Serieanmeldelse
24. jan. 2019
Sex Education
Teenagerne Otis (Asa Butterfield) og Maeve (Emma Mackey) kommer hinanden nærmere på en lettere akavet måde til seksualundervisning på skolen. Foto | Jon Hall

Sex Education

Underholdning og oplysning går op i en højere enhed, når den kejtede Otis giver sine high school-venner råd om sex.

Af Laura Dyhrcrone

Det er ikke overraskende, at sekstenårige Otis hverken kan onanere eller fantasere. Han er vokset op med en frembrusende sexolog-mor (Gillian Anderson), der jævnlig får besøg af mandlige bejlere og har højlydt samleje i terapilokalet, som er prydet med fallossymboler og vaginareferencer.

Selv om tanken om lidenskab og intimitet giver Otis (Asa Butterfield) kuldegysninger og vejrtrækningsproblemer, ved han alt om sex på et teoretisk plan. Og snart begynder han at agere sexterapeut for sine jævnaldrende, stangliderlige high school-venner. Det gør han sammen med den mystiske, men over-cool Maeve (Emma Mackey), som han er hemmeligt forelsket i.

På forstadsskolen findes alle typer elever, og det viser sig, at samtlige af dem er seksuelt frustrerede. Desperate opsøger de Otis, den selvudnævnte sexolog i et rustent skur, væk fra skolens centrale murstensbygninger.

Ingen er for fine eller for seje til at bede om rådgivning. Hverken overklasseløgene, elitesportsudøverne eller tabertyperne.

Godt nok har eleverne på Moordale High påfaldende britiske accenter, og vi befinder os højst sandsynligt i en forstadsflække i Wales. Men ser man bort fra lokaliteten, peger alt andet ved serien – fra karakterernes vanvittige outfits – til det 60’er-inspirerede soundtrack i retning af en våd, amerikansk high school-drøm.

Teenageeleverne bliver spillet af skuespillere i midten af tyverne, og det føles sommetider komisk og fremmedgørende at se voksne og velproportionerede mennesker spille ranglede, pubertetsramte unge.

Vi kender high school-klichéerne fra de amerikanske film. Der er snobberne, som spankulerer rundt i kliker på skolegangene og slår om sig med ondskabsfulde replikker. Der er den populære machofyr, der imponerer med sit vaskebræt, og den mystiske, men overlækre pige, som alle andre jævne elever svinger mellem at frygte og beundre.

Og så er der naturligvis bænkevarmeren, som kører med cykelhjelm til skole og går i kikset tøj, men alligevel på mirakuløs vis formår at vinde den uopnåelige, mystiske piges hjerte.

Sex Education er ingen undtagelse. Serien viger ikke uden om klichéerne, men intet er helt, som det ser ud til på Moordale High, og serien byder på et forfriskende greb om en genre, mange af os efterhånden er kørt træt i.

De unges udfordringer stikker langt dybere end i det gængse amerikanske teendrama, og en del af problematikkerne er nogle, som især unge piger desværre alt for ofte støder på i den virkelige verden.

Alt fra bodyshaming, hævnporno og onani bliver taget op, og Otis’ rådgivning er velovervejet, sympatisk og, ikke mindst, feministisk.

Når han giver eleverne sextips, taler han ikke kun til seriens fiktive personer – mand/kvinde, populær/upopulær, hetero/homo, rig/fattig – han taler også til os, publikum, og tvinger os til at reflektere over vores eget syn på sex.

Man kan kun håbe, at de unge piger i dag holder op med at sukke over pladderromantiske og idealiserede sexhistorier fra Vi Unge-bladene, og at de unge drenge dropper den meningsløse porno – for i stedet at se Sex Education på Netflix.

Mit sekstenårige ”jeg” kunne i hvert fald godt have brugt et råd eller to fra den kejtede Otis og hans venner fra Moordale High.

Titel:
Sex Education

Land:
England, USA

År:
2019

Serieskaber:
Laurie Nunn

Medvirkende:
Gillian Anderson, Asa Butterfield, Emma Mackey, Ncuti Gatwa

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
11. januar på Netflix

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
07. apr. 2023
Sick of Myself

Sick of Myself

Serieanmeldelse
30. nov. 2021
MeToo: Sexisme bag skærmen

MeToo: Sexisme bag skærmen

Biografanmeldelse
26. juni 2021
Sæson

Sæson

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro