Scooter Boys

Alle har brug for et fællesskab, og enhver generation må gøre oprør mod den forrige.

Det er to af de helt basale sandheder, der kommer rørende til udtryk i den stærkt engagerende DR-dokumentarserie Scooter Boys.

Her følger vi en gruppe unge i den midtjyske provinsby Bjerringbro. Fælles for dem er en interesse for at køre på scooter, men det skal gerne gå lidt hurtigere, end færdselsloven tillader. Så ynder de unge at køre baghjul, som de kalder det, når kværnen kommer op at stejle.

Hurtigt står det dog klart, at ønsket om at lave seje tricks på den tohjulede kun er en del af de medvirkendes tilværelse. Bag de adrenalinpumpende udskejelser ser man deres spæde færd ud i kærlighedslivet og overvejelser om, hvad fremtiden og voksenlivet skal bringe.

Persongalleriet er stort, men i centrum står de to par: Max og Alberte, Victor og Emma. De ligner på overfladen omvandrende, omend ægte klichéer. De scooterglade drenge er et par år ældre end deres ellers mere modne kærester, som melder sig ind i den primært maskuline klub, men ikke har samme behov for at teste grænserne og udødeligheden.

Seriens medvirkende jagter friheden på den tohjulede i smukt opstillede tableauer og intime optagelser, mens musikken af og til pumper i et sitrende virvar af slowmotion og rappe klip.

Det er imidlertid ikke en flok stereotype knallertbøller, der toner frem på skærmen, men en gruppe unge mennesker, som har fundet et andet fællesskab end det foran computeren og mobiltelefonen.

Som uddannet filosof går serieskaber Jonatan Nothlev tydeligvis til projektet med et antropologisk mål for øje. Oftest får de akademiske ambitioner ikke lov til at skygge for de unges egne beskrivelser af livet og hverdagen. Men serien kører til tider rundt om sig selv, som når der bliver trukket endnu en brænder i asfalten.

Det bliver lidt rigeligt, at man i et afsnit på blot tolv minutter skal høre Alberte gentage adskillige gange, at hun har brug for orden omkring sig for at have ro i hovedet. Og forskellen mellem den folkelige fodbold og det mere lukkede scooterfællesskab bliver hamret lidt for tungt fast – især i betragtning af, at de unge selv ikke synes særligt optagede af den slags kassetænkning.

Scooter Boys vil meget – nok også mere, end konceptet kan bære. Det kommer for eksempel til at stikke i for mange retninger, når vi både skal møde Sebastian, der som tilflytter fra Rumænien kæmper for at passe ind, og se den maskerede fyr Kåls vanvidsridt.

Men samtidig er det kakofonien af stemmer, der får serien til at fremstå som et gedigent generationsportræt.

Og så er det public service i verdensklasse, at kameraet denne gang stiller skarpt på arbejderbørn med benzin i blodet frem for den kreative klasses veltalende sønner og døtre fra Københavnsområdet. I en tid med fokus på unges mistrivsel og skolesystemets udfordringer er det helt rigtigt at høre fra nogle af dem, der ikke skal læse bøger på skolebænken, men rode med mekanik på værkstedet.

Her er der intet stigma i at vælge en erhvervsuddannelse. Hvad kunne dog give bedre mening, når man har hænderne godt skruet på og forstår sig på værktøj?

De voksne optræder sporadisk undervejs i serien, som klogelig vælger at holde fokus på de unge. Når den ældre generation en sjælden gang kommer på banen, er det som støttende hjælpere. Den lokale ildsjæl kaldet Knallert-Ole har skabt et samlingspunkt for ungdommen i det værksted, hvor de kan gøre deres køretøjer toptunede og klar til landevejene.

Marianne bliver kaldt en supermor, når hun spiller Fortnite med sine sønner og kvitterer for et velplaceret skud med den herlige sætning: ”Den sidder da lige i bamseøjet!”

Alle de elskelige personer skaber til sammen et fordomsfrit univers, man som seer er taknemmelig for at blive lukket ind i.