Sir

Der er noget meget velkendt, men også forfriskende nyt ved indiske Rohena Geras spillefilmdebut Sir. 

Det er en nutidig askepot-historie, hvor fattig møder rig og på trods af samfundets manglende billigelse alligevel forelsker sig. Det er unægtelig en historie, man har hørt før, men instruktøren eksekverer den med så megen charme og varme, at man bliver revet med. 

Det er befriende med en indisk film, der for en gangs skyld ikke foregår i slummen, men i Mumbais øvre samfundslag. Vi får et andet og nuanceret blik på et hurtigt udviklende land. Samtidig formår filmen at give en indsigtsfuld skildring af landets rigide sociale orden og kastesystemets traditionalisme, som berører både rig som fattig.

Den unge Ratna arbejder som husholderske for den moderne og kosmopolitiske Ashwin i Mumbai.

De kommer fra to forskellige verdener. Ratna fra en fattig familie i en lille landsby på landet og Ashwin fra en velhavende familie i storbyen. Men det til trods deler de en lignende skæbne.

Ratna er enke. Manden, hun blev gift med, døde tidligt i ægteskabet. Ashwin har kort efter sit bryllup fortrudt på grund af rygter om utroskab.

Begge står de alene tilbage. Men hvor mandens død har givet Ratna muligheden for at drømme og realisere sig selv i storbyen, er Ashwin trist og opgivende. 

Men livet er ikke forbi, som Ratna konstaterer. Hun fornemmer, at Ashwin har opgivet drømmen om at være forfatter og blogger i New York for at hjælpe faren i hans entreprenørvirksomhed. Selv drømmer Ratna om at blive modedesigner, og deres bekendtskab giver Ashwin glæden tilbage og Ratna nye muligheder.

Sød musik opstår, men deres kærlighed er forbudt og dømt til at bukke under. Men gudskelov gør Sir ikke den umulige kærlighedshistorie til omdrejningspunktet. I lige så høj grad vægter filmen drømmene og det emancipatoriske potentiale i Ratna.

Det er dybfølt og ægte, når Ratna falder for den sympatiske og hjælpsomme Ashwin. Men den sande glæde opstår, når hun kigger på modetøj og får lov til at følge et sykursus. Hun drømmer om at blive til noget, og det er den nye frihed, der giver hende en særlig glød.

Filmen fortæller helt grundlæggende Ratnas historie, og alene Tillotama Shomes præstation er i stand til at bære dramaet. Det er svært ikke at holde af hende, og det er mere end forståeligt, at Ashwin er villig til at tage imod omverdenens hug for at være sammen med hende.

Samspillet mellem Tillotama Shome og Vivek Gomber er elektrisk. Det oser af seksuelle spændinger, når de tager elevatoren. På husets tag drømmer de sammen, mens de skuer ud over Mumbai. For en stund er kastesystemet sat ud af kraft.

Desværre er Ashwins karakter ikke lige så helstøbt og overbevisende. Han virker noget tam og er måske også lidt for god til at være helt troværdig.

Vi befinder os mest i Ashwins ungkarlehybel, og fotografen Dominique Colin glider fornemt mellem lejlighedens forskellige rum. Han viser både afstanden imellem de to mennesker og den intimitet, der nu engang opstår ved at bo under samme tag.

Men billederne er så polerede, at man får en sær lyst til at tage en tegnestift og kradse i dem. Det samme gælder historien, der er svækket af sentimentalitet.

Parrets kærlighed er umulig, fordi samfundet ikke vil acceptere den, men for alvor i dybden med konflikten kommer vi aldrig.

Men alt det vil man hellere end gerne tilgive, for her er endelig et drama fra et overset filmland, som har noget på hjerte.

Sir blev udtaget til parallelkonkurrencen Sameine de la Critique i Cannes sidste år og vandt publikumprisen på festivalen World Cinema Amsterdam. Der er noget, der tyder på, at Indien har fået en ny, lovende filmstemme i Rohena Gera.