Biografanmeldelse
02. juli 2021
Shithouse
Da følsomme Alex (Cooper Raiff) møder den selvsikre Maggie (Dylan Gelula), slår det gnister i Shithouse, der er noget så usædvanligt som en ungdomskomedie uden lagengymnastik. Foto | Rachel Klein

Shithouse

For næsten ingen penge er det lykkedes Cooper Raiff at lave en legesyg og overraskende dybsindig ungdomskomedie om ensomhed på et amerikansk universitet.

Af Nicki Bruun

Hvis ungdomskomedien American Pie og Richard Linklaters Before-trilogi havde haft en nat med ubeskyttet sex, ville Shithouse være deres aparte kærlighedsbarn.

Filmen byder på drukrelateret opkast, når unge mennesker forsøger at finde en sengepartner blandt det modsatte køn. Men bag den latrinære titel gemmer sig en overraskende dybsindig fortælling om ensomhed på et amerikansk universitet.

Unge Alex er rejst fra sin mor og søster i Texas for at studere i Californien. Her er han blevet installeret med en værelseskammerat, der bruger mere tid på at ryge tjald og se standup-videoer på computeren end på at snakke med sin nye sambo.

Det er ikke en morsom gimmick, men udtryk for afgrundsdyb ensomhed, når Alex’ tøjbamse taler til ham og giver venskabelige råd.

Bamsen bliver ikke vakt til live med filmmagi og gjort sød og sjov – eller grov som i Ted. Den bevæger sig faktisk overhovedet ikke, og kun gennem undertekster kan man se, hvad Alex hører den sige.

Det er allerhøjst magisk køkkenvaskrealisme!

En nat holder universitetets udskejende broderskab Shithouse en fest, som Alex sniger sig med til for at møde nogle mennesker. Unge brushaners vilde eskapader er et fast element i den genre af løsslupne universitetskomedier, der blev grundlagt med Animal House fra 1978, men i Shithouse er det faktisk kvinderne, der er mest udfarende.

Da en ung kvinde vil i seng med Alex, stikker han af og ringer til sin mor – en ømt medrivende Amy Landecker, bedst kendt fra Transparent – og ender med at græde i telefonen, fordi han føler sig alene.

Det er ikke sidste gang, han lader følelserne få frit løb, og filmen vælger undervejs ofte vittighederne fra for at ramme noget mere emotionelt.

Shithouse er skrevet og instrueret af 23-årige Cooper Raiff, der også spiller hovedrollen. Han kastede sig lidt tilfældigt ud i filmproduktion, fordi han ikke havde planer for den obligatoriske spring break, hvor studerende ofte rejser til varme himmelstrøg i USA for at feste.

Så han brugte sin ferie på at samle en flok venner og indspille en kortfilm, som senere blev udviklet til det længere format i Shithouse.

Det er tydeligt, at filmen er selvbiografisk. Der er en aura af levet liv i samtlige situationer, som får Alex’ møde med den selvsikre Maggie (Dylan Gelula) til at slå gnister. Også hun tager styringen i soveværelset, men det lykkes heller ikke dem at have sex, fordi han er nervøs.

Det føles revolutionerende med en college-komedie, hvor der ikke bliver dyrket lagengymnastik.

I stedet bruger de natten sammen på at tale om alt fra deres forhold til fædrene, som er henholdsvis død og ude af billedet, over fælles farveblindhed til troen på gud. Der er samme naturlighed i replikudvekslingen, som når Jesse og Celine i Before-trilogien lærer hinanden at kende.

Shithouse blev et mindre fænomen på den amerikanske indie-scene, da filmen vandt juryens pris på den corona-ramte festival SXSW i 2020.

Det er vitterligt imponerende, at Cooper Raiff uden erfaring og med et budget svarende til et højskoleophold har skabt en film befolket med ægte mennesker. Selv den storfestende sambo udvikler sig undervejs.

Og på den måde skriver Shithouse sig ind i en tradition af friske ungdomskomedier som Superbad, Booksmart og Adventureland, der ikke bare er sjove, men også interessante karakterstudier.

Referencerne sidder måske lidt løst i ærmet, men i sit afslappede tempo lykkes det filmen at blive sin egen. Shithouse omskriver ikke genrens regler – som Linklaters Dazed and Confused gjorde det – men det er en stærk debut fuld af ungdommelig, legesyg charme.

Og så byder den på morsom dialog, som når Alex må hjælpe sin plørefulde værelseskammerat med at skifte tøj: ”Jeg ved godt, det er dine gode bukser, men du har skidt i dem!”

Titel:
Shithouse

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Cooper Raiff

Manuskript:
Cooper Raiff

Medvirkende:
Cooper Raiff, Dylan Gelula, Amy Landecker, Logan Miller

Spilletid:
95 minutterr

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
8. juli

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. maj 2026
Dust Bunny

Dust Bunny

Cph:Dox 2026
15. mar. 2026
Jenny – et portræt af Lydmor

Jenny – et portræt af Lydmor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro