Skiftet

I det herrens svenske år 1958 får Sverige den idé at indforskrive kvinder som politibetjente. Eller snarere som politikonstabler, der i vort kære broderland stadigvæk går rundt med sabler ved siden.

Det sker i folkehjemmet, før IKEA bliver til et internationalt møbelimperium, da Volvo stadig mest er kendt som en habil lastbil, og Hennes & Mauritz endnu ikke beklæder alverden i smart og billigt stangtøj.

Og måske nok så vigtigt: Der er syv år til, at forfatterparret Sjöwall & Wahlöö begynder deres ti-binds krimiværk, som er meget kritisk over for korpsånden i det svenske politivæsen. Lovens lange arm fremtræder ofte som en toksisk maskulin krop, der både er enøjet mandschauvinistisk og fremmedhadsk fascistisk.

De aspekter har den fremragende feministiske og gennemført flotte serie Skiftet på Netflix med i fuld flora.

Her møder vi den idealistiske Carin, der både har gåpåmod og en kæreste fra Handelsskolen. Den rapkæftede og egenrådige Siv, tidligere skønhedskandidat i sin provinsielle hjemegn. Samt Ingrid den pæne borgerkvinde, i hvis lejlighed de tre kvinder søstersolidarisk bor sammen.

Alle tre bliver sat ind som politiføl i en af landets hårdest belastede kriminelle kvarterer i Stockholm – Klara, som overvejende består af ludere og lommetyve, sutter og alfonser, smågangstere og salonen med illegal abort.

Megen opbakning får de ikke fra de mandige kolleger, som skoser dem konstant og krasbørstigt, hvis de overhovedet gider tale med, endsige omgås dem. Tidsånden er tværtimod stædigt og vedvarende præget af, at kvinder er til køkken og andre kvindesysler, at føde børn og overvejende holde deres kæft.

Carin, som er den mest entreprenante af de tre politikvinder, nærmest snubler ind i en affære om en alfons og hans sexarbejdere. En af dem trækker tråde til politiet. Alfonsen har noget på chefen, og selv om Carin klapper ugler op af politiets mose, træder det mandlige frimureris uskrevne love i kraft.

Politiet holder hånden over hinanden, kammerateri overtrumfer til hver en tid korruption. Så Carin får ørerne i maskinen, imens stræbsomme Siv indleder et tvivlsomt forhold til en kriminalassistent, og Ingrid indvies i politiets fascistiske broderskab af kraftige håndvåben og koldkrigerisk antikommunisme.

Skiftet har altså et tematisk og feministisk katalog, der er fyldt til bristepunktet. Men i denne atmosfæriske periodekrimi falder det på plads i en særligt svensk kontekst: et forholdsvis neutralt land, som aldrig lod sig præge af Anden Verdenskrigs modstandsbevægelse med en voksende politisk og social emancipation for kønnene. Og hvor kvinder aktivistisk kunne være en del af krigslignende tilstande, handlekraftige i en krisesituation.

Man kan i hvert fald konstatere, at der er flere dumme svin på den svenske politistation end i en middelstor dansk svinefarm. Det er dog seriens eneste egentlige svaghed: At alle mænd synes skåret over samme læst af kyklopisk kvindeforagt og total mangel på omstillingsparathed.

Som mand bliver man måske mest slået af, hvor betonagtigt portrættet af tidens mænd er – uanset socialt lag.

Josefin Asplund er rørende og overbevisende som den stærke, men også sårbare Carin, der ikke stiller op for bollemælk – og som i denne første sæson betaler prisen på alle fronter. Agnes Rase giver os en snarrådig Siv, der så gerne vil frem i karrieren, men hvis kønsdrift foreløbig synes at spænde ben for ambitionerne.

Malin Persson er den milde, men nysgerrige Ingrid, der gradvist bliver draget mod skydevåben og brutale mænd – et spor, der kan love en mere spændende rolle i en kommende sæson, som slutningen næsten lover.

For vi efterlades med en politichef med et kvindesyn fra stenalderen og en moral som kviksølv, mens politifascismen bestemt ikke synes aftagende.