Scenekunstfilmen – En retfærdig krig

Dramaet er taget fra den skinbarlige virkelighed.

Lærestykket om Danmarks dyreste statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der sammen med USA førte os i krig med gustne overlæg og fordækte ambitioner, mere eller mindre hvide løgne og slesk manipulation.

For ikke at glemme den pinlige falden på halen for USA’s præsident. Bondedrengen Anders i ”baron” George W. Bush’ seng. Fogh ville være gefundenes Fressen for gamle Bertolt Brecht, som elskede sådanne politiske personager marineret af egen magtbrynde, enøjet fokus og forløjet verdenssyn.

Det dejlige ved det brechtske teater er frigørelsen fra familiemæssig flæb og småborgerlig kausalitet. Brecht var marxist, ikke freudianer. Han troede ikke på tårer hverken fra barnekammeret eller dagligstuen.

Scenekunstfilmen – En retfærdig krig handler om Anders Fogh Rasmussen, som fik Danmark i krig med Irak på falske forudsætninger. Og det er præcis den faktuelle og fremmedgørende mangel på intimitet og inderlighed, der præger værket, som placerer sig mellem teater og film.

Instruktørerne Ina-Miriam Rosenbaum og Torben Skjødt Jensen samt manuskriptforfatter Nanna Plechinger Tüchsen har for Teater Grob produceret en ferm forestilling, hvor Anders Fogh a la krigsforherligende Mutter Courage trækker lille dumme Danmark ind på en storpolitisk scene.

Udenrigsminister Per Stig Møller bliver fremstillet som Foghs intellektuelle hofnar, den nyttige idiot, den lærde magister og den piberygende ignorant. Møller bliver dels taget ved næsen af sine omgivelser, dels er han bange for at fornærme sin herre og dels fabelens frø, der puster sig op som en okse.

Præsident Bush’ er Foghs bizarre perleven, mens den britiske premierminister Tony Blair er hans besynderlige bonkammerat. Men i modsætning til sine to krigskammerater er danskeren snu nok til siden at undgå nachspiel med nøgterne efterundersøgelser.

Irak-kommissionen blev jo nedlagt, og sandheden om, hvad der gik for sig, er lagt i mølposen i det borgerlige klædeskab. Virkeligheden blev første gang dramatiseret som en monolog med Peter Larsen på Det Kongelige Teater under titlen Mens vi venter på Irakkommissionen, som er forfattet af Jens Kløft. 

I det nye stykke interviewer den gode radiovært Christoffer Emil Bruun undervejs den virkelige elitesoldat Sara la Cour, som var i Irak. Med egne ord blev hun pisset op og ned ad ryggen, fordi hun aldrig fik et transparent og evident alibi for at blive sendt afsted.

Der var blot flotte ord, varm luft og luftfotos af udryddelsesvåben, der senere viste sig at være udrykningsbiler.

Typisk for denne teaterform er der dramatiske tableauer sat som montager, en slags togstamme med vogne, som hænger sammen på en historisk helhed. Stykket strækker sig fra 2003 til 2007 – fra Danmark går ind i Irak-krigen, til vi går ud igen. Rekvisitterne er små og få, kun de nødvendige.

Fokus er glimrende på det talte ord, den sigende mimik og et kropssprog, som aldrig peger væk fra tekstens mening og intention.

Ved et teatralsk ensemblespil fremhæver man aldrig det enestående. Men Karin Bang Heinemeier, Sofia Mehlum og Anna Ur Konoy er alle fremragende.

De spiller tre gennemsnitlige kvinder, som af Anders Fogh er blevet udvalgt til at fortælle historien om at sende Danmark i krig. De agerer magtfulde mænd i slips og skjorte, spørgende danske piger og sprechstallmeister til de uheldige omstændigheder, hvor Fogh tog røven på Folketinget som opildnet krigsmand.

Skandaløst nok med det mindst mulige flertal for at sende danske drenge og piger ud i en krig skabt i Det Hvide Hus.

Stykkets dialektik er selvfølgelig, at det kræver enevældige, udemokratiske tricks for at fælde en enevældig, udemokratisk tyran. Foruden ord byder den 50 minutter lange forestilling på dukketeater, bagprojektion, arkivbilleder, levende billeder og den slags sange med swingende dansetrin, vi forbinder med Brecht, når han ville gavne og fornøje.

Det er effektivt, raffineret-folkeligt episk teater, hvor vi mere skal iagttage, tænke og ræsonnere end græde og glædes. Teater kun for de frelste? Det er Badehotellet fanden mig også.