September 5

I vore dage går de mest grufulde nyheder verden rundt på et øjeblik. Få sekunder efter, at en bombe falder i Gaza eller Ukraine, kan eksplosionen ses på sociale medier eller i fjernsynet, mens nyhedskanaler som CNN eller Al Jazeera holder os klinet til skærmen med breaking-bjælker.

Vi er så overlæsset med billeder af elendighed, at vi mister følsomheden over for dem. Hellere det end at blive overvældet af sorg.

I Tim Fehlbaums forfriskende og gribende September 5 føres publikum tilbage til arnestedet for vor tids katastrofejournalistik: terrorangrebet under OL i München i 1972.

Her tog palæstinensiske terrorister næsten et dusin israelske atleter som gidsel. Angrebet fik en tragisk udgang, og for første gang kunne fjernsynspublikummet følge det live.

Det autentiske drama September 5 viser os de tekniske udfordringer og nervepirrende beslutninger, som et modigt og opfindsomt amerikansk nyhedshold måtte træffe for at rapportere om krisen, mens den fandt sted.

Sportsreporterne fra kanalen ABC, der anføres af den skånselsløse Roone Arledge (Peter Sarsgaard), venter sig en døsig weekendvagt i den olympiske landsby med discipliner som løb, længdespring og svømning. Men tidligt om morgenen affyres skud i sovesalene, hvor det israelske brydehold opholder sig. Snart forlyder det, at en palæstinensisk gruppe ved navn Black September har dræbt to af atleterne og taget resten til fange.

Uden at spilde et sekund sætter den ambitiøse unge producer Geoff (John Magaro fra Past Lives) alt ind på at dække krisen sammen med en broget skare af reportere, kameramænd og en enkelt tysk oversætter (Leonie Benesch fra Lærerværelset).

Hvor enhver med en smartphone i dag har en direkte forbindelse til omverdenen, krævede liveudsendelse i 1972 gigantiske kameraer tilsluttet en upålidelig satellitforbindelse. Optog man med skjult kamera – som reporterne gjorde, da de indfangede de berømte optagelser af en maskeret terrorist på sovesalens balkon – var man nødt til først at få filmen fremkaldt.

Tim Fehlbaum, der har skrevet manuskriptet sammen med Moritz Binder, skildrer fascinerende, hvordan Geoff og hans hold overvinder datidens teknologiske benspænd. Reportereren Peter Jennings (Benjamin Walker) kommenterer optagelserne over telefonen, og en kameramand må klæde sig ud som amerikansk atlet for at smugle 16mm-filmruller ud af farezonen.

Lange, nervøst håndholdte optagelser følger skuespillerne, som de ræser rundt på redaktionen på jagt efter sandhed og seertal. Peter Sarsgaard er perfekt som den hårdføre producer, der ikke tøver med at udnytte krisen til at fremme sin egen karriere. Men John Magaros Geoff er filmens moralske kompas, der stiller spørgsmålstegn ved det etiske i at udbasunere den igangværende katastrofe for hele verden.

De teknologiske begrænsninger giver holdet tid til at reflektere over, hvad det indebærer at lade hele verden overvære en diplomatisk krise og personlig tragedie fra første parket.

Hvad betyder det for atleternes pårørende? Hvad betyder det for de palæstinensiske fanger, som terroristerne ønsker at få løsladt? Og hvad vil det betyde, hvis terroristerne bruger liveudsendelserne til at få overtaget i forhandlinger med politiet?

September 5 er ikke en politisk film.

Den dykker aldrig ned i den brutale konflikt, der stadig sætter Mellemøsten i flammer. Men det er en moralsk film, som beder publikum forholde sig til de menneskelige omkostninger, det kræver at være først med nyhederne, når der er liv på spil.

At sportsreporterne lykkedes med deres foretagende, er en historisk kendsgerning, og instruktør Tim Fehlbaum blander effektivt scener, hvor nyhedsfolkene vender disse dilemmaer, med de autentiske udsendelser fra dagen.

Deres succes var bittersød og et varsel om de katastrofer, vi i dag kan bevidne hvor som helst og når som helst.