Skyggejagt

Skyggejagt begynder i sort med stemmer af smerteligt martrede mennesker. Så åbner en lastbil sit lad, og soldater genner forpinte mænd ud i en brændende ørken. Én falder om og dør med det samme, andre begynder deres ganske håbløse vandring ud i intethed og snarlig død. 

Vi er i Syrien i 2015. 

Så springer vi to år frem og kommer til Strasbourg. Filmens hovedperson Hamid har overlevet og bor i Frankrig, selv om han har fået asyl i Tyskland. Hamid har mistet sin kone og datter. I syv måneder blev han med hætte på hovedet udsat for alskens tortur: tørre tæsk, elektrisk stød, syre på kroppen og det, der er værre. 

Selv om Hamid er uddannet litterat, arbejder han nu som ufaglært, mere eller mindre ensom, introvert og bitter. 

Han er den traumatiserede antihelt, vi kender fra utallige spændingsfilm om samspilsramte og hævngerrige mænd. Det sidste har sat ham i forbindelse med en gruppe, som undercover forsøger at efterjage og straffe syriske krigsforbrydere, der er gået under jorden i Europa. 

Hertil har han kontakt med en europæisk kvinde, hvis mand døde i Syrien. Samtidig kommunikerer han med gruppen under dække af et voldsomt, krigerisk computerspil. 

Hamid mener, at han er på sporet af sin torturmester, som han aldrig har set i øjnene. Men han husker hans armbevægelser og navnlig hans heftige brug af aftershave. Og minsandten om han ikke får færten af en mulig kandidat i universitetsmiljøet. 

Så nu går katten efter musen-jagten ind. Det gælder om at bevise, at den mistænkte vitterlig er mishandleren, den sadistiske Harfaz, som Hamid hader af hele sit hjerte. 

Den franske debutant Jonathan Millets Skyggejagt havde sidste år verdenspremiere i et sideprogram på filmfestivalen i Cannes. Det er en på overfladen velkendt thriller om opsporing af en forbryder fra fortiden, som alligevel udarter sig helt anderledes. 

Ganske vist designer Millet sin historie efter jagtens regler med at skygge og identificere skurken. Men hver gang, filmen bliver traditionelt spændende i sin episke opsætning, dekonstrueres dens højdepunkter. Plottets dramatiske kurve afmonteres for at accentuere, at hævnen skal spises kold, og at den måske tilhører Herren, altså Allah. 

Filmen er trods sin afdramatiserende elan og distance hele tiden dybt fascinerende. Hamid møder en syrisk kvinde Yara i en flygtningelejr i byen. Med sin milde flirt gør hun ham opmærksom på, at den bedste gengældelse er at leve livet forfra og lade fortiden og de døde hvile i graven. 

Alt imens har han fået skærmkontakt med sin mor, der i en lejr i Beirut lider under tabet af familie og smerter i hoften. 

Hamid og Harfaz mødes i en samtale, som mimer den berømte snak mellem Robert De Niro og Al Pacino i Michael Manns gangsterklassiker Heat. Men nu viser Hamids torturbøddel sig at være ganske sympatisk, sågar hjælpsom. Omend på en tvetydig måde. 

Den fransk-tunesiske stjerne Adam Bessa er aldeles fremragende som den plagede Hamid. Østrigske Julia Franz Richter spiller hans kvindelige styringsleder Nina, som ønsker hævn for enhver pris. Hala Rajab er god som Yara, den barmhjertelige syrer, som hjælper Hamid til forsoning. Og så er der Tawfeek Barhom som den gustne Haffaz, der har lagt fortiden bag sig for at blive ægte franskmand. 

Skyggejagt er konstant fængslende med sine stille eksistenser, der er ramt af en stridsom skæbne. Den er en antikrigsfilm forklædt som thriller og farvelagt med en rørende indre humanisme, som opløser enhver binær opstilling i sort og hvid og sætter håbet højt over håbløsheden. 

Selv om filmen selvfølgelig er et politisk skrig mod Syriens nu forgangne diktatur, er den også et signalement af menneskelighed blandt overlevere, stedt i sørgelige omstændigheder. 

At Assads regime siden er faldet, gør kun dens tematiske valg mellem håb og hævn mere aktuelt.