Something Must Break

Der findes film og kunstværker, hvor summen er større end deres bestanddele, og sådan er svenske Ester Martin Bergsmarks nye film, Something Must Break.

Den handler om Sebastian, en ung, androgyn mand uden synderligt mål med livet. På sin lidt skødesløse færd rundt i Stockholm støder han på Andreas, en ligeså tilfældigt dryssende ung mand. Seksualitet drøftes ikke mellem de to, men de indleder et forhold.

Meget mere sker der sådan set ikke, men selvfølgelig – set gennem øjnene på de to unge – sker der alt mellem himmel og jord.

Et langt stykke hen ad vejen synes man – hvis man har fulgt nogenlunde med i det knopskydende LGBT-filmmiljø – at man har set Something Must Break før. I flere år har trans-titlerne været de mest interessante på hylderne, efter at homoseksuelle af begge køn har lagt størstedelen af deres identitetsrejse bag sig. For de transkønnede er der stadig alverden på spil.

Masser af stærke film fra de seneste år har handlet om en androgyn person, der forelsker sig i en hetero – og herfra har de typisk taget den emotionelt smertefulde tur hen imod et kønsskifte, der skal sikre, at hovedkarakteren springer ud som ”sig selv” efter at have levet i forløjethed.

De film har været nødvendige, er stadig nødvendige, men Ester Martin Bergsmark er mere ambitiøs end som så.

For ved at lade den androgyne mand Sebastian spille af en kvinde, giver han fortællingen et ekstra, pirrende lag. Saga Becker gestalter kongenialt og i detaljen uforglemmeligt Sebastian, og tvetydigheden er en organisk del af hans personlighed.

Vi ved ikke, om Sebastians store livsdrøm er en kønsskiftoperation. Han lader sig i høj grad forme af Andreas’ drømme, og eftersom Andreas betragter sig selv som heteroseksuel, ser han gerne, at Sebastian bliver til ”Ellie”.

Men Sebastian er uafklaret. Drengen forbliver i stimulerende grad en gåde og lader sig ikke forklare i absolutter, og måske er det under alle omstændigheder for tidligt i hans liv at tage så drastiske skridt.

Instruktøren Ester Martin Bergsmark, et fornavn fra hvert køn, er en mand og optræder på billeder i bredskuldrede jakkesæt og tjavset, kort hår, læberødt, ingen øjenmakeup.

Måske er han Sebastian, måske er det store evige kønslige spørgsmål et spøgelse fra fortiden, som man i 2014 slet ikke behøver at tage entydigt stilling til.

Filmen begynder med et billede af rosenstilke med torne, og jeg anede det værste.

”Jeg kom ikke herfra,” bekendtgør en voice-over uden klar mening. Stilen i filmen er dokumentarisk helt i tråd med den tradition, Ester Martin Bergsmark kommer fra. Undtagelserne er en række stærkt manierede scener, gerne i slowmotion, blandt andet en udsøgt blasfemisk pietà, en trekant, Sebastian har med to mænd og en stråle af slowmotion-urin, der aldrig vil ende.

Det seksuelle samliv, Sebastian har med Andreas, er skildret helt anderledes, det er en til en-naturalisme. Jeg tvivler på, at sex har taget sig så naturligt ud på film, og ikke bare, fordi drengene er helt og aldeles nøgne. De er nysgerrige og blufærdige, frække og påholdende.

Bergsmark styrer ikke uden om kærlighedsfilmens klichéer (den evige montage med to svimlede nyforelskede er også med her!), og ja, der finder en vis stereotypisering sted af heteroseksuelle, men nøgenscenerne har et markant eftertryk, og det er dem – deres uaffekterethed – man sidder tilbage med.

Dem, og så gåden: Hvem er Sebastian?