Selvmordsturisten

Max er lykkelig gift med Lærke, men lykken er som bekendt lunefuld. Midt i deres velordnede middelklasseliv har Max fået en tumor i hjernen, som viser sig være dødelig.

Han er forsikringsmand, og via en sag med en enke, som skal bevise, at hendes forsvundne mand er død, kommer han på sporet af det afsidesliggende Aurora Hotel. Det har specialiseret sig i at arrangere selvmord for mennesker, hvis dårlige helbred er uhelbredeligt.

En dag tager Max op højt mod nord for at afslutte sin tilværelse i værdig frivillighed. Eller gør han nu også det?

Instruktør Jonas Alexander Arnby har med et ualmindeligt fermt manuskript af Rasmus Birch sat alt i kronologisk orden krydret med overrumplende spring.

Selvmordsturisten glider isnende koldt og konstant uhyggeligt derudad som en fortløbende historie. Men en svulst i hjernen kan skabe syner, især når den samtidig stimuleres af sprut og stoffer – eller andre stimulanser, som skal gøre den sidste rejse behagelig og smertefri.

Jonas Alexander Arnby debuterede i 2014 med den anmelderroste og prisbelønnede varulvegyser Når dyrene drømmer. Her kommer så den svære toer, og den indfrier alle forventninger, han søsatte med etteren.

Selvmordsturisten er en spændende og inciterende tour de force ud i gysergenren, som befinder sig i grænselandet mellem science fiction og en psykologisk kærlighedsfilm.

Der findes allerede i dag selvmordsklinikker. Men de er forhåbentlig ikke som Aurora oppe i sneklædte fjelde, hvor patienter bliver ekviperet i luksusudgaver af den spartanske koncentrationslejrdragt. Mystiske ting og skumle sager foregår blandt tavse vogtere, som fremstår rare og venlige, men bag den sympatiske maske er de selvmordets servitricer.

Max har forladt sin kone en tidlig morgen, men mener at se hende her og der i hotellets klinisk hvide korridorer. Ligesom i Tarkovskijs hallucinerende Solaris bevæger vi os ind i en geografi, hvor virkelighed og blændværk veksler på dæmonisk og dragende vis.

Nærmest som et genremæssigt pusterum midt i al det grusomt forfærdelige citeres også en anden klassiker, nemlig Invasion of the Body Snatchers fra 1956.

Jonas Alexander Arnby tager listigt sin tid med den kuldslåede, hypermoderne arkitektur og et interiør, hvor omgivelsernes naturlige fjeldterræn med birketræer og vandfald sættes i kontrast til kurstedet kunstige og glasklare indretning i generøs luksus.

Alt er iscenesat i med befriende og billedmættet minimalisme. Hvert klip er nødvendigt, hver indstilling intimiderende med glidende kameraføring, der er tilsat meget lidt, men accentuerende underlægningsmusik af Mikkel Hess.

Temaet om retten til at tage sit eget liv og meningen med det, er anede undertoner i hele den nervepirrende intrige. Findes der kun én vej ud af dette kunstige paradis på turen til det store mørke?

Nikolaj Coster-Waldau er fremragende som den stille, mismodige og mutte Max, der tilsyneladende er stedt fortabt i hotellets labyrinter i almindelighed og i sine egne syner i særdeleshed. Svenske Tuva Novotny er lige så glimrende som den dunkelhårede hustru Lærke, som umiddelbart er ligetil og åben, men alligevel fåmælt og indelukket.

Solbjerg Højfeldt – altid præcis og perfekt som femme fatale – er snedronningen i dette dødens kølehus, hvor du kan dø så skønt, som det passer dig. Sonja Richter er fint anvendt som vejviseren til den endelig udvej.

Og så er der internationale skuespillere: belgiske Jan Bijvoet som stedets skumle direktør, tyske Johanna Wokalek som en kvinde mere livsglad, end hotellet bryder sig om, samt norsk-amerikanske Kaya Wilkins som dødens syngende engel i en natlig seance.

Selvmordsturisten er mesterlig, en lille film om et meget stort emne.