Biografanmeldelse
06. mar. 2013
The Sessions
John Hawkes spiller en sympatisk digter, der ligger i jernlunge og kun har én drøm: At miste sin mødom, før han dør. Helen Hunt kommer ham til undsætning. Foto | Sarah M. Golonka

The Sessions

I kanonen af skuespillere, der agerer med begrænset mobilitet, vil John Hawkes’ præstation i den varme The Sessions stå som en af de ypperste.

Af Leslie Felperin

Hvis man studerer, hvilke film der vinder Oscars og lignende priser – især i USA – står det hurtigt klart, at stemmeafgiverne elsker film om autentiske mennesker, der med varme, humor og mod overkommer hindringer som mentale problemer (Et smukt sind), fysisk handicap (Min venstre fod, Coming Home) eller god gammeldags social skævvridning (Erin Brockovich).

På papiret er The Sessions således ultimativ prisuddelings- madding. Den respekterede, men også lidt oversete karakterskuespiller John Hawkes spiller hovedrollen som den autentiske Mark O’Brien, en sympatisk digter, der lider af polio og har levet langt de fleste af sine 38 år med en jernlunge. Mark er inkarneret katolik, men ingen helgen. Han er en bundærlig, almindelig og let usikker fyr, der kun har ét ønske: at miste sin mødom, før han dør. Et mål, han rettidigt indfrier med hjælp fra sex-terapeuten Cheryl (Helen Hunt).

Når man tænker på, hvor varm, trist og tiltalende The Sessions er, er det et mysterium, at filmen kun fik én eneste Oscar-nominering, for netop Helen Hunts birolle. Konkurrencen var barsk i år, men måske skyldes det også, at filmens emne simpelthen er for pinligt eller akavet for mange i Akademiet. Den behandler sine seksuelle tematikker med behørig takt, men med de ret direkte skildringer af for tidlig ejakulation, oralsex (der er afsættet for en af filmens mest vellykkede jokes) og sex med prismærke på er The Sessions lige så ublufærdig som den kønne, naturlige Cheryl, der omhyggeligt forklarer, at forskellen mellem en sexterapeut og en prostitueret er, at hun ikke er interesseret i faste kunder. Mark kan kun få seks sessioner med hende.

Mark selv kæmper med skam og skyld, ikke mindst forårsaget af en streng katolsk opdragelse. Instruktør Ben Lewin undgår på intelligent vis at forfalde til alt for meget voice-over ved at udforske Marks følelser og tanker i hans skriftemål hos Father Brendan (William H. Macy), formentlig den sejeste præst i nyere filmhistorie. Han giver Mark det afgørende skub mod at springe ud i det og hyre en sexterapeut, selvom det betyder, at han skal bedrive hor uden for ægte- sengen. ”Jeg har på fornemmelsen, at Gud lader dig få en fribillet lige i den her omgang,” siger han lakonisk.

The Sessions handler om en person, der betaler for sex, men uventet bliver det også en historie om kærligheden i alle sine komplicerede, ukonventionelle manifestationer.

Mark og Cheryl falder en lille smule for hinanden – eller det vil sige, han falder pladask, hvilket hun prøver at afvise som ”overføring”. Udviklingen overrumpler dem begge.

Filmen er dog mindst lige så vedkommende i sin skildring af mere platoniske former for kærlighed, særligt mellem Mark og hans forskellige plejere, som den kontante Vera (Moon Bloodgood med vidunderligt deadpan-spil), tyksakken Rod (W. Earl Brown) og den lidt nervøst anlagte Amanda (Annika Marks), der flipper ud, da Mark frier til hende.

Og samtidig – i et par få, men lysende scener – kommer manuskriptet omkring de komplekse lag af ømhed, der er i Cheryls forhold til hendes arbejdsløse (pseudo-) filosof af en mand (Adam Arkin). 

Som instruktør er Lewin en smule træg og tv-agtig, men der er ikke noget at udsætte på hans hengivenhed over for karaktererne og evne til at instruere skuespillerne, der alle leverer sublime præstationer, særligt Hawkes, som med ikke meget mere end et par sjælfulde øjne og en forreven stemme puster liv i sin karakter. I den lille, men vigtige kanon af skuespillere, som agerer personer med begrænset mobilitet, vil hans præstation stå som en af de ypperste.

Land:
USA

År:
2012

Instruktør:
Ben Lewin

Manus:
Ben Lewin

Medvirkende:
John Hawkes, Helen Hunt, William H. Macy, Moon Bloodgood, Annika Marks, Adam Arkin

Spilletid:
95 min.

Premiere:
7. marts

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
24. juli 2025
All We Imagine as Light

All We Imagine as Light

Biografanmeldelse
09. sep. 2024
Kun os to

Kun os to

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Sparta

Sparta

Biografanmeldelse
10. juli 2023
Bror og søster

Bror og søster

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten