Serietecknaren

Problemet med at give to stjerner til en film som Serietecknaren er, at det er glimrende markedsføring.

Den form for provokationshumor, som den svenske, Kickstarter-finansierede komedie beskæftiger sig med, trives nemlig bedst under kras kritik. Så kan skaberne fremstå som frække drenge i modvind.

Filmens hovedperson og instruktør er Simon Gärdenfors. Han startede karrieren som tegneserieforfatter og blev siden provokomiker, rapper og skaber af YouTube-serien Mina problem, som Serietecknaren (Tegneserietegneren)er en slags spin-off til.

Det er netop rejsen fra den svenske tegneserieundergrund til berømmelse og shitstorm, der er historien i den semibiografiske komedie.

Karakteren Simon vader gennem livet med sixpence, bøvet smil og meget lidt andet. Det eneste, som lader til at optage ham, er emnet pædofili – ikke som et psykologisk interessant og kompliceret fænomen, men som chokeffekt, der skal tvinges ind i samtlige samtaler, han deltager i.

Dette lidt specielle karaktertræk kunne måske have ført til en fængende hovedperson, hvis det blev udfordret. Men i Serietecknaren omgiver Simon sig næsten udelukkende med andre provokationslystne typer, der med død stemme og skolegårdssmil jammer med på vittigheder, primært om overgreb mod børn.

90 procent af dialogen lyder som standup fra slutningen af 00’erne, hvor tourettes-agtige udbrud gjorde det ud for underholdning.

I starten virker det som et originalt greb, at sekvenserne er skudt som usjove svadaer, leveret lavmeldt hen over rolig hawaiiansk musak. Men charmen forsvinder hurtigt, og mange scener føles som et fængsel.

Et af de vigtige vendepunkter er skabelsen af musikvideoen The Baby Dance, som den virkelige Simon Gärdenfors udgav sammen med kumpanen Anton Magnusson i 2015.

Et gensyn afslører en demonstrativt umusikalsk produktion med omkvædet ”Rape the newborn baby”, som vakte en del forargelse. Duoen valgte selvfølgelig at puste til ilden med et svar på kritikken:

”Vi lavede sangen, fordi vi ønsker, at flere skal udsætte børn for seksuelle overgreb. Hvis vi lykkes med at få bare én person til at udnytte et barn seksuelt, som ellers ikke havde oplevet det, så har vores arbejde ikke været forgæves. Pengene og berømmelsen er kun en bonus.”

Den sarkastiske udmelding rummer faktisk en smule absurd humor, men at se de ekstremt selvtilfredse sangskrivere klappe hinanden på skulderen, er ret tåkrummende.

Problemet er faktisk ikke, at vittighederne er stødende, men at de er så lammende uopfindsomme. Især her i 2025, hvor jokes om børneovergreb virker nærmest mildt sammenlignet med, hvad der ellers skrives på internettet og siges af verdens magthavere.

Hvis der er nogle ægte tabuer tilbage i vor tid, bliver de ikke brudt af skandinaviske mænd, der grinende leger pædofile i hver sin sofa. Hvad med en komedie, hvor hovedpersonen rent faktisk er pædofil? Dét ville være farligt og måske endda sjovt.

Hen imod slutningen af Serietecknaren forsøger Simon at finde frem til en virkelig overgrebsmand i form af den pensionerede tegneserieredaktør DC-Bengan. Under pandemien kan Simon ikke lave standup, så han håber, at DC-Bengans historie kan blive til en kontroversiel tegneserie. Men også det ender som en fuser.

Filmen fokuserer i stedet på Simons opgør med sin tidligere ven Iggy (David Wiberg), hvilket kulminerer med en kunstig undskyldning og mere plat pingpong.

Det mest interessante er indblikket i Stockholms indspiste tegneseriemiljø, som er charmerende skildret trods et budget på kun 500.000 svenske kroner. Her lå ellers potentialet til en interessant film om en mand, der lever af at støde folk – men Serietecknaren har ingen lyst til at udfordre sin hovedperson.