til rette i den nye familie og de nye omgivelser. Til tider er hun endda ret led ved sin stakkels, tillidsfulde kusine, når hun udviser præcis den slags jalousi og forvirring, man må forvente af en pige i Fridas situation. Og selv om Marga og Esteve gør alt hvad de kan, for at være imødekommende, er det tydeligt, at det falder dem lettere at elske Anna, deres biologiske datter.

I mellemtiden rygtes det i landsbyen, hvordan Fridas mor døde. Så da Frida slår knæet til blods, skynder en anden mor sig at flå sit barn væk og lader Frida stå forvirret og ydmyget tilbage.

Heldigvis når både de fysiske og følelsesmæssige sår at hele i løbet af filmen, selv om det står klart, at Frida aldrig vil miste mindet om sin døde mor.

Paradoksalt nok er det et øjebliks uforbeholden lykke, der får én til at bryde ud i lettelsens tårer. Det er et smukt, komplekst spil i forskellige følelsesmæssige registre, der slår en akkord af ren katarsis an.

Sommeren 1993 er et glimrende eksempel på den kommercielt udfordrende type film, der handler om børns oplevelser, men ikke er tiltænkt et børnepublikum. Andre eksempler er Jacques Doillons Ponette, hvis tematik minder om denne film, og Dorota Kedzierzawskas Jestem.

Carla Simón fortjener en stor cadeau.

Ikke blot for at fremelske så stærke og uendeligt nuancerede følelser hos publikum, men også for at lokke naturalistiske, helt troværdige præstationer frem hos sit unge ensemble af skuespillere, ikke mindst Laia Artigas i hovedrollen.

Der er en tendens til at hylde børneskuespillere for den slags bedrifter, men i virkeligheden fortjener instruktøren større anerkendelse for at have skabt et sikkert, tillidsfuldt miljø, hvor deres spil kan blomstre.

Men uanset hvordan det er foregået, har samarbejdet mellem instruktør og skuespillere tydeligvis båret frugt. Sommeren 1993 er en tåreperser par excellence.