Scoop

Sidste år rundede Netflix-serien The Crown af efter seks sæsoner om tilværelsen for den britiske kongefamilie i perioden 1947-2005. En af seriens instruktører, Philip Martin, udfylder nu tomrummet med en spillefilm om det omdiskuterede kongehus. 

For imens The Crown rullede hen over skærmen, udspilledes en af de største skandaler, som den royale familie endnu har budt os. 

Det drejer sig om prins Andrew, Dronning Elizabeth II’s yndlingssøn, og hans lyssky venskab med den amerikanske rigmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein, der hængte sig i sin celle i 2019. 

Prins Andrew besøgte flittigt Epsteins mange ejendomme og fortsatte med det, efter Epstein blev anklaget for menneskehandel og prostitution af mindreårige piger ned i tolvårsalderen. 

To fotografier blev afgørende for afsløringen af prinsen. 

Et paparazzi-billede viser ham og Epstein slentre sammen i New Yorks Central Park i 2011 efter en dom til sidstnævnte for prostitution af en pige under atten år. Og i et privat foto fra 2001 har prinsen armen rundt om syttenårige Virginia Giuffre, der senere anlagde sag mod prinsen for seksuelle overgreb og for to år siden fik en hold-mund-sum på mere end 100 millioner kroner. 

I årene forinden voksede og voksede sagen i folkemunde og medierne, og i 2019 lader den desperate prins og hans pr-hold sig overtale til at give et interview med BBC for at sætte en stopper for spekulationerne. 

BBC’s Emily Maitlis går nøgternt til værks med konkrete spørgsmål om datoer, adresser, vidneudsagn og de to fotografier. Hun afbryder aldrig, men lader prinsen grave sin egen grav.

Han forklarer, at han jævnligt overnattede hos Epstein som en praktisk løsning. At han af respekt måtte ende venskabet til sexforbryderen ansigt til ansigt og derfor blev set med Epstein efter den første dom. At han på det tidspunkt ikke kunne svede på grund af en medicinsk lidelse og derfor umuligt kan være den mand, Virginia Giuffre omtaler som kraftigt svedende. Og at han i det hele taget lider under at være for hæderligt et menneske! 

Det var en selvmorderisk optræden, som kostede prinsen titlen ”Hans Kongelige Højhed” og udstillede en virkelighedsfjern, selvovervurderende mand med en elendig dømmekraft. 

Scoop fremlægger det journalistiske arbejde, der fører til det historiske interview. Produceren Sam McAlister (Billie Piper), hvis bog filmen er baseret på, insisterer på at forfølge historien, selv om kollegaerne på bedagede BBC mener, at sådanne historier hører til i sladderbladene. 

Men filmens egentlige stjerne er Emily Maitlis, som udfører selve interviewet. Hun er en motor af journalistisk perfektion og spilles overbevisende af ingen andre end detektiven Scully fra kultserien X-Files, Gillian Anderson. 

Også Rufus Sewell formår at indfange Prins Andrew med en slående præcision. 

Alligevel er det på YouTube langt mere ubehageligt og betagende at se det mærkelige interview i virkeligheden. Philip Martin kondenserer samtalen på 50 minutter til små femten minutter, men mangler forståelse for, hvilken betydning tid og gentagelser har for den dragende absurditet. 

Det bliver ikke bedre af, at konstruerede replikker ridser plottet op og konstaterer det selvsagte, mens den generiske underlægningsmusik er så insisterende, at den føles mere som baggrundsstøj. 

Netflix har udviklet en strategi for at tilpasse sig forbrugernes uvane med at kigge på mobilen, mens man streamer, og det koster magien.

Journalistisk kontornusseri kan sagtens gøres cinematisk som i Oscar-vinderen Spotlight eller klassikeren Alle præsidentens mænd. For da slet ikke at tale om Frost/Nixon, hvor The Crown-skaberen Peter Morgan løfter ekspræsidentens historiske indrømmelse i et tv-interview om Watergate-skandalen til opslugende filmkunst. 

Philip Martin interesserer sig ikke for prinsen og Epsteins ofre. Vi trænger heller ikke dybere ned i baggrunden for prinsens infantile væsen, der ifølge kilder indebærer jævnlige raserianfald på personalet ved hoffet, ligesom det nok så interessante spørgsmål om, hvad afsløringen siger om det britiske kongehus, forbliver uberørt. 

Scoop er den tredje film siden 2019, der filmatiserer det bagvedliggende arbejde udført af kvindelige journalister under #MeToo-bevægelsen. 

I Bombshell er det direktøren for Fox News, hvis krænkelser får konsekvenser, og i She Said er det Hollywoods superproducent Harvey Weinstein. Kun sidstnævnte formår både at være et sandhedstestamente, en gennemført film i sin eget ret og dermed et værk, som ofrene bag det indflydelsesrige hashtag fortjener.