Scenes from a Marriage

”Midt om natten i et mørkt hus et sted i verden,” siger Mira i sidste scene i HBO-serien Scenes from a Marriage. Da hendes mand Jonathan spørger, hvor citatet kommer fra, siger hun: ”Det er noget fra en film.” 

Filmen er Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab (1973), som den nye miniserie er en genindspilning af. 

Og løbende igennem historien om Mira og Jonathans ægteskab og kærlighed er der mange metakommentarer, der hele tiden synes at sige: ”Det er bare skuespil.” 

Introen i hvert afsnit viser filmholdet, der optager genindspilningen af det, vi ved er en gammel tv-serie. Mere snedigt er det så heller ikke. Hagai Levis udgave tror på sit drama, mens det frygtløst ruller hen over et hovedværk i europæisk filmhistorie. 

Men der er nødvendighed og vid til forskel på de to versioner. Det er genialiteten over for habilt håndværk. 

Over fem afsnit følger vi Mira og Jonathans forsøg på at redde deres ægteskab, mens de slås om utroskab, børn, aborter og forsoninger. 

Scenes from a Marriage følger originalen langt hen ad vejen, men omvender og ”moderniserer” meget. 

Begge åbner med et interview, hvor de involverede parter skal fortælle om deres ægteskab. I de muntre, ironiske scener prøver personerne at stille sig i et positivt lys. 

Også i den nye serie taler manden mest, men ellers er magtforholdet vendt om. Hos Bergman taler manden hen over kvinden, fordi han har magten. Hos Levi er det, fordi Jonathan er en evigt selvanalyserende jødisk filosofiprofessor, der går hjemme med datteren Eva, så Mira kan køre løs med karrieren. 

Både original og genindspilning viser også et andet ulykkeligt par. I den nye version er det et par med forskellige etniciteter, og mens kvinderne tjener pengene og tager valgene, står mændene med børnene og smerten – og selvrealiseringen. 

Man forstår, at verden har udviklet sig siden 1973. 

Bergman er dog tidløs i sin skildring af ægteskabet som en umulig konstruktion, mens kærligheden kan indfanges i tosomhed. Den nye udgave er et kammerspil om to personer, der ikke kan slippe hinanden i en verden af alle mulige kærlighedskonstellationer. 

Dermed mister dramaet lidt af sin universalitet. Det er et friskt valg at omskrive historien om en verden, hvor kvinder er usynlige og mænd tager elskerinder i deres selvforelskelse. 

Nu er det manden, der skal træde ud af kvindens skygge, men man tror ikke rigtigt på, at en filosofiprofessor ikke har en plads i verden i sin prægtige forstadsvilla. Nemmere er det at tro på, at Jonathan ikke kan slippe Mira. 

Hvor Ingmar Bergman midt i den mest ondskabsfulde dialog viser os humoren – eller snarere svælger i ondskabens ekvilibrisme – holder Hagai Levi sig til den gode psykologiske dialog. Hvor Bergmans personer er midt i et vildt drama og samtidig lidt latterlige, er Levis mere klassiske dramatiske figurer med alvorlige ting på sinde hele tiden.

Israelske Hagai Levi er ellers en af det moderne tv-dramas mestre med titler som In Treatment og The Affair. Særligt In Treatment er mesterlig, fordi serien blander elementer af komedie ind i fortællingen om menneskets dårskab. Til sammenligning mangler Scenes from a Marriage desperat humor og splinter i alvoren.

Til gengæld er serien båret af smukt samspil mellem Jessica Chastain og Oscar Isaac. 

Alle i serien ser forrygende godt ud. Og selv når de drikker sig i hegnet, sidder alting perfekt. Alle kvinder har præcise neglejobs og dyre kjoler, men perfektheden er ikke overflade som hos Bergmann – bare æstetisk lækkerhed og production value.

Det er faktisk synd for Scenes from a Marriage, at den uvægerligt bliver sammenlignet med et langt bedre værk. Serien er nemlig seværdig, og det er godt med drama, der tror på dialogen og de små ryk i en samtale og et kærlighedsforhold. 

Men skal man endelig vælge, er det bedre at gå tilbage til Bergmans mesterligt bittersøde drama om kærlighedens umulighed og nødvendighed.