Smagen af Toscana

Den perfektionistisk virtuose, kortluntede kok som evindeligt går amok, men er god nok på bunden af sin sjæls gryde. Toscana med glade, lattermilde mennesker, der kommer hinanden gevaldigt ved i damebladslandskaber med pittoreske byer, bløde bjerge, okkergule huse og duvende pinjetræer med cikader med gehør. 

Det er to filmgenrer, jeg har et noget anstrengt forhold til. Derfor så jeg straks denne film som endnu en italiensk sugo med klichéer og floskler som kødboller og pasta. 

Og noget er der om snakken. 

Smagen af Toscana er hele pakken med en obsternasig kok på nedtur, men som bliver god igen. Og en heftig hyldest til det paradisiske Toscana i almindelighed, dets gastronomi i særdeleshed. 

Faktisk er det sidste hele filmens omdrejningspunkt. En amatørkonkurrence om, hvem der kan kokkerere det bedste af det bedste fra Mama Toscanas køkken. 

Kokken Arturo slår til Søren, hvis sovsen skiller i køkkenet. Han var engang noget i Roms restaurationsliv, men er nu fra fængslet sendt i samfundstjeneste, hvor han skal være køkkenchef på en skole for unge med Aspergers syndrom. 

Tænk selv på, hvor ofte du bruger et billedsprog, som du automatisk afkoder, og en hurtig vits, der hverken tåler gensyn eller tolkning. 

Men Arturo binder sig hurtigt og gensidigt til den aparte Guido, der har en forbløffende hukommelse og lugtesans. Nu har Guido faktisk meldt sig til omtalte kokkekonkurrence, hvor han beder Arturo om at være sin tutor. Og minsandten om der ikke i dommerpanelet sidder Arturos værste fjende, en smart tv-kok og tidligere partner, som snød og bedrog. 

Men så træder begges gamle læremester – chefen for det hele med hensyn til det oprindelige toskanske køkken – til i sidste øjeblik. Finalen kulminerer med være en kulinarisk klassiker: en lagdelt timbale af pasta, grøntsager, okse- og svinekød. Retten hedder Timballo di Medici og er en typisk florentinsk juleret, som her skal tilbederes helt efter dommerens egen opskrift. 

Smagen af Toscana er grundigt farseret med filmiske floskler, som i den grad skal krydres med en vis portion alvor for, at de kan fordøjes uden mavekneb. 

Mand og dreng finder hinanden, og den første får både en ny kæreste og en ny karriere. 

Men krydderblandingen mangler heldigvis ikke, og historien hæver sig mere som en tænksom souffle end simrer som en gumpetung sovs. Den er pletvis saltet med pointerede, satiriske spark efter tidens såkaldte nye køkken med dets modeluner med mærkelige sager og spiser på samme tallerken. Døgnfluer i suppen i stedet for gastronomi fra grunden. 

”Det er vigtigere at lave den perfekte spaghetti og kødsovs end havbars i chokolade,” lyder først Arturos og siden hans elevs Guidos credo under hele dysten om at lave de bedste retter. 

Sygdommen Asperger bliver aldrig gjort sentimental. Tværtimod artikuleres en seriøs tilgang til en sygdom, som det er lettere at le ad i dagligdagen end at leve med dagligt. 

Instruktøren Francesco Falaschi serverer en historie uden dikkedarer og akrobatik. En blød realisme uden svinkeærinder med tilpas romance med en kvindelig psykolog midt mellem milde, muntre mennesker i solens sidste lys omkring et bord med dejlig mad og vin i glasset. 

Arturo spilles med maskulin sordin af Vinicio Marchioni. Drengen Guido gestaltes fint og følsomt af Luigi Fedele. 

Italiensk film beviser endnu engang at have sort bælte i at dreje en sentimental film, som giver vand i øjenkrogen uden alt for dårlig smag i munden.