She Said

Det er nemt at glemme, at det var gammeldags journalistisk håndværk, der for alvor sparkede #MeToo-bevægelsen i gang i 2017.

Tiden havde længe været moden til et opgør med magtmisbrug og sexchikane. Men det store startskud til samfundsforandring kom, da New York Times-journalisterne Jodi Kantor og Megan Twohey fik en række ofre til at stå frem med navn og anklage filmmogulen Harvey Weinstein for systematiske overgreb.

I dag sidder han i fængsel for voldtægt.

She Said er baseret på Kantor og Twoheys bog om deres arbejde med sagen og handler meget mere om journalistik end om #MeToo og Hollywood.

For selv om Weinstein-sagen er fyldt med både glamour og skandale, styrer filmen let og elegant uden om alt det kulørte.

Vi ser kun Weinstein en enkelt gang – endda bagfra – og kendisskuespilleren Gwyneth Paltrow, der var en anonym kilde i sagen, bliver heller ikke vist.

I stedet hviler kameraet næsten konstant på Zoe Kazan og Carey Mulligan i rollerne som de kompetente, men ellers ret ordinære journalister, der bøvler med et uoverskueligt opgravningsarbejde.

Vi ser dem famle i blinde på Google med tusind faner åbne og få afslag på afslag på afslag fra potentielle kilder.

Vi ser dem tage telefonen på alle tider af døgnet for at tale med de få kilder, de har, og for at diskutere lavpraktiske beslutninger med deres redaktører.

Vi ser dem copypaste citater ind i sidste øjeblik og gennemlæse artiklen en sidste gang, inden der endelig bliver trykket på ”udgiv”.

Instruktøren Maria Schrader formår at skabe en uhyre detaljeret og realistisk skildring af den journalistiske proces, der på trods af sit langt fra kulørte filmsprog aldrig bliver kedeligt.

Det er en slags stilistisk efterfølger til Oscar-vinderen Spotlight, der har en lignende kontant og uhøjtidelig tilgang til afsløringerne af systematiske overgreb på børn i den katolske kirke.

Men hvor Spotlight konsekvent er usentimental, beskæftiger She Said sig i høj grad med de følelsesmæssige konsekvenser af den opsøgende journalistik.

Både for journalisterne – der døjer med stress, pres på hjemmefronten og de sædvanlige juridiske trusler – men også for kilderne.

Filmen tager sig overordentligt god tid til at forstå hver enkel kildes indre kamp, da de bliver kontaktet, og vi forstår til fulde, hvorfor de tøver med at deltage.

De frygter såvel de juridiske konsekvenser som offentlighedens dom. Men mest af alt frygter de, at artiklen bare bliver endnu et ubrugeligt stykke papir, mens Weinstein fortsat nyder sit lidende harem.

Det er ekstremt grænseoverskridende at skulle fortælle sine mest intime hemmeligheder til en fremmed journalist. Ligesom det er dybt surrealistisk, når ens job er at opsøge folk og tvinge deres værste minder ud af dem.

Twohey reagerer ved at forholde sig mere og mere kynisk til de ting, hun hører. Imens kommer Kantor gennem Zoe Kazans store øjne til at afsløre, hvor overvældet og desorienteret hun er af de groteske fortællinger.

I en særligt stærk scene rejser Kantor hele vejen til Storbritannien, hvor en potentiel kildes mand er alene hjemme. Udmattet kommer hun til at fortælle manden om artiklen, inden hun finder ud af, at han ikke havde nogen anelse om sin kones fortid med Weinstein.

Midt i indkørslen forvandler den ellers så dygtige journalists ansigt sig til en ildrød pinlighedsgrimasse, mens manden bliver mere og mere chokeret. Efter den lange rejse har hun nu meget travlt med at komme væk.

She Said er en hyldest til den grundige avisjournalistik, men også en selvkritisk skildring af svaghederne i mediet.

For Kantor og Twohey begår også fejl, og selv om afsløringerne er nødvendige, har de også alvorlige konsekvenser for de kilder, der modigt stiller sig frem med navn.

I en tid, hvor sandhedsbegrebet er under angreb, og misinformation spreder sig hurtigere end covid, er det stærkt med en film, der hylder den seriøse journalistik og uforfængeligt bringer os ind i maskinrummet.