Solens børn

Vi er i nutidens Iran, hvor afghanske flygtningebørn og lokale gadebørn stjæler, snyder og roder i affald for at hjælpe med at skaffe mad på bordet.

Det er en tydeligt iransk historie, men samtidig en universel fortælling, der på nogle måder lige så let kunne udspille sig i Kina, Argentina eller dele af Europa.

Den er endda dedikeret til ”de 152 millioner børn rundt om i verden, der tvinges ud i børnearbejde”.

Hovedpersonen Ali spilles af barneskuespilleren Roohollah Zamani i en så forbløffende naturlig præstation, at han sidste år vandt prisen for bedste unge skuespiller på Venedig-festivalen.

Den godt tolvårige Ali er lederen af en lille bande af tyveknægte. Han er karismatisk, stærk og fast besluttet på at få noget ud af sit liv. I modsætning til den junkie af en far, han knapt nok kender.

Hans to medsammensvorne er den bomstærke arbejdshest Mamad, hvis far tvinger ham til at udføre hårdt fysisk arbejde, og ranglede Reza, der drømmer om at blive fodboldspiller – et mål, der virker totalt uopnåeligt.

Og så er der den afghanske immigrant Abolfazl, som hjælper Ali og de andre med at stjæle biler. Han tjener penge til sin familie, der bor i en nedslidt bygning sammen med snesevis af andre flygtninge.

Alle børnene arbejder. Selv Abolfazls søster, den fyrige Zahra, som Ali er lidt lun på, sælger plasticsmykker i metroen efter skole.

Ganske som i Oliver Twist arbejder ungerne for en forbryder højere oppe i gadens hierarki. Og da bossen Hashem en dag fanger Ali med en brevdue, han ikke har fået lov at låne, tvinger han drengen til at påtage sig et ganske særligt job.

Der er nemlig en uspecificeret skat gemt under en kirkegård i nærheden, som Hashem vil have fat på. Men den eneste måde at nå frem til den er gennem en tunnel, der løber fra kælderen af en lokal skole. Så Ali og hans venner er nødt til at lade sig indskrive.

Skolen er en evindeligt lukningstruet velgørenhedsinstitution drevet af en stivstikker af en skoleinspektør og hans mere engagerede viceinspektør, hr. Rafie. Deres mission er at give fattige og hjemløse børn – som Ali og hans venner – gratis kost og en solid uddannelse.

Men stik imod Ali eller Hashems forventninger bliver børnene meget glade for at gå der.

Abolfazl viser tegn på at være et matematisk geni, og Reza får endelig en lejlighed til at demonstrere sit boldtalent. Hele flokken finder sammen med deres jævnaldrende et fællesskab, som får dem til at drømme om et liv med mere end småkriminalitet og ren overlevelse.

Børnene finder et helle i skolen, men man slipper aldrig fornemmelsen af tragedie, der truer lige uden for skoleporten.

Instruktør Majid Majidi justerer dygtigt filmens tone undervejs. Den går fra morsom skolebørnspjank til neglebidende tunnelgravning med mindelser om Steve McQueen-klassikeren Den store flugt. Og fotograf Hooman Behmanesh følger trit med slående billeder.

Hele ensemblet – både børnene og de voksne skuespillere – imponerer.

Vi får ikke noget at vide om hr. Rafies fortid, men ved at spille ham med en sjælfuld venlighed formår Javad Ezati at skildre en mand, der ved, hvad det vil sige at være udsat og ude af stand til at beskytte sig.

Personerne er i det hele taget skitseret med få penselstrøg, men fuldlevende takket være formidabelt skuespil.

En mere sentimental filmskaber havde lagt børnene dramatisk forklarende taler i munden. Eller måske ladet historien udmønte sig i en rørstrømsk afslutning, hvor den mystiske skat viser sig at være mere kostbar end i deres vildeste drømme.

Men det ville være at gå kunstnerisk på kompromis. I stedet er slutningen mere afdæmpet, overraskende og bevægende, end vi kunne have forestillet os.