Sommerdahl – sæson 4

Sommerdahl må siges at være en slags Folk og røvere i Kardemomme By for voksne. Uden for meget sang, med en ikke for svær og sort krimigåde samt lidt sex og vold.

Sex’en er mest kyssesyge. Alle kysser alle her og der og alle vegne. Og volden er mest som håndgemæng i en skolegård, somme tider en hårdhændet, men ikke voldelig arrestation. Mord er der naturligvis hen ad vejen, men pænt arrangeret uden for meget splat.

I det hele taget taler man i fjerde sæson af serien på politigården mere om børnebørn og barnevogne end bandevold og beskidte penge. De er en stor familie på politistationen i Helsingør, hvor politiarbejde mere er et kærligt kollektiv end noget, som ligner virkelighedens arbejdsplads med politirutine, rangorden og retsmedicin.

Der er solskin over Kronborg og i et pletfrit sind, kun en enkelt byge i ny og næ. Sommeren er nemlig lang her i Nordsjælland, hvor selv strissere kan bo som stjernerige folk i strømlinede boliger tæt ved vandet, med en båd i havnen og en flaske vin inden for rækkevidde.

Et skønmaleri for tyskere, som allerede er forlibt i det luksuøse sommerland mellem Tisvildeleje og Helsingør, Snekkersten og Humlebæk.

Sommerdahl er en dansk-tysk produktion. Mon det er derfor, at serien er noget humorforladt og støvsuget for den selvironi, mange mener ligger i det danske sind og sprog?

Måske virker serien bedst, hvis den ses i tysk synkronisering, som muligvis fejer de værste floskler væk fra det danske manuskript. Replikkerne på dansk er flade og gentagende, trivielt serveret og letflydende som sproget i en computermanual.

Klichéer står i kø for hvert afsnit for at gøre en indsats i den intrigante anretning. De onde går gerne med charmeklud og sommerbukser, de gode i slipsfri skjorter og T-shirt i lag på lag.

Danskere i Nordsjælland er en dekadent overklasse, som enten bor i stovte palæer eller slotslignende villaer og beskæftiger sig gerne med vindyrkning og galopheste.

Til sammenligning er Kriminalkommissær Barnaby det rene socialrealisme og Badehotellet psykologisk dybdeborende Anton Tjekhov.

Set med internationale øjne er Sommerdahl kun enestående ved sin noget elegantløse vægtfylde. Måske er den derfor en succes. Dens force som en føljeton er, at den er sat op på gensete stereotyper, let anrettet sorgløshed og nedslidte sætstykker.

Alle hovedpersoner taler i en slags babysprog, akkompagneret af en sær gestikuleret kådhed i følelserne, som tit virker tåkrummende pinlig.

Afsnittenes plot, som hænger sammen to og to, er til gengæld sat op med en rimelig sandsynlighed. Serien løfter sig i de sidste fire afsnit af sæson fire. Her bliver historien tintet af lidt tragedie og aktuel, virkelighedsnær realisme.

Men serveringen er stadigvæk slentrende skolekomedie. Hvor mennesker tænker og taler højt og hele tiden siger ”godt arbejde” eller ”smukke”.

Eller sæsonens værste replik: ”En smuk pige skal have et smukt skib.” Sagt af Peter Mygind, som jeg mener, er et fejlvalg i rollen som politimanden Sommerdahl.

Men mange finder ham glimrende som forfjamsket og forlegen ungersvend med hans naive virkelighedsopfattelse, nu og da strenge overlæreransigt og jubelidiotiske hang til sødsupperomantik.

I mine øjne stjæler makkeren Flemming (André Babikian) alle deres scener sammen som makkere på politiarbejde, fordi Babikian faktisk agerer som en realistisk strømer.

Slutningen tyder på, at Sommerdahl kan fortsætte. Uendeligt.