Streaminganmeldelse
22. jan. 2024
Snefællesskabet

I 72 dage må seksten rugbyspillere efter et flystyrt spise deres døde kammerater for at overleve, mens Andresbjergenes kulde bider i dem. 

Foto | El Arriero Films

Snefællesskabet

Årets spanske Oscar-bud er et stærkt autentisk drama om et rugbyholds kamp for at overleve et flystyrt og et godt argument for kannibalisme.

Af Thea Torp

At et fly falder ned fra himlen, og en lille gruppe overlevende starter deres eget samfund midt i en vaskeægte naturtilstand, skræmmer og fascinerer os.

Lost. Fluernes herre. Yellowjackets (der er inspireret af den virkelige historie bag Snefællesskabet).

Fælles for dystopierne er, at uden civilisationens fernis og de liberale demokratiers overflod opretter menneskene grusomme hierarkier og diktaturer. Mennesket skal dresseres til godhed, forstår man. I mødet med vores natur er vi undertrykkere og undertrykte.

Men i Snefællesskabet, som Spanien har indstillet som landets Oscar-kandidat, er det anderledes. Baggrundshistorien er grusom grænsende til det groteske, men filmen står som et strålende viralt monument for menneskets generøsitet og livslyst.

Og – nå ja – så er den også et ret godt argument for, at vi i tilpassede situationer bør spise hinanden og lade os spise!

Et rugbyhold er på vej fra Uruguay til Chile for at spille en kamp. Men på vejen over Andesbjergene styrter flyet ned, og herefter følger en overlevelseskamp, der varer 72 dage. Af de 44 passagerer overlever seksten ved blandt andet at spise de døde.

Filmen er instrueret af J.A. Bayona, der fik sit gennembrud med den fremragende gyser Børnehjemmet og tidligere har lavet lorteferie-filmen om flodbølgen i Thailand, the Impossible. Også her mestrer han katastrofen.

Man kan se Snefællesskabet for action, for sne, der kommer væltende over kolde kroppe fra oven, for et akut flyskrækfremkaldende fald fra højderne. For unge, smukke mænd, der rystende af kulde spiser trevlet menneskekød.

Det er på mange måder en maksimalistisk film, hvor knogler brækkes mellem flystole, og laviner skrider ned fra bjergsider.

Men Michael Giacchinos tilbageholdte musik og Pedro Luques afsindigt smukke billeder af bjergsiden og intime kameraindstillinger, der går helt tæt på de unge, forfrosne ansigter, får filmen til at føles næsten minimalistisk – meditativ midt i al den kolde smerte.

Livet er smukt, men hæsligt i de iskolde Andesbjerge, hvor de seksten overlevende må spise dem, de holder af, for at kunne trække det ubarmhjertigt kolde luft ned i lungerne endnu et par dage.

Man spørger sig selv, om man havde kæmpet lige så ihærdigt, og selvfølgelig er de toptrænede unge sportsmænd oplagte til at vandre kilometer uden mad i et iskoldt bjerglandskab.

Det er Robinson på stereorider, men forskellen er, at mændene altid bedriver sig ud på farefulde bjergvandringer for at finde hjælp til dem, der er blevet tilbage i det nedstyrtede fly, som bliver deres hjem i to en halv måned.

Livsviljen forlader aldrig det unge Rugby-hold, lige meget hvor dystert og brutalt det hele ser ud. Og pludselig bliver kannibalfilmen til et smukt vidnesbyrd om, at livet er dét værd.

Snefællesskabet er baseret på Pablo Viercis bog af samme navn. Den er skrevet på baggrund af flere timers interviews med de overlevende.

Man forstår kannibalerne og holder af filmen, fordi det i overvejende grad lykkes J.A. Bayonas at skildre mændene med værdighed og afholde sig selv fra at blive for fascineret af det makabre.

Men der er svagheder.

I en scene ser man en overlevende plukke kød af et helt ribbensparti, som var han på Bones. I andre ligger menneskedele og flyder, mens mændene jovialt hygger sig på bjergsiden.

Her føler man væmmelse over den makabre fascination. Og så står J.A. Bayonas humane argument mindre stærkt, for det virker også, som om man mister noget af sin menneskelighed, når man krydser den grænse og indtager andre.

Men tilbage står dog stadig, at et fællesskab i nogle situationer kan overskride de allerstørste tabuer og stadig kalde sig for et samfund.

Titel:
Snefællesskabet

Originaltitel:
La sociedad de la nieve

Land:
Spanien, Chile, Uruguay, USA

År:
2024

Instruktør:
J.A. Bayona

Manuskript:
J.A. Bayona, Bernat Vilaplana, Jaime Marques, Nicolás Casariego

Medvirkende:
Enzo Vogrincic, Agustín Pardella, Matías Recalt, Esteban Bigliardi

Spilletid:
144 minutter

Premiere:
4. januar på Netflix

Relevante artikler

Biografanmeldelse
23. jan. 2013
The Impossible

The Impossible

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. juni 2024
Til verdens ende

Til verdens ende

Biografanmeldelse
28. maj 2024
Power Alley

Power Alley

Serieanmeldelse
28. mar. 2024
Ronja Røverdatter

Ronja Røverdatter

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten