Slangens favntag

Den colombianske manuskriptforfatter og instruktør Ciro Guerras episke, spiralsnoede eventyr Slangens favntag rejser gennem Sydamerikas geografi, historie og myter for at levere en af de mest vidunderlige film fra det kontinent i årevis.

Plottet er groft sagt to historier flettet sammen, om en mand på forskellige tidspunkter i hans liv. I de tidligste år i det 20. århundrede lever shamanen Karamakate (som ung spillet af Nilbio Torres) alene i den øverste del af Amazonas. Han tror, han er den sidste fra sin stamme, der alle sammen blev udryddet af hvide kolonister, der var på jagt efter gummi.

En dag glider en kano ind på kysten. Om bord er tyskeren Theo (Jan Bijvoet) og hans indfødte guide Manduca (Yauenkü Migue). Theo er alvorligt syg og leder efter en sjælden jungleplante med særlige medicinske egenskaber, som kun gror, hvor Karamakates folk engang levede. De tigger Karamakate om at hjælpe dem, og han indvilliger modvilligt.

I mellemtiden hopper handlingen 40 år frem i tiden, til en lignende rejse i tiden omkring Anden Verdenskrig. Nu er Karamakate en gammel mand (spillet af Antonio Bolivar), der har svært ved at huske. Den unge amerikaner Evan (Brionne Davis) opsøger ham og beder ham om at tage med på en rejse, der igen skal finde den medicinske plante – hvis den da overhovedet findes. Det eneste Evan har at pejle efter, er Theos dagbog og notesbøger, der på en eller anden måde nåede helskindet ud af Amazonas de mange år forinden.

Derfor sejler de to gange ned ad floden – men som floden selv ændrer landskabet sig konstant, og forbliver alligevel det samme. To gange ser Karamakate og hans rejsefæller det hærværk, som gummihandlen har efterladt – ikke kun på omgivelserne, men på lokalbefolkningen. Og to gange har han isnende møder dybt i junglen, hvor kristne missionærer bruger tortur og hjernevask til at udrydde sprog, religion og kultur hos de lokale stammefolk.

Karl Marx skrev engang i Louis Bonapartes Attende Brumaire, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer forekommer to gange. ”Den ene gang som tragedie, den anden gang som farce.” På en måde er Slangens favntag en variation over det tema, bortset fra, at anden gang er komedien sort, endnu mere tragisk, og mørk.

På et metaplan vil litteratur- og filmnørder kunne trække tråde til både Joseph Conrads bog Mørkets hjerte og Francis Ford Coppolas Dommedag nu. Begge storladent tvetydige, hjemsøgende, syrede udforskninger af kolonialismen. Men hvad der gør Slangens favntag særligt bemærkelsesværdig er, at den fortæller sin historie gennem sin indfødte sydamerikanske hovedrolle.

Karamakate er filmens bevidsthedsanker, dens hjerte og sjæl – dens helt. For en gangs skyld er det den europæiske og amerikanske gringo, der er ”den anden”. Uforklarligt mærkelig, fejlagtig og brutal, men samtidig betragtes de som individer. Nogle gode, andre onde.

Det virker måske perverst, når det er en historie fra junglen, men et af Guerras modigste træk er, at han og fotografen David Gallego har besluttet at filme i nærmest sølvagtig monokrom. Det er en satsning, der virker fantastisk, og ikke kun fordi fotografi er i fokus i historien (Evan har et gammelt Rolleiflex-kamera med sig). Men at filme i sort-hvid vækker mindelser om gamle etnografiske undersøgelser. Dem, der er skrevet af ægte opdagelsesrejsende som Theodor Koch-Grünberg og Richard Evans Schultes, hvis dagbøger har været inspiration.

Den mageløse brasilianske fotojournalist Sebastião Salgado, der har taget smukke og rystende billeder af arbejdere i landskaber ikke ulig filmens, er tydeligt en anden inspiration. En af hans bøger hedder An Uncertain Grace – det kunne snildt have været en alternativ titel til filmen.