Skyggen af en helt

”Er det i orden, jeg filmer?” spørger filminstruktør Laurits Munch-Petersen, da han står foran sin mormors dør på Bornholm. En mormor, han aldrig har haft kontakt til. En mormor, der forviste sine døtre til København i trettenårsalderen, angiveligt fordi hun forbandt dem med deres far, Gustaf Munch-Petersen – den oprørske, surrealistiske digter og maler, der døde under de røde faner i den spanske borgerkrig.

Vi er i 1996. Laurits er taget til øen 50 år efter Gustafs død. Hans mål er at finde ud af, hvorfor mormoren har afvist hans del af familien, men levede et normalt liv med en ny mand og deres tre døtre.

Dokumentaren er en rekonstruktion bygget på dagbogscitater fra 1996, dengang han trådte uanmeldt op hos sin mormor.

Da han fremlagde sin idé om en film til succesdokumentaristen Anders Østergaard, var han med på den, og sammen udviklede de over årene en fusionsdokumentar, der desværre forvirrer mere, end den oplyser.

Havde mormoren bare været den rigtige mormor, og ikke en skuespiller, havde instruktøren haft filmmateriale til et potentielt mesterværk. Nu virker det bare lidt søgt, når han spørger, om han må filme.

Først efter filmen bliver publikum gjort opmærksom på, at Lisbeth bare er en skuespiller, og på den måde snyder han potentielt publikum til at tro, at den slagfærdige Lisbeth, der sender Laurits op i sengen og umiddelbart nægter at tale om fortiden, er hans rigtige mormor.

Vi bliver også fejlagtigt ledet til at tro, at han samtidig med sit familiebesøg har en datter nummer to på vej med sin kone, og på samme tid tager til Spanien for at genopleve Slaget ved Ebro, hvor hans far blev slået ihjel.

Det er følsomt og underholdende, hvis ikke man ikke ved, at det hele er en konstruktion. Det er fint med rekonstruktioner, men Laurits leger lidt for ivrigt med virkeligheden. Man bliver i tvivl, om Laurits tilfældigvis havner midt i Slaget i Ebro spillet af amatørskuespillere – som filmen påstår – eller han har planlagt at tage derned.

Jeg havde hellere set en ærlig, mere nøgtern fortælling om Gustaf og Lisbeths familieforhold frem for et stykke bearbejdet virkelighed, der dybest set handler om Laurits selv.

Heldigvis gør Ruth Brejnholm det fantastisk som Lisbeth. Når hun sparker til hunden, kører bil i byen, som det passer hende, og går i seng, hver gang Laurits spørger ind til fortiden. Det synes at være umuligt at nå ind på den gamle kælling.

Som middagene og dagene skrider frem hos Lisbeth, kommer han nærmere på sandheden takket være gode svømmeevner og en rød flaske vin. Det viser sig at blive en livsbekræftende og tårefremkaldende omgang.

Gamle breve lokker minderne frem og en umiddelbart følelseskold mormor udvikler et kærligt forhold til et barnebarn, der ligner sin morfar af udseende og har arvet kunst- og vandglæden.

Man aner Anders Østergaard, der er medmanuskriptforfatter på filmen, i den dramatiske opbygning med fiktionens redskaber og små features. Kulturpersoner som Ole Sohn og Asger Schnack får en kommentar med om Gustaf Munch-Petersen.

Filmen går desværre for langt, fordi man ikke kan regne ud, hvad der virkelig er sket, og hvad Laurits har iscenesat. Hans egen mor er desværre kun kort med, så vi får aldrig et grundigt svar på Laurits’ indledningsvise spørgsmål: Hvorfor afviste Lisbeth familien?

Jeg kan til fulde forstå, at Laurits har haft et ønske om at grave i sin familiefortid. Den er barsk og opsigtvækkende. Spørgsmålet er, om vi kommer tættere på virkeligheden med rekonstruktionerne, eller om kameraet burde have rullet allerede dengang i 1996, da Laurits modigt bankede på døren.